Paradis tur retur

Bloggen har været en smule forladt, ja, ikke fordi vi ikke har oplevet nok, nok nærmere fordi vi har oplevet for meget. Der har simpelthen ikke været tid til at sætte sig nogle timer en formiddag og skrive ned. Det er der nu, så vi begynder hvor vi slap.

Vores juleferie startede d. 18 december hvor vi en smule spændte gik ombord på et lille propelfly med destinationen Tanzania. Vores spænding viste sig heller ikke at være helt ubegrundet, da vi ved mellemlandingen ved Kilimanjaro oplevede turbulens, så flyet nærmere opførte sig som et fjernstyret et af slagsen. 1½ time derefter satte vi vores fødder på Tanzaniansk jord og blev med ét slået ud af den omklamrende varme. Fugtigheden og selvfølgelig termometeret viste nogle andre tal end det ganske behagelige klima vi er vant til i Uganda. Vi forhandlede med en taxachauffør og sad så på vej til vores strandhytte, der lå på en tange i Dar es Salaam. Turen som, frustrerende nok, kun var ca. 20 km lang tog os lige godt tre og en halv time. Heraf sad vi i kø til færgen i over halvdelen af tiden. Vi kom frem, fandt os til rette under myggenettet, nåede at registrere at der var udsigt over havet før søvnen overtog.

Morgenen derefter skulle vi turen tilbage for at komme til en anden færge med Zanzibar som mål. Vores erfaringer med bilkø gjorde, at vi fandt os tilfredse med en lille tuktuk (3hjulet køretøj) som transportmiddel, der så let som ingenting kunne tage os fra a til b. Vi købte billetter, betalte 10 dollars ekstra til en påstået havneskat, da tanzanianerne aner enhver mulighed for snyderi til egen fordel, men kom derfra hurtigt og udfordringsløst til Zanzibar.

Endelig fremme ved turens egentlige mål.

Zanzibar – Land of the Black

Her ville jeg med glæde have at Jacobs beretning skulle komme ind, men når Liverpool sælger sin bedste angriber til Chelsea og de ugen efter mødes til et brag af en kamp, så må jeg (og i) skyde en hvid pil efter sådanne beretninger. Men for at fortsætte så ankom vi til Zanzibars største by Stone Town, hvor vi fandt os til rette på vores meget lokale hostel midt i de kringlede gader i den gamle bydel. Vi brugte først og fremmest nogle timer på at finde vej i labyrinten og suge indtrykkene til os. Zanzibar, som oversat betyder ”land of the blacks”, er en ø, som bærer tydelige præg af arabisk kultur pga. det tidligere protektorat under Oman og funktionen som handelsstation. Det kan især ses ved deres betydelig lysere hudfarve sammenlignet med Ugandere og ikke mindst den store udbredelse af islam. Der er en utrolig lethed over livet ved kysten, en lethed som minder om det vi fandt fascinerende ved Vietnam. Hver eftermiddag samles de unge på byens torv, hvor fyrene gerne tager et langt og kunstnerisk spring ned i havet foran mange tilskuere, mens pigerne følger leende med på en af bænkene sammen med nogle veninder. Her nød vi ligeså at slappe af og se interesserede til at de mange gadekøkkener blev sat op og gjort klar med alskens godt fra havet. Gadekøkkenerne er endnu et samlingspunkt for denne sociale kultur, hvor man helt simpelt bare peger ud hvad man ønsker, hvorefter man får det serveret det på en plastiktallerken med en sodavand eller et glas sukkerrørsjuice til. Jacob, som den gastronomiske udfordrer, prøvede et spyd med calamari fisk og blæksprutte krydret på en særlig måde, så det fik en indtrængende rød farve. Det slog trods alt ikke benene væk under ham, så til min fornøjelse fortsatte vi videre til ’Mercury’s’ - en restaurant opkaldt efter musikeren Freddy Mercury, der er født og opvokset på Zanzibar.

Tidligt dagen efter gik ved ned til træbådehavnen, hvorfra vi ville tage en tur til den nærliggende ø Prison Island. Øen er som navnet antyder et tidligere fængsel, for personer som bar sygdomme, der på det tidspunkt ikke var behandling for. I dag fungerer den som reservat for store landskildpadder, der har en alder lige under de 100 år og som vejer langt mere end Jacob og jeg tilsammen. Det er nogle fascinerende dyr, som stiller sig tilfredse med både kameraer og vores behov for nærkontakt, hvis vi bare aer dem på hovedet og ellers giver dem nogle blade de kan guffe i sig. De er heller ikke sene til at forstå, når vi er løbet tør for blade, og ligger sig så tungt ned på deres skjold med benene ud til siden, indtil næste portion ankommer. Som varmen tog til gjorde behovet for en dukkert også, så efter at have bidraget nok til bevarelsen af denne skildpaddebestand sejlede vi ud til et nærliggende koralrev. Jacob hoppede ubekymret i, mens mit særlige forhold til alt under vand gjorde, at jeg var rigelig tilfreds med at sidde på bådkanten og følge med i livet på havbunden derfra. I Stone Town bød eftermiddagen på sunset drinks på Hotel Africana med fantastisk udsigt over bådehavnen med først den gule, så orange og til sidst rød-lillae himmel. Fantastisk atmosfære og fantastisk stemning.

Strand og tid til eftertænksomhed

Efter Stone Town bød ferien på en firedages tur til Kendwa på den nordvestlige del af øen. Vi havde bestilt et værelse i den højere prisende (95 dollars per nat), der lå ned mod den billedskønne strand med det turkisblå vand. Dagene forløb i samme tempo som stedets puls bød – meget lav. Solbadning, læsning, badning og gåture på stranden, der ville kunne gøre de fleste vinterdepressive misundelige, var dagsordenen. Til gengæld savnede vi selvfølgelig familien og julehyggen juleaftensdag, der ikke udskilte sig fra de øvrige dasedage udover, at vi fik en ekstra fin tre-retters menu med bl.a. rejer og lam samt et lokalt danse- og slangeshow. Dagene i Kendwa gav masser af sol på kroppen, og Jacob fik også en del sved på panden, da han kom i kontakt med de lokale, der spillede strandfodbold.

Fra Kendwa tog vi til Jambiani, hvor vi indlogerede os på et danskejet guesthouse. Vi fik vores egen nøgle til huset og delte det stort set kun med et slovensk par. Med et fint køkken og morgenmaden forberedt hver morgen følte vi os i høj grad hjemme. Jambiani ligger på den østlige side af øen, hvor der er tidevand. Derfor badede vi ikke så meget, indtil vi fandt ud af, at hvis man fulgte vandet ud, kunne man bade i nogle pools, der hurtigt blev opvarmet. Havbunden var lidt stenfyldt, hvilket gav gode muligheder for at snorkle og opleve fiskene og livet under vandet. Alt imens gik de lokale rundt og dyrkede og høstede tang, som de kultiverede i nogle bestemte områder ude på havbunden til brug i madlavning.

