Mi casa es su casa

Bornene begyndte at pakke deres tasker. Den sidste undervisningstime var ovre. Klassen stillede sig paa en paen raekke foran Nittaya, mens hun paa Thai sandsynligvis spurgte hvem der boede taettest skolen. 5 elever rakte haanden op. Vi gik ad smaa grustier omme bag ved skolens bygninger. Sprudlende og leende hoppede bornene rundt om os, som vi skulle hjem at besoge. Jeg nod blot at gaa der paa de smaa stier, med de svajende banapalmer, og hunde og hons lobende rundt fra hver side af vejen. Det var kolonihave-idyl. Da vi stoppede ved de forskellige hjem, var foraeldrene oftest ikke at finde der. Men alt der skulle til var, at eleven raabte "Maa", og straks ville en mor komme smaaluntende fra en af naboernes huse. De boede simpelt, i huse der saa tildeles ufaerdige og forfaldne ud. Kvinderne slentrende rundt med slaebende klip-klap lyde paa kryds og tvaers af vejen. Raabte noget til den ene nabo, og smed sig i haengekojen hos den anden nabo. "Mi casa,su casa"-mentaliteten overskyggede alt det materielle man kunne mene manglede. De havde et faellesskab, et samfund som vaernede om hinanden, som gjorde store huse og biler fuldstaendig overflodige. Beundrede, misundte maaske lidt, den livsstil. Det trak op til regn, saa vi holdte et bananbald over vores hoveder, og gik tilbage til skolen.

Jeg skal hen paa skolen og undervise om en halv time. I eftermiddag har vi flere hjemmebesog, hvor vi dog bliver nodt til at tage knallerten paa grund af afstanden.