Paladser og krig

En af os havde for mange tommermaend, da vi dagen derpaa trillede ind i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Her tjekkede vi ind paa det noget simple, men dejlig billige Grand View Guesthouse. Paa en tuktuk bad vi chaufforen kore os til Vietnams ambassade, saa vi kunne faa et visum. Da vi var naaet frem, havde udfyldt formularen og klaebet et smilende billede paa, fik vi at vide, at vi kunne faa 15 dage gratis, saa vi pakkede alting sammen igen og begyndte at vandre ind mod byen. Her spiste vi aftensmad paa den populaere restaurant Friends, hvis tjenere og kokke var tidligere gadeborn. Det var inspirerende at se koncentrationen, smilene og talenterne hos de tidligere gadeborn. At vide at man kunne hjaelpe born fra gaden ved at spise der gjorde appetiten lidt storre.
Vores anden dag i Phnom Penh stod i folkemordets navn. Vi besogte Killing Fields, som fungerede som et henrettelsescenter mellem 1975-1979, og torturfaengslet Tuol Sleng. Oplevelsen blev aldrig saa staerk som sidste aar i Rwanda, men Tuol Sleng var tros alt skraemmende i al sin enkelhed. Stedet havde inden Khmer Rouge fungeret som high school, og vi vandrede blot fra det ene klassevaerelse til det andet. En seng var det eneste der stod tilbage i rummet. Som da Khmer Rouge torturerede de uskyldige Cambodjanere. Paa vaeggen hang et, kun et, billede af hvilket syn, der havde modt Vietnamneserne, da de fandt faengslet i '79. Billederne viste personer laenket til sengen, banket, kvalt eller givet stod til dode. Det virkede staerkt idet at rummene var identiske med billederne. I en anden blok var en udstilling med billeder af alle fanger, levende og dode. Born, unge, modre og bedsteforaeldre. Ingen barmhjertighed. Tilsidst saa vi deres fangeceller og laeste om folkemordets forlob ind til vi, 20 min efter at museet havde lukket, gik ud.
Sidste dag i den livlige by brugte vi blot paa at fornemme byen og stemningen. Startede paa det russiske marked, hvor Camillas shopaholiske hjerte naesten blev revet i stykker, da hun gik tomhaendet derfra. Fortsatte derfra videre til Independence Monument, hvor vi nod at folge med i nogle borns gadefodbold. Da varmen gjorde det muligt gik vi videre til Royal Palace, som er kongens permanente residens. bygningerne og haven straalede af storhed og perfektionisme, og mindede en smule om templerne i Bangkok. Vi saa stedets kendte solvpagode, som er en bygning hvis gulv er lavet udelukkende af solv, og som huser en 90 kg buddha af rent guld med yderligere 2000 og nogen diamanter. Om aftenen modtes vi med Maja og Julie, til en knap saa fuld aften som den i Siem Reap. Spiste og snakkede ind til en kaemperotte stjal opmaerksomheden, og vi besluttede os for at modes i Vietnam igen.
D. 16 juli trillede vi ind i Ho Chi Minh City i Vietnam. Busturen havde vaeret en ukompliceret fornojelse, paa naer stoppet ved graensen, hvor vores tasker skulle tjekkes. Vi havde besluttet, at denne dag blot skulle gaa med at slendre rundt i gaderne for at fornemme byen. Vi begav os ud i de knallertfyldte gader, hvilket i sig selv er en underdrivelse, da vi ikke hverken turde eller kunne krydse gaden. Det var som en flod hvor sluserne blev aabnet, forst fra den ene side saa fra den anden. Vi fortsatte langs floden og endte i det noget rigere Dong Khoi omraade, hvor vi langt om laenge fandt en restaurant, vores gronne pengepung kunne klare. Sidste dag i Ho Chi Minh stod i museets navn. Efter lidt shopping og postkortskrivning gik vi hen til deres War Remnant Museum, et museum for Vietnamkrigen. Vi startede vores rundtur i deres 6 afdelinger, og saa forst kampvaabens- og kampflyusdstillingen udenfor. Utroligt mange forskellige amerikanske draebermaskiner. Begyndte rundturen som var godt dokumenteret af tekst og grusomme billeder. Midlerne amerikanerne brugte indebar bl.a. grusomme og barbariske afhoringer og drab af minoriteter i bjergene og skovene, der frygtedes at stotte guerillahaerene fra nord. Derudover gjorde deres brug af pesticider og napalm deres frugtbare landskab overskuelig og gold. Udstillingen var en haard oplevelse, da det var en vietnamnesisk udstilling, der tegnede et staerkere billed end den vinkel man ellers har hort om krigen fra. Utrolig hvilken gaestfrihed de har mod amerikanerne i dag, og det er tydeligt, at det er den vietnamnesiske vilje og mentalitet, der vandt krigen samt krigen mod fattigdom. Udstillingen viste horrible og folelsesladede billede taget af krigsfotografer, deriblandt to pulitzer, ubehagelige faengselsceller og torturinstrumenter samt en udstilling med mange landes propanganda-materiale i forhold til at faa amerikanerne ud af Vietnam. En slags tak. Inden bussen tog os videre op i landet, nod vi en pizzabuffet og forsogte at fordoje dagens oplevelse.

I tempelland

1000 billeder er blevet taget, og hvis hvert billede tilmed siger 1000 ord, er der nok at berette fra turen ind til nu. Men for at starte hvor jeg sidst sluttede, saa korte vi mod Cambodja en tidlig morgen i Juli. Kontrasten mellem Thailand og Cambodja er enorm. Vi kom fra fine asfalterede veje til rode, hullede grusveje, hvor transportmidlet i stedet var paa cykel elle koryg. Frygtlose satte vi os ind i en taxa, der skulle tage os de fire timer til Siem Reap. Den frygtloshed forduftede ganske hurtigt i takt med vores chauffors rally/dodskorsel. Jeg tog Jacob i haanden og taenkte: korer vi galt inden vi naar Siem Reap, er jeg glad for at holde en i haanden, jeg elsker. Vejene blev dog bedre, og efter fire timer kunne vi aande lettede op, som vi trillede ind i turistbyen paa laenge asfalterede veje. Siem Reap var vores forste destination paa vores rejse, og her saa vi frem til at se mange overvaeldende og smukke templer - forst og fremmest Angkor Wat.
For fanden og nogen andre havde faaet sko paa, var vi den folgende morgen paa vej ud til templerne. Vi skulle naa solopgangen ved Angkor Wat, og solen staar desvaerre allerede op mellem fem og halvseks. Blandt hundredevis af andre blitzende turister indtog vi det praegtige og historiske tempel. Templet er bygget i det 10. aarhundrede, og er udnaevnt som et af de syv menneskeskabte vidundre. I takt med at solen kravlede laengere og laengere op ad den store graa bygning, gik vi udforskende rundt, op og ned ad trapper, forundrede over at loftet ikke styrtede sammen og betragtede de flotte indgraveringer i vaeggene. Efter nogle timers vandring besluttede vi os for at tage videre. Vores tuktuk chauffor, Mr. An, der skulle kore os rundt de tre dage, var den mest storsmilende og karismatiske person vi laenge havde modt. Hver gang vi kom haltende traette ud fra endnu et tempel, stod han og vinkede med ben og arme, med et smil der bredte sig fra det ene ore til det andet. Han gjorde turen saerlig. Vi fortsatte videre mod Bayon. Det skal lige siges, at vi paa de tre dage besogte omkring 18 templer, hvorfor jeg kun har valgt at fremhaeve de tre mest specielle. Bayon er kendt for sine ansigter, hvilket i sig selv kan lyde lidt maerkeligt, naar jeg taler om et tempel. Men der er intet mindre end 216 ansigter hugget ud i de graa klippesten. Et sandt mestervaerk. Tuktuk'en dronede videre til steder, jeg ikke laengere husker navnene paa, men vaerd at naevne er Ta Prohm. Forskelligt fra de to fornaevnte, var dette tempel ikke forsogt bevaret. Store traeer havde indtaget det 1000 aar gamle tempel, som senest er blevet brugt i filmen Tomb Raider. Det var autentisk og fantastisk at se naturens kraefter og udfoldelse. Dagens strabadser sluttede med en kold Angkor Beer.
Dag to startede knap saa tidligt. Vi saa templer, selvfolgelig, men bad ogsaa Mr. An om at kore os lidt laengere vaek til et vandfald. Det skulle vise sig at vaere det perfekte og ikke mindst nodvendige afbraek fra templerne, da vi morede os med at vandre op ad den lille junglesti, haenge os i nogle lianer, bade under vandfaldet og nyde udsigten og naturen. Tilbage i tuktuk'en fortsatte vi paa "grand tour" som var yderligere 6 templer. Da solen ogsaa havde set nok templer, gik vi op paa en bakketop og kunne slappe af, mens solen stille fortrak sig og kastede sit sidste lys over Angkor Wat. Denne aften faldt vi allerede i sovn inden Serena havde vundet over Venus.
Sidste tempeldag blev heldigvis ikke saa tempelagtig. Vi lagde ud med Rolous Group som er en gruppe paa 4 templer bygget i det 9 aarhundrede. Det blev en hurtig overstaaet affaere, tildeles fordi vi var maettet, men ogsaa fordi vi gjorde hvad vi kunne for at undgaa de portraetfotosafhaengige kinesere. Efter de fire templer korte smilende Mr. An os hen til den flydende landsby, som laa paa den anden side af Siem Reap. Her boede menneskene enten i flydende huse eller baade, og umiddelbart virkede det utrolig idyllisk. Maendende samlede sig og spillede kort, mens kvinderne og bornene svang sig i haengekojerne eller lavede mad. Paa floden var baade skole, laege, mekaniker og smaa dagligvaremarkeder. Tilbage paa vores hostel i Siem Reap spiste Jacob og jeg om kap inden sovnen indhentede os. Om aftenen modtes vi med Maja og Julie paa en tosset, men ganske saerlig restaurant, for vi faldt i flasken og endte med at danse paa gaden kl. 01.00. Maja har sidenhen fortalt, at en fyr kom hen til hende, mens Jacob svang mig rundt foran polsevognen, og spurgte "Are they professionals?" hvor Maja ganske aerligt svarede "No, they're just drunk."
Rejsen fortsatte naeste morgen til Cambodjas hovedstad Phnom Penh...