For Jacob var turens absolutte højdepunkt, da vi andensidste morgen stod op klokken kvart over 5. Formålet var en svømmetur med delfiner. Efter 20 minutter i taxi ankom vi til en bugt – dolphin bay – på den sydligste del af øen, hvor solen netop var ved at stå op. Vi sejlede ud i en lille motorbåd, påførte os snorklegrej og spottede efter delfiner. Heldigvis viste de sig med det samme, og så gjaldt det om i skarp konkurrence med en række andre både at komme så tæt på dem og derefter springe i vandet til dem. Det var på mange måder lidt usympatisk over for delfinerne, der vel bare forsøgte at nyde en rolig morgen på ferien, men hold fast hvor var det spektakulært at dykke ned mellem delfinflokken på otte og være fuldstændig omgivet af dette meget graciøse dyr under vandet. Deres bevægelser var så naturlige og finurlige, og at se dem boltre sig omkring én på åbent hav var uovertruffent. Efter en rum tid ville de så forsvinde i dybet og dukke op et andet sted. Herefter gjaldt det så om at komme hurtigt i båden, så vi kunne sejle til deres nye vejrtrækningssted. Ved de 3 sidste dyk var jeg stort set alene, da de kom svømmende lige i mod mig – og næsten fremprovokerede en smule angst hos mig – for at omringe mig og derefter dykke ned i dybet igen. Fantastisk.

Klar til det nye år

Tilpas solbrændte tog vi fra Zanzibar tilbage til Dar es Salaam med færgen. Det var et særligt øjeblik at stå på færgens øverste dæk med høj solskin og vind i håret som den skød fart og se Zanzibar blive mindre og mindre. Det havde været nogle fantastiske dage på øen, hvor vi mest af alt havde haft tid til at se tilbage på vores første fem måneder i Afrika. Mange mennesker har vi mødt og mange udfordringer er vi hver især blevet stillet på arbejdet, men ikke før denne ferie havde vi virkelig kunne træde et skridt tilbage og tænke over den hverdag vi er en del af og alle de indtryk det indebærer.

I Dar es Salaam tog vi tilbage til Mikadi Beach, som vi havde været ved den første nat. Denne gang ankom vi ved højlys dag og kunne bedre få en fornemmelse af deres strandhytter, havet og livet der. Her skulle vi fejre nytårsaften og dermed spendere feriens sidste fem dage. Vi fik bl.a. travet gaderne i Dar es Salaam tynde enten fordi vi søgte en traditionel kanga (til Camilla) eller et godt måltid mad. Maden havde vi dog i fleste tilfælde succes med. På Mikadi Beach nød vi at stå op til lyden af bølger og træde ud i det fine sand idet vi åbnede vores dør. Vi mødte en flok nordmænd, som vi havde nogle hyggelige stunder med. En af dem var født og opvokset i Arusha og en anden driver sit eget safarifirma i selv samme by - begge har været med i det norske robinson. En af pigerne, Trine, studerer i Kampala, så det var en god kombination af folk, som på den ene eller den anden måde havde noget tilfælles. Nytårsaften inviterede safarigutten os derfor til deres "private" fest på Mikadi Beach. Han havde fået sin kok til stedet, som lavede buffet til os, mens vi sad omkring et bål på stranden og lod en flaske whiskey gå rundt. Derefter fortsatte festen i stedets bar og omkring poolbordet, indtil der kun var et par minutter tilbage af 2010. Nede på stranden havde vi en fantastisk udsigt ind over byen, hvor raketterne blev sendt i vejret, da det nye år tog sin start.

Vores ferie lakkede mod enden, og vi var begge enige om, at det havde været et tiltrængt afbræk men at vi egentlig begge glædede os til at komme tilbage til den altid udfordringsrige hverdag i Uganda.

En lokal fisker på fishmarket i Dar

Forlænget weekend i det fantastiske kolde nord

Den seneste måned har været travl for os begge på arbejde, men vi nåede dog midt i måneden at have en forfriskende forlænget weekend til og et fantastisk gensyn med familien i Danmark, hvor vi fejrede Jacobs forældres 100 års fødselsdag. Dejligt. Derudover har vi spillet fodbold med gadedrengene til en forsinket julefest, ledt efter et nyt sted at bo til dem, og holdt en del farvel- og velkomstmiddage, da der har været udskiftning i de øvrige praktikantstillinger på ambassaden. Denne weekend var vi i Jinja, da Jacob skulle prøve kræfter med Nilen på en 6 timer lang raftingtur. Som altid er det forfriskende at komme lidt ud for bygrænsen, ud i naturen, men den fulde beretning derfra må i vente lidt med endnu.

Alt det bedste

Camilla og Jacob

Gedemarkedet

Her følger et par kommentarer fra weekendens tur på et stort secondhand marked i den mest travle del af byen. Her hang sko, trøjer, tasker i mængder sjældent set sammen med tårnhøje bunker tøj oftest med en ugandisk kvinde liggende i midten, og vi måtte snegle os frem på en godt ½ meter bred mudret sti. Fra højre og venstre blev der hevet og kaldt ”mzungu, mzungu” – men nogle kommentarer var dog mere mærkværdige end andre.

En ugander spurgte Mari ”Why are you so small?” da hun kom gående sidst efter Elli og jeg. Lige efter passerede vi en anden fyr der, som en anden handlende, sagde ”I like that one, are you single?” og prikkede til mig. I Uganda deler man alting, hvorfor Mari også fik ordren ”eat with me!” da hun gik forbi en kvinde med en tallerkenfuld mad. ”Hello mzungu, do you want a gin?” blev jeg spurgt, da jeg et kort øjeblik vovede at stoppe op. Havde det ikke været søndag middag, havde jeg måske overvejet det – ej det havde jeg nok alligevel ikke. Mari gav sig i kast med en af de meterhøje tøjbunker mens jeg så undrende på en lille bod med en masse flasker med forskelligt farveindhold. ”It’s medicine. From the trees. That one is for syphilis, and this one is for cough.” Ja, men hvad er de lavet af og fra hvilke træer? ”They’re both made from trees, all medicine here is from trees.” Jeg måtte desværre ikke tage et billede af den lille bod, men manden trak i stedet sin lille datter hen til mig og sagde ”Take her to your country!” Det er ulovligt ved du, men taget din medicin her i betragtning er det måske ikke loven der håndhæves højest. Han grinte lidt ad mig, og vi fortsatte videre. ”I have my size, my size” fik vi gentagne gange at vide af de hungrende sælgere. Your size? Den havde de fået vendt helt om, men sjovt var det. Gangen blev mere snæver og to personer kunne knapt passere hinanden, så det var en lettelse at opdage den travle gade udenfor, som pludselig synes meget mere overskuelig end dette gedemarked.

Udover markedsoplevelsen er weekenden gået med den store årlige event Nordic Sports Day, hvor Danmark, traditionen tro, vandt turneringen foran Norge, Sverige og Island. Jacob stod for at arrangere det store fællesløb, som skulle åbne ballet. Idet folk blev sendt af sted åbnede himlen sig, og der var ikke en tør sjæl tilbage efter de sidste krydsede målstregen efter 40 min. Til trods for vejret gik løbet rigtig godt og Jacob og jeg, som stod ved målstregen, fik identificeret de tre hurtigste i fem kategorier. Herefter stod den på svømning, hvor Danmark tabte, fodbold, petanque og volleyball hvor vi nærmest uden problemer vandt og til sidst tovtrækning, hvor vi desværre måtte se os slået af både Islændingene og Nordmændene til trods for stor opbakning endda med en instruktør i vejtrækningsøvelser. Huh. Festen om aftenen var en god afslutning på dagen, hvor vi skulle trække et nummer for at finde vores plads. Det resulterede i et godt mix af skandinaviske nationaliteter omkring bordene, men til trods for at det, forstod hverken Jacob eller jeg vores svenske sidemænd og måtte slå over i engelsk. Aftenen lang blev der solgt lodder, hvorpå man kunne vinde overnatninger til forskellige luksus lodges rundt i Uganda. Fordelen ved det dette var, at alle pengene for lodderne ville gå ubeskåret til vores gadedrenge i Bukoto, SCCU. Det har været os et mål at give dem en julegave, og Joshua har i længe talt om, at børnene der bor hos ham skulle have senge, så de ikke længere skulle sove på gulvet. Sengene + madrasser ville løbe op i ca. 1,3 mill. (3000 kr). Efter præmierne var udtrukket blev det annonceret, at der var blevet solgt lodder for intet mindre end 2,1 mill. I løbet af denne uge vil Joshua blive overrakt det store pengebeløb, som han endnu intet ved om.

