Kampalas kontrast

Uganda er et kontrastfyldt land. Der er slum og beskidte vandledningskanaler, og der er flotte grønne the marker og bananplantager. Kampala er i sig selv kontrastfyldt, hvor man ikke skal gå langt fra at stå blandt gadebørnene til at være blandt de rigeste i Kampala på et af de fineste hoteller. I weekenden ville vi væk fra byens pulserende liv og den dertilhørende støj, til et sted der er helt anderledes.

Bare tre kvarters kørsel fra vores lejlighed og en sejltur et stykke ud i Victoriasøen tog det for os at komme til Ssese Islands. Bådturen dertil foregik i en gammel træbåd, der var ”midlertidig” erstatning for den oprindelige Ssese færge, som ikke havde sejlet de sidste fire måneder. Fra bådkanten kunne vi nyde solen og vinden blandt en enkelt kalkun og en høne, skolebørn og andre ø-boere. Målet med Ssese var afslapning, og som vi kunne læse i vores guidebog ville der heller ikke være meget andet at give sig til. Det passede os fint.

På øen, Kalangala, blev vi indlogeret på et nærliggende hotel, hvor vi fra sengekanten havde udsigt til stranden og vandet. Om morgenen blev vi vækket til lyden af bølger - eller vores bippende vækkeur og dernæst lyden af bølger. Uden planer for dagene kunne vi bare stå op til en skyfri himmel og et par strandstole, lægge os til rette med en bog over hovedet eller et kamera over skulderen. Vores ultimativ største bekymring disse dage var, hvor og hvad vi næste gang skulle spise. Da øen ligger et stykke ude i Victoriasøen består restauranternes menukort hovedsageligt af lokalt mad, som til en vis grad også er udmærket, men måske er vi bare blevet en smule forkælet af al den gode mad vi spiser i Kampala.

Lørdag gik vi langs stranden til et noget dyrere resort for at bestille middagsmad. Her mødte vi et norsk par fra Kenya, to tyskere der var i praktik ved et skovprojekt og en sydafrikaner samt en hollænder der arbejdede ved næsehorns reservatet i Uganda. Drengene tog et slag (svedigt) volleyball, mens Linn fortalte mig om hendes interessante opvækst i Kenyas Pokot distrikt. Herefter startede diverse Premier League kampe, så Jacob var ikke til at få med derfra, før han havde set, hvad han ville. Det resulterede desværre i en noget skræmt Camilla, der skulle krydse et lille vandløb med nogle skræmmende og meget højlydte tudser - de såkaldte bullfrogs.

Som afveksling til solbadningen valgte vi søndag at tage på kanotur. Eller det troede vi, eftersom det gik under navnet "canoeing". Men vi blev slemt skuffede, da det viste sig, at vi bare skulle sidde i en af deres lokale (læs: meget slidte) både, mens en anden padlede for os. Vi nåede akkurat forbi det resort vi besøgte dagen før, hvor vores fulde guide blev ved med at stille komplet usammenhængende spørgsmål som"what you observe, please tell, give me work?" På tilbagevejen faldt han i søvn og gav os lidt ro til at nyde naturen. Det var næsten et under, at han ikke faldt i vandet på den tur. Inden vi nåede helt hjem, vågnede han og foldede sine hænder nede i vandet, så han kunne drikke af dem. I Victoriasøen lever nogle meget farlige snegle, bilharzia, der kan være livstruende for mennesker. Denne mand var i øvrigt vores hotels kok, så vi blev hurtigt enige om at tage hen til det bedre resort og spise endnu engang - selv med tanken om frøerne, der skulle krydses.

Det var en dejlig afslappende weekend, hvor øens tilpas øde stemning var lige præcis den ro vi havde trængt til efter fire måneder i Ugandas hovedstad. Billederne taler for sig selv, så klik endelig ind på siden og se et par perler fra turen.

Kærlige hilsener Camilla og Jacob

Dødsdømmende uvidenhed

Kvinden der sidder foran mig kigger ned, mens hun gnider sine hænder. Så ser hun op, sukker, og øjnene falder på hendes søn. Udenfor løber hendes lille dreng rundt. Hans udspilede mave presser bukserne helt ned om ballerne, og sokkerne er ved at glide af foden, så han hele tiden vælter i dem. Han er kun halvandet år. Sveden pibler af ham, mens han prøver at slå tiden ihjel ved at kravle op og ned ad trapper eller børste støv af biler under formiddagssolens hårde stråler.

Moderens historie er ikke enestående. Hun er kommet til klinikken for at hente hendes HIV medicin, de såkaldte ARV's. Det har hun gjort i snart fire år. Hun har en mand med hvem hun har to børn med. Manden ved ikke, at hun én gang i måneden sidder her ved os, manden ved heller ikke, at hun er HIV positiv. Hun kigger mig ind i øjnene og siger, uden at blinke "If I tell, he'll throw me out."

Hendes mand har, som de fleste ugandiske mænd, flere koner. Hun er én af dem. Han betaler børnenes skole, huslejen, mad på bordet. Han bor ikke med hende, men hun ved, at når han kommer på besøg er det for ét formål. Han vil have flere børn. Sådan bliver børnene til og sådan er kærligheden - når der er penge imellem. I journalen kan jeg læse, at hun med det samme var kommet til klinikken for at rådføre sig i forhold til graviditet og HIV, da hun havde haft besøg af sin mand for lidt over to år siden. Hun deltog i de kurser vi har for vordende mødre om forebyggelse af HIV smitte fra mor til barn og levede op til alle kunstens regler for at undgå at overføre virussen til barnet. Det indebærer bl.a. at man spiser korrekt, undgår infektioner så immunsystemet ikke svækkes, føder på et hospital, hvor de kan skære navlestrengen rigtigt og vigtigst af alt: at man ikke ammer. Da hendes søn blev født, var han HIV negativ. Men en dag da faderen kom på besøg for at se sin søn, undrede han sig over, hvorfor moderen ikke ammede. Hun havde gemt den mælkeerstatning, hun havde fået af os, så han ikke skulle opdage det. Han slog hende. Hun prøvede at forklare, at barnet ikke kunne lide brystmælken, men faderen blev mere aggressiv og tvang hende til at amme. Hun havde intet valg.

Hendes blik er stift og afmagt overvælder hende.. Hun samler sig hurtigt igen. Det er ikke meningen, at kvinder sådan skal lade sig slå ud. Hendes smukke søn, som løber ubekymret rundt og falder over sine egne ben, er i dag HIV positiv. Hun kan ikke fortælle hendes mand om hendes og sønnens egentlige tilstand, da han vil se hende som uren og uden at tøve vil sætte hende på gaden, da han i forvejen har andre koner, han kan gå til. Hendes overlevelse afhænger af ham. Manden har en idé om, at han ikke kan være roden til en sådan sygdom - og den opfattelse er desværre meget udbredt i dette patriarkalske samfund. Mændenes ignorance gør hver dag raske nyfødte børn HIV positive.

Kvinden rejser sig op og skubber stolen væk. Uden for kalder hun sin søn til sig og han vender sig hurtigt efter hende. Svedperlerne drypper fra hans pande. Hun sætter ham på hoften og trækker sokkerne på plads, før de går ud af porten med den brune papirspose med næste måneds medicin i hånden.