Bangkok vs. Isan

Tirsdag d. 24 juni tog jeg tilbage til Bangkok. Jacob ville lande to dage senere, og mit utaalmodige hjerte ville blot have tiden til at gaa med at nyde det pulserende liv i storbyen. Dagene gik - pengene blev brugt og pludselig stod jeg i koen af spaendte ventende i ankomstterminalen. Den store skaerm med ankomststider oplyste at flyet var bekraeftet og ville lande 12.42. Det var en gensynens glaede da vi spottede hinanden i maengden og faldt hinanden i armene. Efter et tiltraengt hvil besluttede vi os for at spise paa den internationale restaurant i MBK shoppingcenter. Restauranten var indrettet saaledes at man kunne gaa rundt mellem forskellige lande og vaelge mad fra Italien, Graekenland, Vietnam, Japan, Kina og selvfolgelig Thailand. Da morket havde lagt sig, satte vi os i en taxa mod China Town. Eftersigende skulle det vaere langt mere farverigt om aftenen, eftersom gaderne er oplyst af deres kinesiske skilte. Og lysende skilte var der nok af, men jeg havde forestilt mig flere boder og knap saa mange fortovsreeaturanter. Vi gik lidt rundt og sugede indtrykkene til os. Den saerligt duftende mad, de karismatiske sidegader og mylderet af tuk tuk'er og taxier. Vores forelobig sidste dag i Bangkok blev en varm, tildeles kogende, affaere. Vi tog faergen paa Chao Praya og stod af ved Bangkoks aeldste og storste tempel - Wat Pho. Wat Pho er kendt for den mere eller mindre enorme liggende buddha. Storstedelen af tiden brugte vi dog paa at gaa ind og ud af alle de praegtige og guldskinnende templer, som tilsidst mere blev en flugt fra den slaaende varme, da vi matte tage vores lukkede sko af og kunne sidde henslaengt og nyde brisen fra blaeserne der stod rundt omkring. Paa et af vores stop i templet kom der pludselig en gruppe munke og satte sig til at messe foran den store forgyldte buddhastatue. De messede paa samme maade som til begravelsen, hvor den aeldste messede forst, hvorefter gruppen gentog efter ham. Sidst men ikke mindst vaerdigede vi den liggende buddha et par billeder. Den 47 meter lange og 15 meter hoje figur skulle eftersigende ikke kunne vaere paa et billede - men det lykkedes, trods kampen for en plads blandt de blitzende turister. Vi fortsatte videre mod Grand Palace, som forhen har fungeret som kongens tilhorssted, men i dag blot bliver brugt ved saerlige lejligheder. Og hertil kommer grunden til de lukkede sko og deraf de meget svedende fodder. Der er nemlig en dresscode, saafremt man vil besoge kongens residens. Jacob skulle have lange bukser paa, min nederdel skulle daekke knaene og vores t-shirts skulle daekke skuldrene. Storsvedende forsogte vi at holde koncentrationen omkring de mange praegtige bygninger, som strakte sig over et areal paa 21 hektar. Efter to timers tid tvang sulten og varmen os videre. Med i rygsaekken havde vi nu faaet endnu et par templer, en flot emerald Buddha statue og de gamle kongeslotte. Gik herpaa mod turistmekkaet i Bangkok - Khao San, og fandt langt om laenge en Burger King, som i ojeblikket sparede os for flere smagsoplevelser. Frygtlose vendte vi tilbage til Khao San hen paa aftenen, efter et ganske koligt bad hjemme paa hotellet, da den berygtede og populaere gade skulle vaere meget livlig og farverig om aftenen. Vi slog os ned paa en hyggelig, men ikke mindre stojende, restaurant, og nod det i den grad pulserende liv af gadesaelgere og hvide turister paa pubcrawl, mens vi fik lidt aftensmad og nogle gode thai-ol. Livet og ikke mindst virvaret er svaert at beskrive. Gaden var som en rave-fest med de dunkende rytmer der spillede ud fra barene, de smaa thaipiger med meget korte kjoler skulle lokke menneskene derind, der var gadesaelgerne med akhakostumer og andre der solgte toj eller reklamerede med ping-pong show. Naeste morgen passede det os fint, at vi blot skulle hoppe paa en bus og vente i seks timer, til vi trillede ind paa den ode busstation i Prakhon Chai. Nittaya og Somneang var der kort efter, og det foltes lidt som at komme hjem igen. Til vante omgivelser. Der er en maerkbar forskel mellem det buldrende liv i Bangkok, og det rolige og harmoniske liv paa landet i Isan. Her er de farverige taxaer skiftet ud med ladvogne, og byens skyskrabere skiftet ud med smaa vejsiderestauranter. Vi spiste aftensmad paa terassen og slappede af resten af aftenen, da vi skulle meget tidlig op sondag morgen.
06:15 ringede vaekkeuret. Vi skulle kore til en elefantlandsby, der laa omkring 100 km herfra. Flere og flere elefanter kom til syne i vejkanten des taettere vi kom paa landsbyen. De lokale red paa dem og styrede dem ved at prikke dem ind i siden med en pind. Dyrene var sammenlignet med Afrikas elefanter ikke ligesaa store, men forskellen var mest udpraeget laengdemaessigt. Som om Asiens elefanter blot er mere kompakte. Fremme ved selve servaerdigheden kunne vi spotte mange elefanter staa bundet rundt omkring. Den storste af dem stod ligefremme, under et halvtag for sig selv, og gnaskede store gronne blade i sig. Den skulle eftersigende vaere over 20 aar. Vi fortsatte rundt ad de smaa stier. Saa skore thailaendere gaa under maven paa en gravid hunelefant, hvilket skulle bringe held. Vi stoppede ved en mindre, mere overkommelig, elefant. Skort som det end lyder, var det som om, at de havde et kropssprog. Naar vi fik taget et billede loftede den lille elefant snablen og var udemaerket klar over, at der blev taget et billede. Naar man gav dem bananer, nikkede de kort, som om de takkede, og gav man elefanten en pengeseddel som donation, var den ogsaa klar over det og afleverede sedlen i haanden paa ejeren, der stod ved siden af. Hvis de ikke opforte sig ordentlig, fik de et lille slag, hvorefter elefanten saa skammende ned i jorden. Det kom lidt bag paa mig, at de var saa bevidste omkring hvad der foregik. Elefantshowet startede, og her kunne vi blot sidde tilbagelaenet og nyde de fascinerende kunstner disse store dyr kunne praestere. Der var basketball, fodbold, pilekast, en elefant der malede paa en t-shirt og snurren rundt med hullahopringe. Selvfolgelig skulle de, der turde vove det, ogsaa vaere frivillige i showet. En mand lagde sig og fik et taeppe over sig, hvorefter elefanten, den meget store og tunge elefant, skulle massere ham med sit ene forben. Tre andre skulle ligge paa en raekke og fik forst lov at rejse sig, efter at to elefanter formaaede at traede over dem - uden at ramme dem. Utrolig hvilken kontrol de havde over deres store kroppe. I ovrigt blev EM finalen afgjort ved elefantstraffespark. Eller afgjort er vidst saa meget sagt, for det endte uafgjort, men det var saerdeles underholdende, isaer da en af de store hanelefanter kom lobende ind med sit femte ben dinglende fra side til side, og var ved at ramme bolden med dette ekstra ben. Efter showet fik vi en kort ridetur rundt i landsbyen paa en tildeles skraemmende, men roligt vuggende, elefant.
Det blev mandag morgen og vi cyklede hen til skolen som aftalt kl 10. Det viste sig desvaerre at der ingen elever var og derfor ingen undervisning, da de havde faaet fri, saa laererne kunne faerdiggore deres hjemmebesog mandag og tirsdag. Vi har planlagt at rejse til Cambodja paa torsdag, saa disse dage er blot gaaet med at vandre ud af de smaa landsbyveje og besoge elevernes familier. Nu ser vi begge frem til at nyde den sidste dag med bornene i morgen.
Alt for nu - der er enkelte billeder nedenunder! I forhold til helbreddet (typhoid) har jeg det langt bedre nu, foler mig for det meste rask. Tak til alle jer der saa opbakkende har skrevet.