På lørdag flyver vi til Tanzania, hvor vi vil spendere juleferien på at slikke sol, nyde de hvide sandstrande og det Indiske Ocean. Vi fejrer juleaften på Zanzibar og nytår i Dar es Salaam og lader ikke høre fra os, før vi er i det nye år. Rigtig glædelig jul og et godt nytår til Jer alle fra Uganda.

Dagens mand

Vores ugandiske hverdag går alt for hurtigt, hvilket afspejles i, at det er flere måneder siden, at jeg har skrevet på denne blog. Til gengæld får vi en masse oplevelser og møder en masse mennesker, som jeg vil beskrive nogle af i det følgende

Manden med gummiet

Ja, selvom det lige har været World Aids Day er det ikke kondombranchen, vi skal over i. Derimod hentede Camilla som altid Lasse og jeg på ambassaden i dag, hvor vi kunne konstatere, at det ene fordæk var halvfladt. Vi havde godt nok hørt en klikkende lyd de seneste par dage, og jeg var ikke i stand til at finde en af de sten, der oftest sætter sig i rillerne i dækket. Nå, men hjemad det skulle vi – og det kom vi. Da vi kørte ind på Shell stationen ved indgangen til vores boligområde, stoppede vi hos servicemanden med luftslangen. Han identificerede hurtigt problemet – en velvoksen skrue sad direkte ind i dækket og forårsagede problemet. Eehhh! [Afrikansk udtryk der lyder super cool, når de siger det, og derfor er blevet en integreret del af udtryksformerne. Det betyder noget i retning af, ’hvad søren’ eller i denne the julekalender tid ’det var æ lie godt grau’].

Nå, kæmpe øv. Vi har allerede haft bilen på værksted fire gange med forskellige småting, og det begyndte endeligt at lysne igen. Men et hul med en diameter på fem millimeter i dækket, er da ikke noget problem. Servicemanden satte en kæmpe syl ind i hullet efter at have hevet skruen ud. Derpå hentede han et stykke gummifiber fra Baobabtræerne, og stak det ind i dækket, drejede tangen rundt og hev den ud. Voila. Et stykke dæk uden punktering. Eehhh! Bliver spændende at se om det holder! Han har virkelig været dagens mand.

Fødselsdagen

Weekenden stod i festens tegn. Fredag barbecue hos vores praktikantfrænder fra Holland og Norge, derefter fest hos Kasper fra Verdensbanken – Camillas afdøde onkels kones nevø. Sig så ikke, at der ikke er styr på stamtræet. Søndag var vi til julefest hos ambassadøren, hvor vi fik lejlighed til at møde familierne til alle de ansatte på ambassaden. Hyggeligt. Lørdag aften var vi til fødselsdagsfest hos Immaculate fra ambassaden et stykke uden for Kampala. Hun var virkelig klædt flot, da vi ankom, og selvom hun skifter frisure ofte, formåede hun alligevel at maskere sig for undertegnede et kort øjeblik med en ny prægtig frisure og opstilling ved sine to identiske søstre. Desuden skiftede hun flere gange i løbet af festen camouflage ved at skifte til en ny kjole. Men festen var god, og det var dejligt at møde de ugandiske kolleger i mere private former. Festen startede med en halvanden time lang katolsk messe. Det foregik på luganda, hvilket ikke gjorde den store forskel, da vores fulde opmærksomhed ikke var garanteret, om det havde været på dansk. Efter messen var der afrikansk buffet. Udvalget til disse varierer ikke væsentligt. Sikre gengangere er matoke, yam, bønner, kål, græskar, chapati, fisk, ged og kylling fyldt med ben og sener.

Immy var selvsagt dagens kvinde, men dagens mand var helt klar hendes lillebror, der havde taget turen fra USA for at overraske familien. Nøj, det skabte glæde.

JLOS Annual Forum

Efterhånden er jeg ved at være så godt inde i arbejdsopgaverne på ambassaden (selvom de varierer meget), at jeg kan påtage mig og få pålagt større arbejdsopgaver. Således brugte jeg det meste af forrige weekend på at skrive årsrapporten for donorernes Democracy Working Group, der på otte sider forsøgte at opsummere udviklingen på diverse demokratiparametre i 2010. Meget spændende! I sidste uge var jeg også den deltager i Justice, Law and Order Sectors årlige forum på et meget fint hotel i Mbale. Det var meget skægt at være på egen hånd og være omgivet af de store fisk i det politiske farvand i et par dage. Temaet var sektorens rolle i at sikre fredelige og fair valg, og selv den ikoniske præsident, Yoweri Kaguta Museveni, havde lovet sin tilstedeværelse. Den glimrede han imidlertid ved! Til gengæld var Indenrigsministeren og 3. vicepræsident, Chief of Justice, Inspector General of Police, den omstridte formand for valgkommissionen, talsmanden for militæret, den offentlige anklager, flere parlamentsmedlemmer m.fl. til stede.

Til festen om aftenen var der stort anlagt spisning og dans. Danseseancerne er rigtige bonding events, hvor man står og svinger, hvad der svinges kan til de afrikanske rytmer. Titlen som dagens mand tilfalder i dette tilfælde District Returning Officer for Mbale District, Omar (27), som jeg faldt rigtig godt i hak med. Han har ansvaret for 373 valgsteder i tre parlamentsvalgkredse. Han superviser i øjeblikket 130 fra valgkommissionen, men skal frem til valgdagen den 18. februar rekruttere intet mindre end 1500 valgofficials! En kæmpe opgave. Så selv om han gør sit yderste, kan han ikke garantere, at der ikke vil være snyd ved valget. Valgkommissionen har fået meget kritik, men det er også noget af en kompliceret opgave, de skal løse. Ikke mindst talte vi længe om midtvejsvalget i Mbale tidligere på året, hvor irregularitet er blevet rapporteret og et parlamentsmedlem blev beskudt. En svær situation. Til valget er der mange aktører, og vi må håbe, de vil forsøge at facilitere valgkommissionens arbejde. For deres arbejde er utroligt vigtigt, men også svært uden teknologiske hjælpemidler, uddannet befolkning, flere aktørers interesse i frie valg og dybtliggende erfaring med valg.