Billederne

Liv og farver uden for MBK

Den liggende Buddha

Grand Palace - paladset brugt efter 1850

Udsmykning paa en af bygningerne i Grand Palace

Khao San

Ganske god balance

Elefanten trykkede lidt paa dem inden den fortsatte videre

En lille ridetur

En dag paa hospitalet

Sonderjysk staedighed kommer man ikke langt med i Thailand. Jeg har i flere dage haft det daarligt med symptomer som feber, hovedpine og omhed i hele kroppen. Hver morgen har jeg blot taenkt, at alt jeg behovede var et bad og lidt morgenmad, saa kunne jeg igen. Forleden aften blev det saa for alvor slemt, og morgenen efter korte vi straks paa klinikken i Prakhon Chai. Nittaya og laegen i Prakhon Chai var begge nervose for, at det kunne vaere dengue feber, saa han sendte mig derfra videre til hospitalet i Ban Kruat. Selvom jeg mere eller mindre havde lukket kanalen for indtryk, fik jeg dog med, at der sad ca. 200 ventende paa det offentlige hospital, hostende, med en pose for munden eller med en blodende fod. Jeg gik svimmel efter Nittaya, mens hun ihaerdigt forsogte at faa mig hurtigt ind til laegen. Og det kom jeg. Blot 10 minutter efter, kom en lille thailandsk sygeplejerske, tog mig under armen og forte mig ind paa en stue med tre brikse. Naaede kort at taenke hvor uretfaerdigt det var, for alle de lokale som skulle sidde ventende en halv dag, men skod det hurtigt fra mig, da jeg var meget glad for at ligge ned igen. Der var en laege paa stuen. En ung, nok nyuddannet, herre og omkring 4-5 sygeplejersker. Paa briksene ved siden af mig laa en mand, som var blevet bidt af en slange, og en dreng paa ca. 10 aar med drop ind i armen. Jeg fik forst to piller, som skulle tage toppen af feberen, og derefter tog de en blodprove, som de ville teste for de forskellige lokale sygdomme. Efter to timer paa langs kom tre sygeplejersker hen for at fortaelle mig, at testen var negativ paa dengue feber men positiv paa typhoid. "It's not dangerous, you just rest and have medication." I lonely planet stod der, at typhoid er en alvorlig bakteriel infektion som faas gennem urent vand eller mad og kan vare mellem 8 dage til 4 uger. Det er hvor jeg er nu. Domt til at slappe af hjemme, ind til jeg faar det bedre. Er rigtig aergerlig over, at gaa glip af timerne med bornene, men bliver nodt til at overbevise mig selv om, at det er vigtigt, at jeg bliver rask. Jeg folte mig rigtig godt behandlet paa hospitalet, men samtidig var det nok ogsaa en god oplevelse, hovedsagligt fordi jeg fik lov at springe timers ko over.
Jeg ligger mig ned igen. Haaber i alle har det godt, hvor end i befinder jer.
Hilsen Camilla

Mi casa es su casa

Bornene begyndte at pakke deres tasker. Den sidste undervisningstime var ovre. Klassen stillede sig paa en paen raekke foran Nittaya, mens hun paa Thai sandsynligvis spurgte hvem der boede taettest skolen. 5 elever rakte haanden op. Vi gik ad smaa grustier omme bag ved skolens bygninger. Sprudlende og leende hoppede bornene rundt om os, som vi skulle hjem at besoge. Jeg nod blot at gaa der paa de smaa stier, med de svajende banapalmer, og hunde og hons lobende rundt fra hver side af vejen. Det var kolonihave-idyl. Da vi stoppede ved de forskellige hjem, var foraeldrene oftest ikke at finde der. Men alt der skulle til var, at eleven raabte "Maa", og straks ville en mor komme smaaluntende fra en af naboernes huse. De boede simpelt, i huse der saa tildeles ufaerdige og forfaldne ud. Kvinderne slentrende rundt med slaebende klip-klap lyde paa kryds og tvaers af vejen. Raabte noget til den ene nabo, og smed sig i haengekojen hos den anden nabo. "Mi casa,su casa"-mentaliteten overskyggede alt det materielle man kunne mene manglede. De havde et faellesskab, et samfund som vaernede om hinanden, som gjorde store huse og biler fuldstaendig overflodige. Beundrede, misundte maaske lidt, den livsstil. Det trak op til regn, saa vi holdte et bananbald over vores hoveder, og gik tilbage til skolen.

Jeg skal hen paa skolen og undervise om en halv time. I eftermiddag har vi flere hjemmebesog, hvor vi dog bliver nodt til at tage knallerten paa grund af afstanden.

Mini-Angkor

Ifolge stemplet i mit pas ville jeg skulle rejse herfra d. 19 juni.
Altsaa om fire dage. For at kunne faa lov til at blive her laengere tid, maatte vi tage turen til den naermeste graenseovergang, Chong Jom, 70 km herfra. Med Nittayas to pludrende veninder siddende ved siden af mig, suste vi gennem det flade landskab med rismarker og traehuse, saa langt ojet rakte. Nogle af markerne var endnu helt mudrede og vaade, mens andre havde denne blode lysegronne farve som et stort blodt taeppe, der blot indbod til at man ville kaste sig ud paa det. Farmerne trak rundt med deres koer i markerne, andre hostede. De smaa landsbyer vi korte gennem, emmede af landidyl. Koerne stod ubevaegelige paa vejen og gumlede paa noget graes, og bilernes opbremsning og dytteri lod ikke til at rore dem. Fire born cyklede afsted paa en cykel, og byens aeldre stod bag smaa boder og solgte nyskaaret frugt. Andre slaengede sig bare i haengekojen foran huset. Det var jo ogsaa lordag. Da vi naaede Chong Jom, blev de to laererinder sat af ved det store "border-market", og vi fortsatte hen til de forskellige check points, der skulle give mig de fornodne stempler i passet. Da vi steg ud af bilen, kom en flok born rendende og slog store paraplyer op for at skaerme os for solen. Vi viftede dem venligt vaek. Stillede mig derefter i den forste ko ud af fire. Forst ud af Thailand, saa ind i Cambodja, ud af Cambodja og sidst, men ikke mindst, ind i Thailand igen. 1400 baht fattigere, nogle stempler rigere og vigtigst af alt 30 nye dage i Thailand. Bornene kom lobende igen "one baht, one baht." Det trak op til regn, saa vi skyndte os ind i bilen og satte kurs mod markedet. Det var et inferno af kopivarer. Levi's, Diesel, Burberry, Louis Vuitton osv. Regnen gjorde dog, at det blev en tildeles ensidig oplevelse, da vi kun saa den bod med taepper, vi havde sogt ly i. Da vi kom hoppende ud af markedet, i forsoget paa at undgaa vandpytterne, kunne vi se hvordan folk hev og sled for at faa deres biler ud af den mudrede parkeringsplads. Vi slap dog helskindet gennem og korte hjem. Selvom et hvil var tiltraengt, gik jeg med Nittaya over paa beautysalonen. Bare for at holde traditionen i haevd. Satte mig derefter ved computeren og forsogte at saette nogle ord sammen, men blev hurtig afbrudt. Nittaya og jeg havde, nogle dage forinden, talt om at faa en massor herhjem, som kunne losne lidt op i min hovedpinefremkaldende nakke. Og det er nok den oplevelse, der har voldt mig flest problemer her paa bloggen. Simpelthen fordi jeg endnu ikke kan beskrive situationen, som jeg oplevede den. Men ind kom denne gamle og sammenfalde dame, og knaelede lydlost paa det taeppe, der laa i stuen. Hendes taender var malet sorte, som folk fra akha-stammen ogsaa gor, og de milde ojne var gemt langt inde bag rynkerne, som der kun blev flere af, naar hun smilede med sit sorte smil. Jeg undervurderede imidlertid hendes stryke trods de cirka 90 aar, da hun trykkede saa haardt, at jeg var ved at gaa til. Hendes form for massage handlede ikke om at losne op for musklerne, men om at arbejde med sener og blodtilforslen. Jeg var i forvejen vaeltet af stolen, ved at opleve de kraefter, denne skrobelige dame besad, og provede bare at holde ud den halve time det varede. Udover at det ikke var videre behageligt, var jeg taknemmelig for, og ville ikke have vaeret det foruden, at prove den form for massage landsbyboerne herude tror paa.
I morges vaagnede jeg til den evindelige lyd af thaimusik. Klokken var seks. Jeg vidste ikke meget om dagen i dag, udover at det indebar et tempel. Omkring middag blev der raabt "Cameeeelaaa we go now." Vi korte en time gennem det skonne landskab, ind til der stod Muan Tam Sanctuary. Jeg folte mig taget tilbage i tiden, for at vaere helt praecis - 1500 aar tilbage, med det praegtige og historiske tempel der taarnede sig op som en milepael for enden af nogle ubarmhjertige trapper. Jeg kaempede mig op ad de ujaevne trapper, som jeg tidligere kun har kaempet paa Mont Matre, og nod i fulde drag dette fantastiske og urorste stykke historie. De ru vaegge, de utallige slangehoveder paa lovekroppe og den storhed templet emmede af fik en til at fole sig beaeret over at vaere til stede. Samtidig laa det paa en gammel vulkan, og gennem enkelte huller i traerne kunne man nyde udsigten over det flade landskab. Phanom Rung, som templet hedder, er bygget i samme stil som Angkor Wat i Cambodja. Det var tydeligt at se hvordan Khmer stilen gik igen, og eftersigende har Khmer'ne sat deres praeg paa mange templer i Isan. (Nordostthailand)
Naeste uge, som ogsaa er den sidste her inden Jacob kommer, bliver hektisk. Vi har faaet til opgave at besoge hver elevs familie i klasse 5, for at folge op paa hvilke forhold de lever under. Der er 36 elever i klasse 5. Vi starter i morgen kl. 16 efter den sidste undervisningstime, og Nittaya mener, at vi kan naa fem besog allerede i morgen. Jeg ser frem til at komme ud til andre familier, og se hvordan andre landsbyboere lever.
Det var vist alt. Har pludselig faaet en uhyre stor appetit, maaske spaakonens trykkeri alligevel har sat noget igang. Saa nu vil jeg gaa paa opdagelse i koleskabet.

Ojebliksbilleder

Solnedgangen fra mit vindue

De smaa nyder en is i varmen

Afslapning paa sit hojeste

Udsigten til mit vindue fra bungalow'en

To dejlige piger fra klasse 5

Hvor jeg spenderer min tid paa skolen - engelsklokalet

En begravelse

Klokken var tyve i seks. Panflojterne, der spillede ud af bilens hojtalere, lagde sig tungt om hjertet, mens vi korte ud ad de smaa landsbyveje. Paa vej til begravelse. Drengen blev kun 25 aar. Foran foraeldrenes hus var der sat et stort telt op. Jeg trissede stille efter Nittaya, og wai'ede aerbodigt til de hun ogsaa hilste paa. Vi stillede skoene, og knaelede paa et sivtaeppe. Moderen nikkede mod os og tvang et smil frem, men taarerne, de rolige vug frem og tilbage og de knugede haender mens hun saa paa billedet af sin son, gjorde det klart at hun var oplost af sorgen. Af at miste. Vi gik paa knaerne hen foran alteret. Der stod to billeder af ham. Et hvor han, blot faa aar tidligere, afsluttede universitetet, og et hvor han sad oprejst i sengen, mens sygdommen stille og roligt tog livet fra ham. Billederne stod iblandt farverige blomster og blinkende lyskaeder, og vi taendte en rogelsespind, bojede os mod gulvet og onskede ham en god rejse. Til paradis. Sad derefter et ojeblik med den naermeste familie, uden at sige noget, men for at vise medfolelse og respekt overfor den afdode. Raekkerne af plasticstole der var sat op i teltet, var ved at vare fyldt op. Vi klemmede os ind paa anden raekke, hvorfra vi kunne se scenen, hvor det skulle foregaa. Seks munke kom gaaende, naesten svaevende, i deres orange klaeder, og satte sig paa en raekke paa scenen. Det fascinerede mig, at se hvordan de formaaede at holde den samme positur under hele seancen, som statuer sad de ubevaegelige med det samme blik i ojnene. Som havde de kontakt til den anden side. Seancen startede. Den aeldste munk messede, altimens vi trykkede haandfladerne mod hinanden foran brystet. Der blev taendt lys, og de faa gange der var ophold i munkens messe, bojede vi hovedet, til panden rorte fingerspidserne. Senere messede alle seks munke. Den ensartede lyd der kom ud af de seks munde, var naeremest euforisk. Loftede salen. Statiske som de sad, var det kun deres laeber der bevaegede sig, og efter 25 min med sammentrykte haandflader var det slut. Vi rejste os og gik ned bagerst i teltet, hvor der var stillet et festmaaltid frem. Jeg saa rundt paa de andre gaester. Hans skolekammerater, hans familie og ikke mindst hans bror. Hulkende omfavnede faren ham. Han er den eneste son de har tilbage. Jeg var bevaeget og beaeret over, at faa lov at opleve den buddhistiske tro, naar den er allerstaerkest. Da vi gik derfra, fortalte Nittaya at i morgen skulle han braendes. En ceremoni vi ogsaa skulle vaere en del af.
Solen stod hojt, og jeg svedte i mine lange bukser og min sorte bluse, jeg skulle have paa til lejligheden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af dagen, efter den meget intime og bevaegende oplevelse aftenen inden. Men ceremonien jeg stod midt i, frembragte langtfra de folelser jeg havde oplevet aftenen inden. Dette var en offentlig ceremoni, som foregik ved landsbyens tempel. Der var omkring 300 mennesker som alle sad under store pavillioner, og kunne se op paa templet hvor han skulle braendes. Den forste time gik med at forskellige mennesker donerede penge til munkene, som skiftevis gik op i templet, og onskede ham en god rejse. Det var langsommeligt. Jeg var en anelse forarget over menneskenes tilstedevaerelse. Flere snakkede i mobiltelefon, efter den havde kimet med en skinger tone i et halvt minut, andre grinede uhaemmet og hojlydt uden det lod til, at de skaenkede det en tanke, at en dreng var dod og skulle braendes. Ved alteret i templet, der var sat ligesaa flot op som aftenen forinden, kunne man skimte den ovn, kisten var inde i. Den afdodes bror og en pige delte et lille lyseblaat haefte rundt. Paa forsiden var et billede af den 25 aarige, og heri var sygdomsforlobet beskrevet. Men ogsaa hans egen beretning om at skulle do, stod deri. Som en dagbog. Tanker om at blive frataget livet kun 25 aar gammel. Om at leve i dag og do i morgen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle mene. Der var saa mange til ceremonien, som ikke synes at ofre ham deres tilstedevaerelse. Skulle de have lov at laese hans dybeste tanker. Da donationerne naaede sin ende, rejste alle sig op, og gik mod alteret. Jeg forsogte at folge trop, men kom lidt bagud Nittaya. Jeg gik paa et tidspunkt ved siden af hans bedstemor. Den skroblige gamle dame knaekkede fuldstaendig sammen og graed. Paa min anden side gik to kvinder og skvaldrede hojlydt om hvad ved jeg, men i hvert fald ikke om, at de skulle op og laegge en blomst ved alteret. Igen var jeg fyldt med modstridende folelser. Sympati og vemod omkring den afdode og den skrobelig bedstemor, og foragt for de der tillod sig at vaere saa respektlose omkring ceremonien. Jeg lagde min blomst og wai'ede en sidste gang. Alle gik derfra. Det var aabenbart det. Vi stod i en halv time oppe ved bilen, og snakkede med nogle naboer, mens jeg kunne se, hvordan foraeldrene korte fra stedet med hans billede i favnen. Pludselig lod der brag og hyl, og der blev affyret raketter. Umiddelbart efter blev ovnen taendt, og en sort rog kom til syne for enden af den lange skorsten i templet. Nu var han sendt afsted sagde Nittaya. Det var en flot maade at sige "god tur til paradis" paa, og det lettede lidt paa mine frustrationer.
Begravelsen har fyldt meget, for der er meget andet, jeg ogsaa kunne fortaelle om. Men jeg vil nojes med denne oplevelse, og snart smutte hen paa beauty salonen for at blive en anelse forkaelet.
God weekend til jer alle!
Hilsen Camilla