Kampala marathon

Ja, jeg ville jo gerne kunne skrive, at jeg var dagens mand i denne kolossale event. Desværre deltog jeg ikke, da tilmeldingsfristen var 6. november – en måned forinden! Ikke ligefrem afslappet afrikansk planlægning. Derimod løb jeg et 10 km løb sidste weekend, hvor overskuddet gik til Kampala International Hospitals børneafdeling. Til trods for den øgede polstring forårsaget af gode øl og for lidt motion, højden, tidspunktet (kl. 6.30 om morgenen) og det kuperede terræn sluttede jeg på omkring 50 minutter. Og helt flad. Av, det var godt jeg ikke tilmeldte mig halvmaraton alligevel.

Jeg ville heller ikke have haft en chance for at gøre mig gældende i 10 km løbet til maraton. Pga. anseelige pengepræmier til de tre øverste stillede nogle af de fremmeste løbere i verden op. Således deltog bl.a. den dobbelte guldvinder i det nyligt afholdt Commonwealth games, ugandiske Kipsiro. Vi havde valgt at stå op halv 7 søndag morgen for at følge løbet. Efter ikke så lang tids venten kom en gruppe på omkring 15 løbere spænende forbi tæt på, hvor vi bor. Rent dødsløb halvvejs på ruten. Derefter begyndte resten af feltet at nærme sig over bakkekammen et stykke væk. Først et par rækker og snart en veritabel bølge! 30.000 løbere passerede os inden for 20 minutter. En folkefest forklædt som et gult hav. Utroligt nok fik vi spottet to af deltagerne fra ambassaden, som vi stod der for at støtte. De havde dog knapt nok passeret os, inden vinderen var i mål efter godt 29 minutter. Endda 3 pladser foran Kipsiro. Derfor må han rettelig være dagens mand.

Til sidst i hele processionen kom den eneste præsidentkandidat, Beti Kamya, slentrende med sig følge. Hun havde god tid, og fik også givet et interview til landsdækkende TV, inden hun var uden for vores synsvidde.

Basketball

Vi overværede tidligere på året en af grundspilskampene i den bedste basketliga hernede, og vi er nu nået til tiden for finaleserien. Power versus Warriors! Enock fra ambassaden havde opfordret os til at gå ind og se en af finalekampene i det nyrenoverede Lugogo Indoor Stadium. Da vi kom til den første af syv kampe tre kvarter før kampstart var hallen allerede fyldt og på kogepunktet. Vi fik forhandlet os frem til en plads i VIP-sektionen, hvilket bare var nogle dyrere pladser midt for banen. Men VIP kontrolløren udnyttede selvfølgelig muligheden for at tjene nogle ekstra skejser ved at tillade flere ind i på rækkerne, end der var sæder til. Det resulterede i, at vi pænt måtte dele vores to sæder med en anden, der godt vidste, hvordan man skulle kolonisere mere og mere af det ene sæde. Eehh! Øv bøv.

Da spillerne løb på banen var stemningen elektrisk, og vi genkendte flere af spillerne fra begge hold. Powers havde vi set én gang tidligere i sæsonen, og Warriors træning havde vi fulgt, da vi var ude at spille volleyball med Enock ved Kyambogo University, hvor to af vores træningskammerater åbenbart var ugandiske landsholdsspillere. Pænt store og dygtige. Prisen for den største mand, må dog alligevel gå til en af Warriors spillere, der umiddelbart vurderet er på den gode side af 2 meter og 20. For hulan han er høj. Han er så høj, at han kan dunke uden rigtigt at hoppe, hvis det selvfølgelig ikke lige var fordi, at han har motorik som en nordmand, der ankommer med Oslo-båden. Således blev han heller ikke brugt i spillet, selvom tilskuerne blev kraftigt underholdt af ham under opvarmning.

Prisen for dagens mand må derfor delvist gå til ham, fordi han virker så utrolig sympatisk somehow. Udover ham styrede Powers playmaker fuldstændig showet i kampen. Han lavede ikke spektakulære detaljer, men var helt fantastisk i sin timing. I høj grad takket være ham fører Powers nu 3-0 i finaleserien, og kunne allerede have været mestre, hvis ikke et kraftigt tordenvejr havde afbrudt kampen i går, som blev spillet under åben himmel.

Nsamba

I en fortid ikke så fjernt fra nu var jeg også inde at støtte Nsamba fra gadebørnsprojektet i hans boksekamp mod den tidligere ugandiske mester i bantamvægt. Nsamba er kun fluevægter, og han blev da også overmatchet i fighten – men han blev stående alle seks omgange. Dagens mand! Specielt overraskende var det at se hans attitude i ringen. Nsamba er normalt blid som et lam og simpelthen så ejegod som intet andet. Men da han kom op i ringen startede han med at stille sig i tovene og slå på brystet som en hilsen ud til tilskuerne, hvorefter han gik over og max frontede modstanderen, mens han var ved at få handsker på. ’Do you feel lucky punk’. Øjeblikkene efter at modstanderen i hvert fald havde haft nogle lucky punch i kampen, begyndte Nsamba at danse i ringen og svinge med hofterne – ’is that all you got’! Respekt. Jeg fulgte den sidste omgang fra ringside, og bagefter var han super taknemmelig for min støtte. Jeg var også høj af adrenalin, for det er godt nok nervepirrende at se en af sine kammerater kæmpe en sådan kamp.

Nå, jeg vil ikke berette om mere. Forhåbentligt er jeg en smule berettiget til prædikatet ’dagens mand’ efter Nordic Sports Day på lørdag, hvor alle de nordiske lande kæmper om hæder og ære i en række discipliner. Jeg håber ikke, at jeg har glemt, hvordan den lille runde skal behandles (bolden – ikke maven), og så må vi se om mine 80 kilo kan gøre sig gældende i tovtrækning.

Den røde tråd i blogindlægningen er i øvrigt inspireret af Pelle Hvenegaard himself, som vi mødte til en privatfest i fredags. Jojo, vi fik dækket både emner som etiske principper i ’Dagens Mand’, udviklingsmuligheder i Uganda og ugandiske prostituerede.

World AIDS Day

Så er vi for alvor trådt ind i julemåneden. Men til trods for blinkende lyskæder og grønne plastikjuletræer er vi ikke helt kommet i julestemning endnu. Til gengæld er 1. December dagen hvor, man gør opmærksom på det omfattende problem som HIV/AIDS i særdeleshed er i Afrika.

I morges mødtes alle ansatte fra Reach Out Mbuya i en af de landsbyer, vi arbejder i. Efter en gudstjeneste, der mindede os om vigtigheden af at markere denne dag, fandt vi vores rette pladser i paraden og marcherede til lyden af organisationens brass band. Bandet består udelukkende af børn og unge, som har mistet begge forældre til AIDS og sidenhen har fået finansieret deres skolegang af Reach Out.

Vi gik gennem 6 landsbyer, der alle er tilknyttet Reach Out, hvor vi mødte og hilste på mange af vores klienter, der smilende og vinkende gjorde dagen pragtfuld. Mange smed hvad de havde i hænderne og tilsluttede sig paraden. Ved endestationen blev der sunget og tændt lys for de 1500 klienter Reach Out gennem 9 år har mistet. Nogle kom op for at vise deres taknemmelig for organisationens arbejde ved at dele deres historie om hvilken forskel medicinen og den sociale støtte havde gjort for dem. Dagen efterlod os alle med en følelse af, at organisationen er utrolig vigtig for mange mennesker. Billederne viser bedre, end jeg kan fortælle, hvilken fornøjelse det var.