Den sidste vej

Vi korte fem kilometer ud ad den rode grusvej. Det virkede som evigheder. Der var intet liv at spore, blot de frodige marker, der straekte sig, saa langt ojet rakte, og enkelte ensomme koer. Det gronne landskab, tegnet op med den rode vej, var bakket, og vi maatte af og til forcere nogle voldsomme huller i vejen. Vi naermede os Cambodja. Somneang stoppede bilen paa toppen af en bakke, hvor man kunne skimte smaa hytter laengere inde mellem traerne. Det var her. Templet. Vi steg ud af bilen, og gik ud paa en balkon, hvorfra der var den smukkeste udsigt. Der var, som tidligere, ikke et menneske at se, blot den raa og uberorte natur som altid tager sig flottere ud, end naar menneskene har indtaget den. Den store bakke ovre bagved var Cambodja. Der var to spejlblanke soer, hvori de omkringstaaende traer stod paa hovedet. En stille summen af insekter og stilhed omsluttede mig, saa jeg naesten svaevende gik ind i templet. Jeg wai'ede tre gange mod jorden og er nu beskyttet af buddha. Templet var simpelt med smaa forgyldte buddhaer ovenpaa en skulptur af en skildpadde og en slange.
Vi korte tilbage ad den rode grusvej, tilbage til Ban kruat, hvorfra vi korte ud ad en anden, dog asfalteret, vej. Indtil pigtraad forhindrede os i at kore videre, stoppede vi. Her gik graensen. Cambodja var blot faa meter vaek. Vi gik op i et udsigtstaarn, hvor der var tegnet et kort over enkelte landsbyer, vi derfra kunne se i Cambodja. De var tydelige at spotte, da der steg en hvid taage af rog op i det blottede landskab. Nittaya fortalte om, hvordan cambodjanerne angreb Thailand, netop hvor vi stod, for tyve aar siden. Turen fortsatte ad snoede veje som jeg husker dem fra Rwanda, ind til vi korte langs graensen paa dee karakteristiske grusveje. Mellem marker og pigtraad. "This is the last road" sagde Nittaya, mens jeg nod at betragte naturen og landskabet folde sig ud. Om formiddagen, forinden vores tempeltur, havde jeg den udsogte fornojelse af at opleve den lokale "beauty saloon". Til forskel fra sidste uge, fik jeg denne gang mulighed for at ligge i stolen og faa ansigtsmassage og tilmed ordnet haar. Jeg tror Nittaya og jeg gor det til en lordagstradition. En tradition der kun koster 16 kr.
Dragefrugten
Jeg bor ikke undgaa at fortaelle om alle de frugter, jeg indtil videre er stodt paa. Oftest ligner det langt fra frugter, som da jeg var paa markedet og til min glaede saa nogle kartofler, viste det sig selvfolgelig at vaere frugter. Endda en meget sjaelden frugt kaldet "long gong" fra Malaysia. Min umiddelbare favorit er den farverige "Dragonfruit". Trods det saere navn, vil jeg ogsaa kun kunne associere den til en drage, da den udenpaa er lyserod med gronne pigge. Naar man skaerer den over kommer der en rodbedefarvet frugt med smaa sorte kerner i til syne. Den smager meget friskt som et jordbaer med de knasende kerner, men er meget vandholdig som fx. en melon. Dertil er man garanteret lillae fingre resten af dagen, ved bare at have spist et enkelt stykke. Der er mange andre frugter. "Rambutan" som, ikke ligefrem indbydende, er skrigrod med pigge hele vejen rundt. "Durian" som mange mener er en delikatesse, saafremt man ikke lugter til den. Den har en meget gennemtraengende lugt af gammel ost, og er meget cremet at spise. "Mangosteen" er langt fra i familie med Mangoen, da den brune skal gemmer paa en hvid halvbehaaret frugt indeni, og sidst "Jackfuit" som de af os, der har vaeret i Afrika kender. Det er en stor frugt, ca 40 cm lang, som er lidt gummiagtig, men trods alt bedre her end i Uganda. Jeg mangler en frugt paa listen, men har endnu ikke fanget navnet paa den. Historien er den samme som kartoflerne - jeg pegede paa den, fordi jeg netop troede at det ikke kunne vaere en frugt. Den minder om en forbraendt kaktus, da den er rodbrun med smaa pigge som man virkelig kan stikke sig paa, og indeni er der en lysebrun kerne, som de mener er spiselig.
Det rode flueben
Sidst vil jeg blot fortaelle om den hverdag, jeg synes, jeg er faldet saa godt ind i her. Jeg moder oftest paa skolen mellem kl. 9-10 og har senest fri kl. 15, saafremt vejret arter sig til at gaa hjem i. Der er hojst fire undervisningstimer per dag. Jeg synes nu, at jeg er kommet ind i en dejlig rytme, hvor jeg ved, paa hvilket niveau eleverne er, og kan derfor tage fat hvor jeg slap sidste gang. Det der fascinerer mig mest, er den determination eleverne har omkring at lose en opgave til punkt og prikke. De er saa ivrige efter at lose opgaven, og bliver ofte et kvarter laengere, bare de kan faa mit rode flueben, og deraf godkendelse, paa at de har lost opgaven korrekt. Nittaya fortaeller ofte om, at engelsk er det lavest prioriterede fag i Thailand, og at hun kaemper, for at faa eleverne til at synes, at engelsk er interessant. Det er forstaaeligt at landsbybornene, der blot bor 8 km fra Cambodja, ikke forstaar, hvad de vil faa ud af at laere et sprog, de hojest sandsynligt ikke vil faa gavn af. Det er af den simple grund, at Nittaya trakker volontorer hertil. For at vise at jeg kan kommunikere, udelukkende fordi jeg kan engelsk. Hun kan se at det inspirerer bornene, og giver dem lyst til at laere. Det er jeg glad for at vaere en del af. I middagspausen mellem kl 12-13 modes vi med tre andre laerere, og sidder paa det kolde klinkegulv i musiklokalet, med alt det eksotiske mad foran os. Det er altid en farverig oplevelse, ikke blot paa grund af maden, men ogsaa fordi den ene laerer er homoseksuel. Han er altid det underholdende indspark. Forleden dag fortalte han om, hvordan han duftede til sin nuvaerende kaereste, forste gang han modte ham. Hans personlighed og udseende ville heller ikke drage mange i tvivl, om hvilken side han var til. Han er saa inkarneret bosse, at det bare er sejt. Da vi, samme dag, skulle tilbage til undervisningen, sagde Nittaya "He likes boys, not men but boys" og grinede hojlydt. Jeg tror maaske at det er et kulturelt handicap, at vi fra Danmark har et saa forkert forhold til laerere der kan lide deres elever. Man taenker naesten med det samme "forbrydelse", men jeg ville aldrig forestille mig det gode menneske gore nogen born fortraed, udover at vaere glad ved at laere dem noget. I dag er det sondag, og det er pt. 38 grader og alt for varmt til at vaere ude. Nittayas sonner ligger ogsaa bare udmattede paa klinkegulvet og ser en dvd. I gaar aftes grillede vi igen, som sidste lordag. Det er dejligt hvordan Somneang og Nittaya formaar at samle alle de lokale, og jeg nyder at faa lov at opleve landsbylivet herude.

Det var vist alt for nu. Jeg vil ligge mig til rette i haengekojen og nyde dagen.
Hilsen Camilla

Hvad koster din kaerlighed?

Det er saa fredfyldt her. Om morgenen staar jeg op til den eksotiske summen af graeshopper, og naboens hane der galer, uanset hvilket tidspunt paa dognet det er. De palmeagtige traer staar roligt svajende, og den svage lyd af blaeseren, der ihaerdigt forsoger at kole rummet en anelse, bemaerker man knapt laengere. Enkelte dage er der selvfolgelig bulder og brag, saa det foles som om at huset vil vaelte sammen, men det er altsammen en del af det her svedfremkaldende klima. I sondags skulle Nittaya paa "beauty saloon" som, for mig, lod ganske interressant. Men det gik blot ud paa, at hun skulle have vasket haar og hovedbundsmassage. Efter to timers lang massage og en lettere irritation hos mig over at deres, ellers sode, hundehvalp skulle tygge i mine taer, gik turen videre. Vi korte til Ban kruat som ligger ca. 10 km herfra, for at faa lidt at spise. Til Nittayas utilfredshed havde den evindelige varme taget appetitten fra mig, og jeg endte i stedet med at faa en is. Resten af dagen var som sondage nu engang er. I hvert fald i Thailand. Jeg slaengede mig blot i haengekojen, morede mig over en lille egernfamilie, der hoppende samlede blomsterblade op og smed dem igen. Ubemaerket af min tilstedevaerelse. I gaar, mandag, fulgte jeg med stor nysgerrighed bornenes morgensamling paa skolen. Til takterne af de aeldste elevers indmarch, lob alle, store som smaa, hen paa pladsen. Bornene stillede sig paent paa raekke opdelt efter kon og alder. Pigerne til hojre og drengene til venstre. Herefter gik tre af de aeldste elever op foran flagstangen, nejede hengivent med samlede haender, og hejste flaget, mens alle 340 born gav sit bedste bud paa nationalsangen. Den dag skulle jeg bestyre tre undervisningstimer, hvoraf to klasser var med 7-8aarige og den sidste var med 12aarige. Med de smaa elever skulle jeg blot faa dem til at gentage alfabetet efter mig, og lave nogle opgaver omkring at skrive bogstaver, hvorimod jeg med de storre elever skulle gennemgaa farver og forskellige ord paa en tegning, de skulle farvelaegge. Utrolig simpel laering. Efter skole skulle vi paa markedet, som jeg troede ville vaere en ligesaa ligetil ting som det havde vaeret tidligere, men ikke denne gang. Dette stykke kultur, i form af et marked, er det storste i omraadet, og er kun aabent om mandagen. Da vi kom dertil, var der liv og mylder, jeg ikke havde forestillet mig herude. Selve markedet var gigantisk, med frugter, fisk og nyafskaarne grisehoveder som jeg ikke har set det for. Jeg gik fascineret rundt, sugede til mig og var sikker paa at jeg var den eneste "farang" (high-nosed) dette sted. Men jeg tog fejl. I et hjorne af markedet var opsat 5 barer, hvor der sad ca. 10-12 farang'er paa hver bar. Allesammen maend. Tykke maend, graaharede maend, unge maend. Det var et meget spektakulaert syn, at se saa mange hvide maend samlet paa et sted, hvor det er allermest usandsynligt at se andre farang'er. Jeg prikkede Nittaya i siden, og spurgte (selvom jeg ikke var i tvivl) "hvad laver de her" og hun svarede med rullende ojne "looking for women stupid enough to buy". Og det siger vel det hele. Thailaenders holdning til de piger der er villige til at kobe sig vaek herfra, er den samme som vores holdning til de maend, der kober dem. Det var usmageligt. Og jeg er endnu komplet uforstaaende overfor de maend - at de vil sidde der og udstille sig selv, som nogle der kun kan komme i kontakt med kvinder ved hjaelp af deres penge. Vi kom hjem med utallige poser fyldt med alt som fisk, riskager, underlige frugter og pizzaer. Sidstnaevnte var til mig, og ved en kulturel misforstaaelse endte jeg med at faa en pizza med "seafood". (hvilket var ment som et sporgsmaal og ikke som en udpegning af det jeg ville have) Det vil sige krabbe, muslinger, rejer og blaeksprutte. De af jer der kender mig ved, at jeg ikke kunne finde paa at vaelge en pizza med det. Men det var intet mindre, end det jeg maatte faa til aftensmad, og hoflighedens barriere gjorde at jeg simpelthen satte mig paa terassen med to flasker vand, og skyllede pizzaen ned.