Paraden

Et simpelt, men livsvigtigt budskab

Together for health

I landsbyen Kireka

Fantastiske kolleger; Eric og Annet

Lysende tændes for at mindes

Kampalas kontrast

Uganda er et kontrastfyldt land. Der er slum og beskidte vandledningskanaler, og der er flotte grønne the marker og bananplantager. Kampala er i sig selv kontrastfyldt, hvor man ikke skal gå langt fra at stå blandt gadebørnene til at være blandt de rigeste i Kampala på et af de fineste hoteller. I weekenden ville vi væk fra byens pulserende liv og den dertilhørende støj, til et sted der er helt anderledes.

Bare tre kvarters kørsel fra vores lejlighed og en sejltur et stykke ud i Victoriasøen tog det for os at komme til Ssese Islands. Bådturen dertil foregik i en gammel træbåd, der var ”midlertidig” erstatning for den oprindelige Ssese færge, som ikke havde sejlet de sidste fire måneder. Fra bådkanten kunne vi nyde solen og vinden blandt en enkelt kalkun og en høne, skolebørn og andre ø-boere. Målet med Ssese var afslapning, og som vi kunne læse i vores guidebog ville der heller ikke være meget andet at give sig til. Det passede os fint.

På øen, Kalangala, blev vi indlogeret på et nærliggende hotel, hvor vi fra sengekanten havde udsigt til stranden og vandet. Om morgenen blev vi vækket til lyden af bølger - eller vores bippende vækkeur og dernæst lyden af bølger. Uden planer for dagene kunne vi bare stå op til en skyfri himmel og et par strandstole, lægge os til rette med en bog over hovedet eller et kamera over skulderen. Vores ultimativ største bekymring disse dage var, hvor og hvad vi næste gang skulle spise. Da øen ligger et stykke ude i Victoriasøen består restauranternes menukort hovedsageligt af lokalt mad, som til en vis grad også er udmærket, men måske er vi bare blevet en smule forkælet af al den gode mad vi spiser i Kampala.

Lørdag gik vi langs stranden til et noget dyrere resort for at bestille middagsmad. Her mødte vi et norsk par fra Kenya, to tyskere der var i praktik ved et skovprojekt og en sydafrikaner samt en hollænder der arbejdede ved næsehorns reservatet i Uganda. Drengene tog et slag (svedigt) volleyball, mens Linn fortalte mig om hendes interessante opvækst i Kenyas Pokot distrikt. Herefter startede diverse Premier League kampe, så Jacob var ikke til at få med derfra, før han havde set, hvad han ville. Det resulterede desværre i en noget skræmt Camilla, der skulle krydse et lille vandløb med nogle skræmmende og meget højlydte tudser - de såkaldte bullfrogs.

Som afveksling til solbadningen valgte vi søndag at tage på kanotur. Eller det troede vi, eftersom det gik under navnet "canoeing". Men vi blev slemt skuffede, da det viste sig, at vi bare skulle sidde i en af deres lokale (læs: meget slidte) både, mens en anden padlede for os. Vi nåede akkurat forbi det resort vi besøgte dagen før, hvor vores fulde guide blev ved med at stille komplet usammenhængende spørgsmål som"what you observe, please tell, give me work?" På tilbagevejen faldt han i søvn og gav os lidt ro til at nyde naturen. Det var næsten et under, at han ikke faldt i vandet på den tur. Inden vi nåede helt hjem, vågnede han og foldede sine hænder nede i vandet, så han kunne drikke af dem. I Victoriasøen lever nogle meget farlige snegle, bilharzia, der kan være livstruende for mennesker. Denne mand var i øvrigt vores hotels kok, så vi blev hurtigt enige om at tage hen til det bedre resort og spise endnu engang - selv med tanken om frøerne, der skulle krydses.

Det var en dejlig afslappende weekend, hvor øens tilpas øde stemning var lige præcis den ro vi havde trængt til efter fire måneder i Ugandas hovedstad. Billederne taler for sig selv, så klik endelig ind på siden og se et par perler fra turen.

Kærlige hilsener Camilla og Jacob

Dødsdømmende uvidenhed

Kvinden der sidder foran mig kigger ned, mens hun gnider sine hænder. Så ser hun op, sukker, og øjnene falder på hendes søn. Udenfor løber hendes lille dreng rundt. Hans udspilede mave presser bukserne helt ned om ballerne, og sokkerne er ved at glide af foden, så han hele tiden vælter i dem. Han er kun halvandet år. Sveden pibler af ham, mens han prøver at slå tiden ihjel ved at kravle op og ned ad trapper eller børste støv af biler under formiddagssolens hårde stråler.

Moderens historie er ikke enestående. Hun er kommet til klinikken for at hente hendes HIV medicin, de såkaldte ARV's. Det har hun gjort i snart fire år. Hun har en mand med hvem hun har to børn med. Manden ved ikke, at hun én gang i måneden sidder her ved os, manden ved heller ikke, at hun er HIV positiv. Hun kigger mig ind i øjnene og siger, uden at blinke "If I tell, he'll throw me out."

Hendes mand har, som de fleste ugandiske mænd, flere koner. Hun er én af dem. Han betaler børnenes skole, huslejen, mad på bordet. Han bor ikke med hende, men hun ved, at når han kommer på besøg er det for ét formål. Han vil have flere børn. Sådan bliver børnene til og sådan er kærligheden - når der er penge imellem. I journalen kan jeg læse, at hun med det samme var kommet til klinikken for at rådføre sig i forhold til graviditet og HIV, da hun havde haft besøg af sin mand for lidt over to år siden. Hun deltog i de kurser vi har for vordende mødre om forebyggelse af HIV smitte fra mor til barn og levede op til alle kunstens regler for at undgå at overføre virussen til barnet. Det indebærer bl.a. at man spiser korrekt, undgår infektioner så immunsystemet ikke svækkes, føder på et hospital, hvor de kan skære navlestrengen rigtigt og vigtigst af alt: at man ikke ammer. Da hendes søn blev født, var han HIV negativ. Men en dag da faderen kom på besøg for at se sin søn, undrede han sig over, hvorfor moderen ikke ammede. Hun havde gemt den mælkeerstatning, hun havde fået af os, så han ikke skulle opdage det. Han slog hende. Hun prøvede at forklare, at barnet ikke kunne lide brystmælken, men faderen blev mere aggressiv og tvang hende til at amme. Hun havde intet valg.

Hendes blik er stift og afmagt overvælder hende.. Hun samler sig hurtigt igen. Det er ikke meningen, at kvinder sådan skal lade sig slå ud. Hendes smukke søn, som løber ubekymret rundt og falder over sine egne ben, er i dag HIV positiv. Hun kan ikke fortælle hendes mand om hendes og sønnens egentlige tilstand, da han vil se hende som uren og uden at tøve vil sætte hende på gaden, da han i forvejen har andre koner, han kan gå til. Hendes overlevelse afhænger af ham. Manden har en idé om, at han ikke kan være roden til en sådan sygdom - og den opfattelse er desværre meget udbredt i dette patriarkalske samfund. Mændenes ignorance gør hver dag raske nyfødte børn HIV positive.

Kvinden rejser sig op og skubber stolen væk. Uden for kalder hun sin søn til sig og han vender sig hurtigt efter hende. Svedperlerne drypper fra hans pande. Hun sætter ham på hoften og trækker sokkerne på plads, før de går ud af porten med den brune papirspose med næste måneds medicin i hånden.