Det var alt for nu, se lige videoen optaget under morgensamlingen, den er ikke saa lang.

Syng, selvom du synger daarligt, syng!

Somneang, som er Nittayas mand, hentede mig, og vi korte hen til afskedsfesten paa skolen. Der var daekket fint op ved de runde borde, og vi fik serveret alt det bedste thaimad man kan forestille sig. Jeg var dog mere optaget af pindene foran mig, jeg skulle spise med, end selve maden. Somneang grinede lidt af mig, og sagde at det ogsaa var meget lettere at spise chips med fingrene. Bagerst i lokalet sad de eneste born der var med til festen. De skulle optraede, og var klaedt i de fineste dragter. Pigerne havde flot make-up paa, naesten som jeg ville forestille mig en geisha, med blomster i haaret, og drengene havde blot et klaede om livet, men var malet med thaibogstaver paa maven og ryggen. Selve festen var en simpel affaere. Gaver blev overrakt paa scenen til laereren, enkelte taler blev holdt og ellers blev karaokeanlaegget sat til og alle der havde lyst, baade dem som kunne synge og dem som ikke kunne, gav et nummer. Inden jeg tog hjem, kom en mand (tror jeg det var) over til vores bord, hilste paent og satte sig. Jeg kunne ikke lade vaere med at grine for mig selv, og jeg skal gore mit bedste for, at gengive billedet af ham saa sandfaerdigt som muligt. Jeg vil mene han var omkring 50 aar, og det forste jeg lagde maerke til var hans hentehaar. Jeg har ikke set noget lignende. Det var virkelig hans haar i nakken, der prydede hans hoved, og endte i panden i smaa totter. Han havde tilmed meget svaert ved at styre det, da det hele tiden gled ned i hans ojne. Derudover havde han fine lange polerede negle, med meget feminine ringe paa sine fingre. Prikken over i'et var selvfolgelig den lyselillae skjorte han havde paa. Det der fik mig til at taenke PENSIONERET LADYBOY, var hans fremtoning, de krydsede ben og de meget feminine haandbevaeglser. Da somneang vender sig mod mig og siger "beautiful, he's beautiful" paa thai, sad alle omkring bordet og nikkede anerkendende over mod ham. Jeg fik dog ikke oje paa det smukke, men saa derimod alt det komiske. Nok om ham. Kaempede endnu en nat mod jetlaget, og vandt forst kl 4. Jeg skulle desvaerre allerede op to timer senere, da vi skulle kore hen til en skole 300 km herfra, for at aflevere nogle t-shirts. Jeg var eftersigende ikke sat ordentlig ind i, hvad det gik ud paa, da det ingen mening gav for mig, at to minibusser skulle kore en hel dag, blot for at aflevere en kasse med t-shirts. Men det var intet mindre end det vi gjorde. Da vi langt om laenge naaede frem, hilste vi paa alle overhoveder paa skolen, og fik derefter serveret mad. Som "konferencier" (laes:pauseklovn) havde de faaet en laerer fra stedet til at synge karaoke. Selvfolgelig. De tre timer vi var der, gjorde hun virkelig alt hvad hun kunne for at tigge folk til at synge en sang. De gange det ikke lykkedes, satte hun en paa og sang selv. Det var en temmelig pinagtig situation, for der var tydeligvis ingen, der havde lyst til at synge, men enkelte gjorde det alligevel. Da nittaya var gaaet paa "toilet", prikkede en af hendes veninder mig i siden og sagde "vi gaar ogsaa lige paa toilet". Og vi gik. Tilsidst var det kun rektorer fra de to skoler, og selvfolgelig den syngende laerer der var tilbage. Da vi havde afleveret kassen med t-shirts, vendte vi endelig snuden hjemad. Efter to naetter uden meget sovn, var jeg endlig saa traet, at jeg sov hele natten igennem. Meget befriende. Da jeg vaagnede i morges, var der ikke udsigt til at der skulle ske noget saerligt i dag, da Nittaya var taget til Buriram, 80 km herfra, for at afslutte et videreuddannelsesforlob. Saa jeg slaengede mig skiftevis i solen og i skyggen, naar det blev for varmt, med en bog over hovedet. Ved middagstid kom nabokonen, Pannea men kaldet Tim, og spurgte om jeg ville med hen paa hendes skole. De der bor her er oftest laerere eller har en anden form for tilknytning til en skole. Selvfolgelig er der ogsaa farmere, men Tim fortalte at mange born bor med deres bedsteforaeldre, da foraeldrene arbejder paa en fabrik i Bangkok for at tjene penge. Sorgeligt. Vi korte hen til hendes skole, hvor jeg blot skulle hjaelpe hende med at skrive en e-mail. Da dette lykkedes efter nogle forsog, spiste vi middagsmad et lokalt sted i nogle smukke og fredfyldte omgivelser. Tim er en dejlig karismatisk dame. Hun er meget lille og spinkel med stort krollet haar, som snakker som et vandfald, for som hun selv siger "I like improve my english". Her til aften havde jeg en fantastisk madoplevelse. Mest af alt fordi jeg ikke ville have spist det, hvis jeg ikke havde vaeret i Thailand. Diverse grontsager var skaaret klar, raat svinekod laa i strimler, og chillisovsen stod ved siden af. Der var lagt sivtaepper ud paa jorden, og en lille hjemmelavet grill stod i midten. Paa grillen blev nu lagt en laag, hvor man baade kune koge suppe og stege kod paa en gang. Rundt i kanten boblede suppen, og grontsagerne, og paa risten laa kodet og blev grillet. Det smagte skont, og jeg tror jeg er ved at faa tag paa de pinde.

Thailand

"Sawadikaaa" med samlede haender foran ansigtet og et beskedent nik - saadaan hilser man her. Landede i Bangkok i tirsdags, og faldt pladask for byen. Folte mig, underligt nok, utrolig hjemme, da jeg gik op og ned ad gaderne, og for lidt vild for mig selv. Selve stemningen og virvaret af biler, motorcykler og tuk-tuk'er minder mig om atmosfaeren der er i Afrika. Fordelen her er bare at vejnettet fungerer, der er ikke huller i fortovene, og smaa traer pryder det ellers i forvejen farverige gadebillede. Jeg indlogerede mig paa et hostel for en nat, hvor jeg sov i en sovesal med 9 andre. Det var ulideligt varmt, og uanset hvornaar man ville ind paa vaerelset, laa der altid nogle hvide mennesker, fuldstaendig udmattede af varmen. Efter den forste nat i Bangkok, havde jeg en halv dag, for jeg skulle modes med Nittaya (kvinden jeg skal bo hos) og tage bussen til Prakon Chai. Jeg spenderede formiddagen paa at suse rundt i deres high-tec skytrain, hvilket var ganske fornojeligt, og besoge et af deres kaempe shoppingmalls ved siam. MBK som det hedder er et enormt center, kun fyldt med kopivarer - fik heldigvis kun kobt det jeg manglede: et haandklaede. Noget der forargede mig en smule var, da jeg gik forbi en krobling uden arme og ben, som var faldet i sovn og laa foroverbojet med panden mod asfalten, med et krus til monter ved siden af. Da jeg gik forbi ham anden gang, rejste hans sig op, bandt knuderne i skjortens aermer op, stak sine arme i og gik derfra. En anden spektakulaer ting ved Thailand er deres hyldest til den royale familie, isaer kongen. Allerede i lufthavnen stod der "Long live the king". Men ogsaa flere steder midt paa vejen, staar der kaempe monumenter med kongen afbilledet, saa bilerne skal kore i en bue udenom. Det er naesten ligesom i Afrika hvor de alle steder havde praesidenten haengende, tilbedelsen af kongen her er bare mere ekstrem.
Efter at vaere faldet godt ind i bangkoks bybillede, skulle jeg ud til Mho Chit busstation. Her modtes jeg med Nittaya, og steg paa en bus der skulle vise sig at tage 9 timer. Det var dejligt at komme uden for Bangkok, og se hvordan landskabet formede sig. Igen mindede de frodige bakker, det kuperede landskab og de smaa vejsiderestauranter med en parasol og nogle plasticstole mig utrolig meget om Uganda, og jeg folte mig slet ikke fremmed. Efter en lang bustur, som var ganske kolig paa grund af deres aircondition, naaede vi endelig til Prakon Chai og fik lidt aftensmad ved en tilsvarende vejsiderestaurant. Saa er vi ved at vaere ved d.d. I dag tog jeg med hen paa skolen, efter en lidt urolig nat med mange underlige lyde, og hjalp Nittaya med hendes undervisning. Hun brugte mig mest til at hjaelpe med at udtale ordene korrekt. Efter middag skulle jeg tage timen selv, men da der kom et ordentlig regnskyld, og vandet fossede ind i klassevaerelset, maatte drengene smide skoleuniformen for at gaa ude og grave et afloeb. Imens satte pigerne sig inde i klassevaerelset, og gik igang med den ovelse der var gjort klar til dem. Bornene er skonne, og griner hver gang jeg siger noget. Jeg er ikke klar over hvor mange elever der er i alt, men de er fra 6 aar til ca. 13 aar. Paa et tidspunkt saa de en slange i det vandloeb de lige havde gravet, og alles opmaerksomhed blev nu rettet mod den. (Paa billedet er det Nittaya der star taettest) Den fik dog lov til at leve, og styrede mod naboens have.
I eftermiddag, eller dvs. om en halv time, er der fest paa skolen, da en af laererne skal flytte. I morgen har Nittaya snakket om, at vi skal hen til en anden skole 200 km herfra, med nogle t-shirts som laererne skal arbejde i. Derudover naevnte hun i dag, at hun havde talt med en bekendt i Surin, som arbejder for en organisation, og han ville gerne have frivillige derhen i Juni, samtidig med at Nittaya skulle til Siem Reap i Cambodia - saa hvad der vil komme til at ske er meget uvist. Det tager vi dag for dag. Jeg har det dejligt hernede, paa trods af alle myggestikkene, og forsoger at vaenne min mave til deres mad og frugter. Haaber at hore fra jer enten her eller paa mail. Mit thailandske nummer er +66 084 322 9654.