En dag i lejligheden

Det var en dejlig eftermiddag i Bukoto, og Ditte var lige kommet på besøg.

Her er et par billeder.

3. forsøg, hvor Jacob ikke rakte tunge, men bare ligner den artige dreng han nu engang er

Mari i køkkenet

Vasketøjet på verandaen

Gedemor på besøg

Når man først bor i Uganda..

… så kommer den ugandiske mentalitet og afslappede tilgang til alting ikke længere bag på én, og det er i de færreste tilfælde at vores danske opdragelse banker på og siger ”det her er da helt ved siden af.” Men det sker af og til, nogle gange skal man bare mindes om det, andre gange er det så anderledes, at man ikke kan lade være med at le eller blive irriteret, men i sidste ende må man affinde sig. Her kommer et par eksempler.

I taxaen til Masindi

Forestil jer en taxipark med flere hundrede hvide matatus. De holder tæt, rigtig tæt, men der er dog plads til at de utallige gadesælgere kan stikke bananer, håndklæder, radioer, ure, legetøj og alt andet i kan forestille jer ind ad vinduet til en sum der næppe overstiger 20 kr. Det er deres levebrød. Idet man sætter sig til rette i en matatu, kan man være (u)heldig at sidde og vente i flere timer, før der sidder mennesker på alle sæder, og chaufføren mener det kan betale sig at køre. Så efter 1½ time i bagende varme med mange tiggende blikke fra gadesælgerne satte vi i gang. Jeg priste mig lykkelig for at sidde ved vinduet, så jeg kunne få lidt frisk luft i det knap så gode klima i taxaen. Men den glæde forsvandt lige med det samme, da vi kørte ind i en tropisk regnbyge, og det i stedet regnede så meget ind, at mit sæde og tildeles jeg blev gennemblødt, selvom jeg kæmpede en brav kamp for at lukke vinduerne ordentligt. En halv time før vi ankom til Masindi besluttede en meget kraftig dame, der sad skråt foran mig, at hun skulle have en anden kjole på. Uden at det lod til at gå bemærkelsesværdigt hen, så trak hun kjolen af, knappede BH’en op og holdt et lille lommetørklæde i munden, som dækkede for hendes hals og.. ja ikke meget mere. Endnu engang blev jeg glad for min plads i matatuen, da jeg undgik at sidde med hendes bryst på min arm, som de to ved siden af damen gjorde.

(U)afhængighedsdagen

Lørdag d. 9 oktober markerede Ugandas uafhængighed gennem 48 år. Det er selvfølgelig en dato der ikke må gå ubemærket hen, hvorfor der eftersigende skulle være fest og farver ved Kololo airstrip. Selv samme dag ankom Ditte, så vi måtte hen og se hvilke festligheder der var arrangeret for dagen. Som vi langsomt nærmede os, kunne vi ikke se andet end gult. Gult for NRM og Museveni, præsidenten. Alle bar gule trøjer, helst med et billede af præsidenten og teksten "M7 pak' alast" (Museveni forever) og havde svunget indtørrede blade omkring deres hals som en slags hyldest til selv samme person. Som vi tre blonde piger, Ditte, Mari og jeg, kom gående gennem mængden af euforiske og hujende ugandere, måtte vi pænt afvise (læs: lægge det døve øre til) deres mange kærlighedserklæringer - "Mzungu, I loooove you." Da vi blev sluppet gennem sikkerhedskontrollen, fandt vi os selv fanget midt i en stor (behøver jeg at sige gul) parade, der skulle hylde præsidenten. Flere tusinder mennesker var samlet. Vi hoppede derfor over to hegn og kravlede op ad en bakke, så vi kunne se, hvad det vi lige stod midt i virkelig var. Under solens bagende varme stod Musevenis hær komplet urokkelige i midten, mens udvalgte skoler og NRM-parader marcherede stolt i en firkant omkring dem. Foroven den scene hvor præsidenten senere ville gøre sin indtræden hang et banner med teksten "48 years of idependency, 23 years of stability." Jeg ved ikke hvad vi havde forventet med det forestående præsidentvalg, men måske et håb om en mere neutral hyldest til uafhængigheden, istedet for denne tydelige hyldest til netop afhængigheden af et regime. Vi gik derfra inden dagens hovedperson ankom.

Hævet over kaosset

I en weekend hvor vi ellers kun havde afsat tiden til at nyde vejret og de lange formiddage, tog vi til den gamle bydel med Kampalas største moské som mål. Lige uden for vores indhegnede lejlighedskompleks stoppede vi den første matatu og klemte os ind på de få ledige pladser og lod os derefter føre til den mere kaotiske del af byen. Selv i så lille en minibus med utrolig trang plads, er det befriende at opleve, hvor glade og ligetil alle er. Når man sætter sig til rette, hilser de omkringsiddende altid, og de mere nysgerrige spørger oftest hvad vi laver her, mens de små børn rører ved ens hår eller aer ens arm, for at se om den hvide farve kan gå af.

Det er ikke svært at se, hvornår man er nået til den gamle bydel. Der er så mange mennesker, gadesælgere og bodaer at man hele tiden går med den ene skulder foran den anden for at trænge sig gennem mængderne. Det er ikke så ligetil, og man bliver nogle gange hevet lidt i eller råbt til af de mange sælgere, som håber at kunne gøre en god forretning. Men på en meget venlig måde. Vi zig-zaggede os fra den gamle taxipark, forbi den nye og videre op ad Old Kampala Hill, hvor moskéen lå øverst. Her herskede en anden ro. Jeg svang tørklædet om hovedet og dækkede mine ben med en sarong, mens vi gik barfodede rundt på dette hellige sted. Man kunne kun svagt ænse støjen fra de mange taxier, vi lige havde passeret. Moskéen kunne rumme intet mindre end 10.000 bedende, hvilket den havde formået nogle uger inden, da ramadanen sluttede. Vi fik muligheden for at komme op i tårnet, hvor deres bønner bliver blæst ud i højtalere fem gange om dagen. Herfra havde vi udsigt over næsten hele byen, og kunne knap fornemme Kampalas travle gader og de mange mennesker. Det så helt ordnet og roligt ud. Vi tog nogle billeder og skyndte os ned ad de snoede og spindelvævsbeklædte trapper, da klokken nærmede sig et og middagsbønnen snart ville starte.

Koncerten som aldrig startede

Ved et besøg på Speke Resort blev vi forleden weekend mere eller mindre overtalt til at betale for at komme til en koncert. Ved indgangen lod de os vide, at koncerten ville starte kl. 14. Okay, på uret kunne vi se, at der kun var en halv time til, så vi kunne lige nå at få middagsmad inden. Vi fik billetterne og gav dem tilbage til en anden kontrollør og fortsatte ned til vandet, hvor vi kunne bestille noget at spise. Vi var heldige at finde en bænk i skyggen, da solen stod højt på en helt skyfri himmel, og det var brændende varmt. Maden var ikke så udsøgt en fornøjelse, som stedet i sig selv, og der skulle ikke gå længe før vi lavede et væddeløb om, hvornår denne hersens koncert ville begynde. Buddene var; kl. 15, kl. 15.30, kl. 16.30. Uden at kunne komme med nogen endelig opklaring, så vandt Jacob, for vi fandt aldrig ud af, hvor sent den ville være startet, da vi gik derfra lidt over fire.