Hilsen Camilla

Hjemme igen (19/8/07)

Så er vi hjemme igen, hvilket altid er lidt af en sær omvæltning. De sidste dage dernede brugte vi såmænd bare på at slænge os i det hvide sand til lyden af de brusende bølger. Vi overvejede flere ting, såsom at tage til Lamu 500 km nord for Mombasa eller Arusha i Tanzania, men andre ting talte mod det, som afstanden og forfærdelige busture samt budgettet hvis vi skulle have visum i Tanzania og igen i Kenya når vi skulle hjem. Så vi tog den lette og hoppede atter i en tuk tuk (3-hjulede biler) mod stranden syd for Mombasa. Denne gang valgte vi Diani Beach som er en del mere turistet end Tiwi hvor vi var tidligere, men til gengæld er bølgerne enormt vilde og sjove at hoppe rundt i. Vi oplevede endda også en mindre tsunami som oversvømmede vores stakkels taske, tog vores solbriller og ødelagde vores bøger.
Turen hjem var lang, da vi, nok lidt dumt, valgte at tage til stansted uden at have bestilt billet, og håbede at kunne komme til esbjerg hurtigt - og ikke mindst billigt. Ingen af delene kunne det såkaldte billige rejseselskab ryanair indfri. Vi måtte vente 14 timer på næste afgang og lå natten igennem på det kolde flisegulv, udover det betalte vi 1300 kr for billetten. Men hjem kom vi, og vænner os stadig til de uproblematiske veje, varmt vand i badet, mad som man vil have det og forsøger i det hele taget at lægge de afrikanske vaner vi har taget til os fra os igen. Selvom det er lettere at stille sig foran i køen.
Vi håber at bloggen har været nyttig så længe det varede - nu har vi en masse billeder at vise.
Camilla og Jacob

In to the wild (12/8/07)

Der er sket rigtig meget siden vi sidst har skrevet herinde, saa nu maa i forberede jer paa en laengere roman..
Efter to dage ved community-projektet hoppede vi med malede arme og fodder i bussen mod nairobi, hvor vi skulle modes med 3 veninder hjemmefra. Efter en lang og bumpende nat naaede vi endelig dertil og fandt Maja, Rikke og Malene i nattoj. Det meste af dagen blev spenderet paa at snakke om turen hidtil - og at glaede os til safarien vi alle 6 skulle paa naeste morgen. Om aftenen havde vi aftalt at tage til Carnivore at spise, som er den verdensberomte restaurant der eftersigende skulle servere vildt kod saasom krokodille, zebra og struds. Selvom det var en fascinerende oplevelse i sig selv at spise der, hvor de serverede kodet paa store spyd de satte op paa ens tallerken og skar af i samme ojeblik, var struds det eneste eksotiske kod vi kunne faa. Knap saa eksotisk - men maette blev vi.
Naeste morgen ventede vi at blive hentet af safariguiden kl 8.30, saa da han allerede var der kl 8 mens vi stadig tyggede paa vores morgenmad, fik vi en anelse travlt. Det viste sig senere at det var helt unodvendigt at skynde os, da vi i sidste ende blev 2 timer forsinket, hvor vi bare kunne sidde og glo ud i luften. Da hjulene endelig trillede paa vores matatu-lignende safaribil, korte vi omkring 6 timer paa forfaerdelige veje, som skiftevis gjorde os alle koresyge, inden vi endelig naaede frem til nationalparken Masai Mara. Turen dertil var fascinerende, set bort fra vejene, hvor man gradvist kunne se landet blive mindre civiliseret i takt med at vi kunne spotte flere og flere masaier, i deres karakteristiske rode toj, med store flokke af geder pa savannen. Det er inspirerende at se masaierne lever under saa svaere forhold, i en verden vi normalt er saa afskaermet fra. De lever blandt de vilde dyr og spiser for det meste kun kod, maelk og blod, derudover bor de i taette lerhytter uden strom, rindende vand og alt andet saasom toilet og fjernsyn som vi derhjemme er saa forfaerdelig afhaengige af. Fremme ved nationalparken blev vi kort vist ind i lejren hvor vi skulle vaere de naeste tre dage, for derefter at tage paa en eftermiddags-gamedrive.
Vi brugte lang tid paa at pege fingre og blitze efter zebraer og forskellige anteloper, som vi paa den sidste del af safarien suste lige forbi. Men selvfolgelig var de ligesaa spaendende som alle andre dyr - i starten. Vores guide Patrick, hvis speciale var at komme forrest i raekken af safaribiler, fik paa et tidspunkt et tip om noget.. "stort." Det tolkede vi i hvert fald af at han pludselig korte i fuld fart ud af grusvejen, som om at vi skulle naa hen for at se noget. laengere fremme paa en ode savanne kunne vi se en hel haer af safaribiler der holdt i en fin cirkel. ikke for vi kom helt taet paa kunne vi se hvad det var. En gepard var ved at fortaere sit bytte, og laa fredligt i graesset og tyggede paa et ben. Af og til kiggede den lidt rundt eller kloede sig bag oret, men var, paa trods af de 20 biler rundt om den, ganske upaavirket af vores tilstedevaerelse. med den oplevelse var vi nu endnu mere klar til naeste dags gamedrive som ville vare hele dagen. Tilbage i lejren efter 1,5 time i parken sad vi omkring et baal med en flok masaier, som var vagter ved stedet, og fik vores aftensmad.
Naeste morgen tog vi afsted 8.30, og turen startede hvor den sluttede. Ved geparden. Denne gang gik den med tilbagelagte orer hen mod en gazelleflok, og Patrick sagde at den snart ville jage. aabenbart ville den gerne slippe for bilerne da den satte sig ned og gloede lidt paa os, indtil det ikke var spaendende laengere og vi fortsatte. Jeg kan ikke huske hvilken raekkefolge vi saa dyrene i, men vi saa elefanter, en love, bavianer, giraffer, gazeller og anteloper af forskellige slags, bofler, zebraer og gnuer i enorme flokke, flodheste, krokodiller og en flok gribbe der var godt igang med at aede resterne af et dyr. Denne dag saa vi desvaerre kun en love, en hanlove, som laa forpustet og udmattet i skyggen af et trae, da den kort forinden havde spist en gnu. Efter vores middagspause, akkompagneret af aber der hjerteligt stjal vores mad, var vi en af de forste biler til at komme afsted. Vi havde kun kort faa minutter da vi pludselig kunne se 6 geparder paa springet til at jage. vi holdt paa marken overfor dem, og selvom vi var omkring 50 m vaek var stemningen saa intens at vi hviskede til hinanden mens kikkerten gik fra haand til haand. De to storste geparder gik foran, hvor de 4 yngre geparder der stod tilbage og fulgte hver eneste bevaegelse tilsyneladende var med for at laere at jage. De forreste geparder var hojst 60 m vaek fra gazelleflokken, som ikke havde bemaerket noget som helst. Pludselig kommer en anden safaribil farende ud af grusvejen, og opfatter slet ikke hvad der er paa faerde, da de stoppede lige foran de koncentrerede geparder og stak kameraet ned i hovedet paa dem. Missionen mislykkedes da gazellerne kort efter opdagede geparderne, saa vi maatte, ligesaa aergerlige som geparderne, fortsaette videre. Da denne dags gamedrive var ved at naa sin ende begyndte det at regne, saa Patrick ville lukke vores tag for at vi ikke skulle blive for vaade. imens sad Jacob med armen og hovedet ud af vinduet for at maerke forskellen mellem kulden og varmen der steg op fra jorden. Idet patrick aabnede doren, saa den glider hen ad siden, ramte den Jacob saa haardt i hovedet at han fik en flaenge over ojenbrynet. umiddelbart saa det naesten ud til at gore mere ondt paa Patrick da han naermest fik taarer i ojnene, da han saa flaengen. Med et plaster over ojenbrynet skulle turen afsluttes i en masailandsby, hvor de forst dansede og sang for os, hvorefter vi kunne komme med ind i deres lerhytter for at se hvordan de boede. Det var en ganske speciel oplevelse at se hvor primitivt de bor, og vi fik samtidig fortalt om forskellige traditioner og ritualer. Da vi igen kom ud i frisk luft fik vi vist forskellige planter de brugte til alt fra hennafarve til forkolelse og hovedpine samt sandpapir. Dagen sluttede med et spil 500 og saa i seng da vi skulle paa den sidste og tidlige gamedrive naeste morgen.
Denne dag haabede vi at se flere lover, da vi kun havde set den ene udmattede love, og et naesehorn. Ganske hurtigt fik vi et af vores onsker opfyldt, da vi saa en stor loveflok aede en zebra. Hanloven stod paa afstand og havde sikkert faaet sin ration mens hunloverne og ungerne kaempede med at slaebe den ind i krattet, indtil vi ikke laengere kunne se dem. Desvaerre saa vi ikke naesehorn, men var blevet lovet det paa den 4 dag hvor vi skulle vaere ved lake nakuro. Da vi havde faaet lidt mad indenbords ventede en 8 timers lang koretur os fra masai mara til lake nakuro.
4. og sidste dag korte vi ind i nationalparken som er kendt for sine 2 millioner flamingoer. Allerede inden vi naaede ind i parken kunne vi se de flotte lyserode fugle staa i vandkanten. Da vi kom ind i parken forsogte vi at faa oje paa en leopard, hvilket dog aldrig lykkedes, saa vi fortsatte videre og saa de sjaeldne hvide naesehorn (42 tilbage i verden) enkelte vortesvin, giraffer og zebraer mellem traerne, bofler og selvfolgelig flamingoerne. En lille men smuk park, hvor omgivelserne var helt anderledes end den flade og toerre savanne. Inden vi skulle vende naesen mod middagsmad paa hotellet og derfra videre til Nairobi tog vi op paa en klippe i parken. Herfra var der fantatstisk udsigt over det smukke solbeskinnede landskab, hvor vi samtidig kunne underholdes at store farverige firbenog oerkenrotte-agtige dyr. Super dejlig dag og heldigvis var vejen tilbage til Nairobi god og varede kun et par timer.
Om aftenen tog vi turen til Mombasa i bussen og ankom nogenlunde veludhvilede naeste morgen. Herfra vendte vi naesen 15 km sydpaa til en dejlig strand ud til det smukke Indiske Ocean. Her er meget af tiden gaaet med afslapning paa stranden, lidt laesning i skyggen, et par maveonder og vandplask i de dejlige svale boelger. Onsdag var vi ogsaa paa heldages tur til Shimoni Island lige omkring graensen til Tanzania. Her saa vi delfiner, som roligt svoemmede langs og under baadene og hvalhajer. Desuden laa baaden 1 time ved en havnationalpark, hvor det var muligt at hoppe i det halvdybe vand (5-10) med en snorkel og svoemmefoedder paa. Desvaerre var vejret lidt daarligt og vandet oproert, men Jacob der tog mod tilbuddet (lidt spaendt sine svoemmekundskaber i betragtning) synes det var en meget spaendende oplevelse. Saa en masse stimer fisk over de flotte koralrev - et utroligt liv paa havbunden. Paa vej tilbage spiste vi krabber og fisk samt andet lokal mad paa Shimoni, hvorpaa en lille rundvisning paa oen blev tilbudt.
Desuden har vi redet paa kameler paa stranden - foelte os som en blanding af beduinere og oliesheiker, faaet mad lavet over baal paa stranden og besoegt den noget mere turistede og dyrere nabostrand.
Igaar loerdag tog vi tilbage til Mombasa, hvor vi i dag har set deres museum i deres gamle High Court, Fort Jesus en gammel bastion bygget af portugiserne, et specielt monument over vejen til aere for den enegelske dronning samt den gamle by.
Hvad morgendagen bringer ser vi i morgen! Ses snart i Danmark