Tilbage i huset er alting, som det plejer at være. Næsten. I vindueskarmen står et noget bøjet og ødelagt orange skilt. I gangen hænger der en underlig boks, der har en ledning op til en sender i skabet ovenfor. I stuen og i køkkenet hænger små trådløse sendere med en rød knap. Forklaringen skal findes på det ødelagte skilt, hvor der står "This property is secured by Security Group." Vores lejlighed går nu under navnet "Danish Residence", hvilket jo er lidt komisk, taget de beskedne forhold i lejligheden i betragtning. Forklaringen til det halvkrøllede og noget ødelagte skilt i vinduet er en helt anden. De tre sikkerhedsfolk, som skulle installere hele systemet, mente klart at dette meget bemærkelsesværdige orange skilt skulle hænge på vores nymalede hvide væg på lejlighedens yderside. På den måde vil det være mest tydeligt - og det havde de helt ret i. Så tydeligt at det inden et døgn var hevet ned igen og havde efterladt et grimt mærke på muren, hvor malingen var revet af. For at gøre historien kort, så blev security group truet med retsag, Jacob skulle forklare sig over for en local council chairman (som var dén, der havde hevet skiltet ned), ejeren af lejligheden skulle vi forsøge at blande udenom hele cirkusset og efter møde med hele boligblokkens manager, måtte vi krybe til pengepungen og få malere til at rette op på alt dette, som tydeligvis var "vores" fejl. Men alt er godt igen. Vi har atter en hvid facade, alarmer i lejligheden som vi nok aldrig kommer til at bruge og det fine krøllede skilt i vinduet - dér måtte det gerne stå.

Når man inspireres

I størstedelen af vores weekender bruger vi en af dagene sammen med gadebørnene. Jacob har selvfølgelig en meget kokret rolle som deres træner, mens jeg bare kan få lov at nyde hvor dedikeret, disciplineret, ja måske ligefrem professionel deres tilgang til fodbold er. Størstedelen af de drenge bor stadig på gaden. Hver dag er en kamp. En kamp for at finde ly til natten, finde en slurk vand, få mere end ét måltid. Men alt dette formår de at sætte til side i de timer, hvor de har fodboldstøvlerne på. Vi har fulgt dem i flere små miniturneringer både i Kamwokya, hvor de har hjemmebane, men også i Makerere, hvor de ligeledes spiller på en ujævn jordbane. Oftest går de derfra som vindere eller efter at have spillet uafgjort. Vi forsøger stadig at række ud til alle vi kender for at skaffe dem noget nyt fodboldudstyr. Alt fra støvler, skinner, sokker, træningsdragter til helt almindeligt træningstøj og løbesko.

Vi har det bedre end nogensinde her i Uganda, og det er let at vænne sig til alt det der i første omgang stak én i øjnene. Når huspigen ovenpå f.eks. kaster en hel spand vand ud over altanen, som plaskende rammer jorden lige ved siden af vores vindue, så skal man passe på, hvor man vælge at sidde, når man vil læse en god bog udenfor. Eller når man af en stor politikvinde bliver dirigeret den forkerte vej rundt i rundkørslen for at løsne op for den hårdknudede trafik. Det kan ikke længere komme bag på os, og sådan er der mange små ting i hverdagen, som man ikke længere tænker over, men bare regner som normalt.. i Uganda.

Det var alt for nu. God efterårsferie til alle!

Camilla og Jacob

Vores første barn

I onsdags fik Camilla og jeg en velskabt pige. Grace hedder hun. Faktisk er hun adopteret fra en anden dansker, Thomas, der flytter fra Uganda om en måned og ikke kan bringe hende med til Danmark. Hun er 13 år gammel, og hun opfører sig allerede som en rigtig teenager. Således formåede hun inden for de første 14 timer efter overtagelsen at komme hjem med en bøde til forældrene og kysse en japaner ejet af en inder. Men ellers er hun meget sød, og vi har både haft hende med i Garden City, på arbejde, flere restaurantbesøg, til barbecue ved ambassadøren og i Entebbe. Alle synes, hun er en sød men fræk lille en. Adoptionen kostede os den nette sum af 12.000 kroner, så nu er hun vores!

Ja, Grace er en bil. En rigtig sportsbil med hecspoiler, alufælge, slangeskindsindtræk, racersæder, MP3-afspiller+fjernbetjening og tonede ruder. Det er en Mitsubishi Mirage Coupet fra 1997, der har gået 120.000 kilometer. Den dækker vores behov fint, og der har siddet 5 i den op til flere gange. Den eneste ulempe er kombinationen mellem, at den er sænket og de mange potholes i Kampala. Men hun kostede kun 1/3 af de andre biler, som vi har set på, og som trafikken fungerer hernede, er det optimalt ikke at skulle risikere for store afskrivninger.

Nå, tilbage til unoderne. Desværre begge gange med far bag rattet! Første gang på første aften, hvor vi kom til et lyskryds om aftenen. Vi skulle til højre, og så skal man ellers selv sjusse sig frem til svingbane og hvornår det er grønt (der er ét lys, som er super dårligt placeret, og som man ofte ikke kan se for minibusserne/matatuerne, der holder klods op og ned ad en). Efter lidt ventetid kunne vi ane det grønne lys, hvorefter vi naturligvis gled ud i krydset uden problemer. Umiddelbart efter krydset ville vi hæve penge, men da vi åbnede døren holdt et par smilende motorcykelbetjente (de kunne lugte mzungu-kød). Forseelsen var åbenbart, at vi i krydset skulle have ventet på grøn pil, hvilket ingen af de tilstedeværende i bilen kunne gætte sig til. Interaktionen med betjentene var såmænd meget afslappet, men undertegnede blev en smule stresset over, at de ville konfiskere hans kørekort i 3 døgn, hvorefter han som så mange andre kunne bruge en hel dag på at rende fra Herodes til Pilatus. I tilgift var bilen endnu ikke indregistreret i mit navn og jeg havde ikke noget internationalt kørekort (hvilket åbenbart bare er en ligegyldig detalje). Vi slap derfra med en bøde på cirka 100 kroner og en erfaring rigere.

Morgenen efter kørte vi ned ad bakken i Bukoto White Flats på vej til arbejde. Foran os kørte en flok indere. Grace raslede vanemæssigt en smule, og derfor tjekkede jeg lige, om noget var løst inde i bilen. Da jeg kiggede op igen, var inderne stoppet midt på vejen pga. mindre bump. I lav fart blokerede jeg bremsen på en afstand af 4 meter. Desværre gik det ned ad bakke, det havde regnet, og der lå meget af den røde lerjord på nedkørslen, hvorfor Grace ikke sagtnede farten. Heldigvis fik jeg revet den rundt til højre, og strejfede dermed akkurat kun bagenden på bilen foran. Grace var uskadt fra episoden, mens der kom en mindre ridse på indernes bagskærm, der heldigvis kun var af plastik. Efter at have stået ansigt til ansigt med deres noget oprevne lokale chauffør, besluttede inderne, at skrammen ikke skulle have økonomiske følger. Pyha, den var ikke god. Så efter knap 6 år med kørekort, var den første bøde og den første skramme indkasseret efter 12 timer.

Herunder følger billederne af Grace, der lige har været i bad, og derfor er i sit es. Og Grace er selvfølgelig populært for ’Grey Ace’!

Jungletur

I anledningen af en skøn fridag på min fødselsdag, gode gaver og fantastisk vejr vil jeg benytte mig af formiddagen til at give en opdatering på de seneste par uger.

Masindi

På vejen til Ugandas største nationalpark, Murchison Falls NP, ligger Masindi. Da jeg for fire år siden kørte den tur for at komme på safari tog turen omtrent 8 timer og bestod hovedsagligt at hullede jordveje, som sammen med varmen gjorde køreturen noget ulidelig. Siden da er der sket meget.

Weekendens mål var Masindi og Budongo Forest, hvor Lasse tidligere har været frivillig med mellemfolkelig samvirke. Budongo Forest huser Ugandas største bestanddel af chimpanser med det store antal af 800. Vi skulle mødes med Jacob i Masindi, som havde været på et field-trip til Gulu og Lira med DDP og derfor allerede befandt sig i den nordlige del af Uganda. Turen dertil var langtfra, som jeg mindes. Vi kørte i fuld fart ud af fine asfalterede veje, så den stakkels matatu var ved at rasle fra hinanden, mens de eneste virkelige forhindringer var køer på vejen, som lod til at være fuldstændig ligeglade med hvor tæt køretøjer kom på dem eller hvor meget vi dyttede af dem. Efter at have kortlagt 230 km på bare 2½ time mødtes vi på et hotel i Masindi til aftensmad. Her stødte vi tilfældigvis ind i en tysk pige, Tanya, der skulle vise sig at underholde os i særdeleshed den følgende aften. Men inden da måtte vi til det egentlige mål; Budongo Forest.

Into the jungle

Selvom det ikke var længe siden vi havde forladt Masindi, føltes det, som om vi var langt ude på landet. Huset vi kunne låne weekenden over lå stille hen, kun forstyrret af nogle kakkelakker på gulvet, summen fra græshopper og skrig fra enten aber eller fugle. Det stod i skarp kontrast til bylivet i Kampala.

Lørdagen begyndte med en maveinfektion, som satte tempoet betragteligt ned, da vi gik rundt i landsbyen og så de steder Lasse havde tilknytning til. Derefter vinkede vi en boda ind til siden og spurgte om hans motorcykel kunne klare tre passagerer, og før vi så os om, sad vi stuvet sammen på vej til Budongo Forest. Da vi havde hilst på og fået grønt lys af Tipo, en fransk Ph.D-studerende, gik vi ind mod skoven. Lasse fortalte, at hvis vi mødte chimpanserne, kunne de godt finde på at løbe aggressivt hen til os og alfahannen ville banke hænderne i jorden og skrige. Nøglen hertil var, at vi "bare" ikke måtte røre os ud af stedet. Okay, med det i mente gik vi afsted. Der skulle ikke gå længe før vi så de første flokke white colobus monkeys og black long tails, som kiggede dovent ned på os og hoppede tilfældigt fra træ til træ. Vi drejede af grusvejen og ind ad små junglestier, hvor vi måtte dukke os for lianer, kravle over væltede træer og balancere på et stykke træ over et vandløb. Vi lyttede opmærksomt på skrig fra aber, kiggede op hver gang noget synes at bevæge sig i trætoppen og var til enhver tid klar til at kravle op i et træ, hvis den såkaldte bushpig kom. Bushpig'en er eftersigende det eneste farlige dyr i skoven, der nedlægger hvad den kan på sin vej. Den minder om et dansk vildsvin. Hvis vi kunne høre noget komme løbende, var der kun en mulig vej for at undgå et angreb fra den - at finde et træ man kunne kravle op i. Vi mødte heldigvis ikke bæstet og gik forholdsvis uforstyrret gennem skoven. For at huske hvilken vej vi havde taget af de små stier, måtte vi bruge naturens redskaber som fx. at placere en nød i et træ, stikke en gren i jorden og ellers bare være opmærksomme på hvilke væltede træer vi havde passeret og hvor. Vi fandt ud igen men så ingen chimpanser, hvilket var lidt med blandede følelser, da jeg ikke er sikker på, hvordan jeg ville have tacklet 20 eller flere chimpanser komme løbende skrigende mod mig.

Miss Masindi

Som den første hvide person (mzungu) i Masindi og den tredje i hele Uganda havde Tanya vi mødte aftenen forinden valgt at stille op til Miss Masindi. Konkurrencen går som navnet antyder ud på at kåre Masindis smukkeste kvinde. Kategorierne var daily wear, evening dress, party dress, swim suit og traditional wear. Konkurrencen stod til at starte kl. 21, men startede selvfølgelig først to timer senere med en introduktion som jeg vil betegne som tilnærmelsesvis latterlig. Letpåklædte (læs: ikke pæne) piger gik ind på scenen til et playback show, der var så skandaløst og dårligt, at det endda slog hele karaoke-showet i Thailand. Det havde jeg aldrig troet. Pigerne på scenen kunne ikke teksten, forstod ikke at det ville være mere troværdigt, hvis de holdt mikrofonen for munden i stedet for at svinge den tilfældigt rundt. Tøjet de havde på lånte de af hinanden på skift og hele showet udstrålede dårlig planlægning og ringe kvalitet. But this is Africa. Endelig startede selve skønhedskonkurrencen og vi nåede at se tre optrædener fra Tanya før klokken var 01 og vores taxichauffør ventede os. Hun overaskede os alle meget positivt og tog sig flot ud til trods for den lidt store facon. Dagen efter fik vi at vide, at hun havde fået en 3. plads. Arrangørerne havde endvidere indkrævet nogle af pengene fra præmierne til 1. og 2. pladsen, da de alligevel ikke havde råd til at udlove så store summer - igen vidnede det om kvaliteten af showet.

New roomie

Da vi havde et ledigt værelse, sendte Jacob og Lasse et opslag ud om det til den norske og svenske ambassade. Da vi var kommet hjem fra Masindi havde en norsk pige ved navn Mari skrevet, at hun var interesseret. Der gik ikke længe før hun kom på besøg og sagde ja til værelset med det samme. For en uge siden flyttede hun ind, så nu er vi et firkløver der atter kan spille canasta (kortspil). Denne weekend var vi igen sammen med gadebørnene, som i en miniturnering spillede sig helt til finalen men desværre tabte på straffespark. Jacob, Lasse og jeg var til barbeque ved den danske ambassadør, Nathalia, i lørdags. Hun bor i upper Kololo og har en udsigt, som vi ikke turde drømme om fandtes i Kampala. Det var hyggeligt at hilse på de nye danske ansatte og deres familier, hvorfor der var en stor forsamling af børn fra 1- 8 år. Nogle havde tømmermænd søndag, så vi valgte at pakke bilen (ja, der kommer et særskilt indlæg om bilen snart) og køre til Entebbe for at sidde med fødderne i sandet på stranden. Desværre kan man ikke bade, da de såkaldte bilharzia (snegle) der er i vandet gør en meget syg pga. udviklingen af orme i maveregionen.

Jeg vil stoppe nu, men der kommer snart flere nyheder, da jeg har været i kontakt med et andet projekt (Mbuya Reach Out), Jacob har været på fieldtrip til Norduganda og vi har fået en helt nyt medlem af familien. Meget mere om det senere!

Camilla og Jacob