Faldt med vandfaldet (30/7/07)

Vi er just hjemvendt fra en fantastisk tur ved Sipi falls og i Mt. Elgon nationalpark. Vi kom der til torsdag aften og aftalte hurtigt med en guide at gaa turen omkring de tre store vandfald fredag og sandsynligvis ogsaa rapelle ned ved siden af det storste af dem. (100 m)
Tidligt stod vi op fredag og pakkede vores tasker saa vi kunne overleve i to dage. Ikke pga. turen omkring Sipi men fordi vi ville fortsaette mod Mt. Elgon nationalpark efter turen omkring Sipi. Det blev en lang dag... eller rettere en laaang gaatur i umuligt terraen. Friske startede vi med at gaa med rapelle-guiden hen til det storste vandfald som vi aftenen inden havde haft direkte udsigt til. Vi synes at det fra vores hostel saa ud til at vandet faldt rimelig langsomt, men den opfattelse aendrede sig lige idet vi stod ved toppen af det enorme brusende vandfald og skulle fire os ned ved siden af i en sele holdt af to snore. Camilla tog turen forst. Af de 100 meter vandfaldet var langt var det kun de 10 meter i toppen hvor man kunne have sinde fodder paa klippen. Efter det hang man frit og drejede lidt rundt saa man kunne beundre det smukkeste landskab og det kraftfulde vandfald nogle meter fra en. Billedet var som taget ud af lovernes konge. Nede i dalen blev man velkommet af enorme vandsprojt fra vandfaldet, og paa blot 2 - nok kun halvandet - sekund var man gennemblodt. Det foltes lidt som at staa ved siden af en helikopter med en vandkanon. Herefter fortsatte man op ad mudrede stier hvor man sank i naesten til knaeene indtil man var i torvejr. Jacob kom efter og ligesaa gennemblodt fortsatte vi turen op (de 100 meter) paa umulige stier. Gennem bananplantager og mudder i saa stejl terraen at man (laest: camilla) mest havde lyst til at vaere abe og kravle paa alle fire. En af os vaeltede p\ogsaa flere gange .. ingen siger hvem. Udmattede naaede vi op til den rigtige vej, men kun for en kort stund, da vi kort efter drejede af ind til det andet vandfald. Atter op ad mudrede og stejle stier kom vi forpustede op til det, hvor man endda kunne staa bag det og se og ikke mindst hore hvilken kraft vandet lander med for det fortsaetter i de forholdvise smaa vandlob. Det var fascinerende og enormt flot. Videre igen (stadig op ad endnu stejlere stier) kom vi til det sidste vandfald (78 m) hvor vi kun stod i kort tid, inden vi blev alt for vaade. Herfra fortsatte turen til nationalparken gennem landsbyerne og banaplantagerne, hvor de smilende born til stadighed raabte "mzungu mzungu how are you." Det var fascinerende og ogsaa inspirerende at se hvordan folkene lever langt ude i ingenting mellem marker og lerhytter. Ved 14-tiden ankom vi, traette og maettede af alle indtrykkene og oplevelserne, til nationalparken, hvor vi fik slappede af og ladede op til den naeste dag - en 7 km lang tur i regnskoven og 6 km tilbage til Sipi.
Kl 8 om morgenen tog vi afsted paa regnskovsvandretur.. en faldt allerede inden vi skulle afsted, da der ogsaa var mudder her. Turen varede 4,5 time hvor vi forcerede stejle skraenter, en dyb klippegrotte fyldt med flagermus og en bambusskov. Desvaerre saa vi kun en abe, en black and white kaliba som er utrolig flotte. Heldigvis havde vi aftenen forinden paa vej ned til bandaen, i lyset af lygterne i natten, set en mini-leopard - naermere bestemt en cervat cat som er en stor(kaempe) kat med leopardpletter. Det var fedt at gaa i regnskoven og se lianer og fantastisk frodig vegetation. Vi stoppede ved et udkigspunkt hvor vi var paa det hojeste punkt paa turen (2350 m) hvorfra vi kunne se regnskovens dal og ud over lavlandet. Gik de 6 km hjem efter en times pause og fortsatte hurtigt til Mbale, da vi ikke helt kunne kapere den alt for sleske receptionist paa Crows Nest.
I gaar brugte vi mest dagen paa at komme tilbage til jinja og opdatere os. Desuden haevede vi penge og vekslede dem til dollars saa vi kan komme ind i Kenya og paa safari.
I dag har vi arbejdet som frivillige ved et community projekt, som bygger skoler og gor dem indbydende. Skolen vi var paa var en pre-primary school (bornehave) med 120 born som alle var foraeldrelose og mange var HIV-positive. De havde 3 laerere og ufattelige trange kaar ved skolen. Men heldigvis har organisationen Soft Power Education paataget sig at renovere skolen, med flere udendorsfaciliteter. Vi har malet saa det kan ses (op af armene) soklen paa skolen og 100 smaa tavler samt deres stinkende udendors toilet. Vi skal derud igen i morgen. Desvaerre kan vi ikke vaere frivillige onsdag da vi skal til kampala for at faa vekslet vores Rwandiske penge og derfra videre til Nairobi.
Haaber alt er vel - det er det i hvert fald her, og vi vil nyde de sidste dage som populaere mzungus hos de lokale born paa skolen uden for byen.