Billederne

Liv og farver uden for MBK

Den liggende Buddha

Grand Palace - paladset brugt efter 1850

Udsmykning paa en af bygningerne i Grand Palace

Khao San

Ganske god balance

Elefanten trykkede lidt paa dem inden den fortsatte videre

En lille ridetur

En dag paa hospitalet

Sonderjysk staedighed kommer man ikke langt med i Thailand. Jeg har i flere dage haft det daarligt med symptomer som feber, hovedpine og omhed i hele kroppen. Hver morgen har jeg blot taenkt, at alt jeg behovede var et bad og lidt morgenmad, saa kunne jeg igen. Forleden aften blev det saa for alvor slemt, og morgenen efter korte vi straks paa klinikken i Prakhon Chai. Nittaya og laegen i Prakhon Chai var begge nervose for, at det kunne vaere dengue feber, saa han sendte mig derfra videre til hospitalet i Ban Kruat. Selvom jeg mere eller mindre havde lukket kanalen for indtryk, fik jeg dog med, at der sad ca. 200 ventende paa det offentlige hospital, hostende, med en pose for munden eller med en blodende fod. Jeg gik svimmel efter Nittaya, mens hun ihaerdigt forsogte at faa mig hurtigt ind til laegen. Og det kom jeg. Blot 10 minutter efter, kom en lille thailandsk sygeplejerske, tog mig under armen og forte mig ind paa en stue med tre brikse. Naaede kort at taenke hvor uretfaerdigt det var, for alle de lokale som skulle sidde ventende en halv dag, men skod det hurtigt fra mig, da jeg var meget glad for at ligge ned igen. Der var en laege paa stuen. En ung, nok nyuddannet, herre og omkring 4-5 sygeplejersker. Paa briksene ved siden af mig laa en mand, som var blevet bidt af en slange, og en dreng paa ca. 10 aar med drop ind i armen. Jeg fik forst to piller, som skulle tage toppen af feberen, og derefter tog de en blodprove, som de ville teste for de forskellige lokale sygdomme. Efter to timer paa langs kom tre sygeplejersker hen for at fortaelle mig, at testen var negativ paa dengue feber men positiv paa typhoid. "It's not dangerous, you just rest and have medication." I lonely planet stod der, at typhoid er en alvorlig bakteriel infektion som faas gennem urent vand eller mad og kan vare mellem 8 dage til 4 uger. Det er hvor jeg er nu. Domt til at slappe af hjemme, ind til jeg faar det bedre. Er rigtig aergerlig over, at gaa glip af timerne med bornene, men bliver nodt til at overbevise mig selv om, at det er vigtigt, at jeg bliver rask. Jeg folte mig rigtig godt behandlet paa hospitalet, men samtidig var det nok ogsaa en god oplevelse, hovedsagligt fordi jeg fik lov at springe timers ko over.
Jeg ligger mig ned igen. Haaber i alle har det godt, hvor end i befinder jer.
Hilsen Camilla

Mi casa es su casa

Bornene begyndte at pakke deres tasker. Den sidste undervisningstime var ovre. Klassen stillede sig paa en paen raekke foran Nittaya, mens hun paa Thai sandsynligvis spurgte hvem der boede taettest skolen. 5 elever rakte haanden op. Vi gik ad smaa grustier omme bag ved skolens bygninger. Sprudlende og leende hoppede bornene rundt om os, som vi skulle hjem at besoge. Jeg nod blot at gaa der paa de smaa stier, med de svajende banapalmer, og hunde og hons lobende rundt fra hver side af vejen. Det var kolonihave-idyl. Da vi stoppede ved de forskellige hjem, var foraeldrene oftest ikke at finde der. Men alt der skulle til var, at eleven raabte "Maa", og straks ville en mor komme smaaluntende fra en af naboernes huse. De boede simpelt, i huse der saa tildeles ufaerdige og forfaldne ud. Kvinderne slentrende rundt med slaebende klip-klap lyde paa kryds og tvaers af vejen. Raabte noget til den ene nabo, og smed sig i haengekojen hos den anden nabo. "Mi casa,su casa"-mentaliteten overskyggede alt det materielle man kunne mene manglede. De havde et faellesskab, et samfund som vaernede om hinanden, som gjorde store huse og biler fuldstaendig overflodige. Beundrede, misundte maaske lidt, den livsstil. Det trak op til regn, saa vi holdte et bananbald over vores hoveder, og gik tilbage til skolen.

Jeg skal hen paa skolen og undervise om en halv time. I eftermiddag har vi flere hjemmebesog, hvor vi dog bliver nodt til at tage knallerten paa grund af afstanden.

Mini-Angkor

Ifolge stemplet i mit pas ville jeg skulle rejse herfra d. 19 juni.
Altsaa om fire dage. For at kunne faa lov til at blive her laengere tid, maatte vi tage turen til den naermeste graenseovergang, Chong Jom, 70 km herfra. Med Nittayas to pludrende veninder siddende ved siden af mig, suste vi gennem det flade landskab med rismarker og traehuse, saa langt ojet rakte. Nogle af markerne var endnu helt mudrede og vaade, mens andre havde denne blode lysegronne farve som et stort blodt taeppe, der blot indbod til at man ville kaste sig ud paa det. Farmerne trak rundt med deres koer i markerne, andre hostede. De smaa landsbyer vi korte gennem, emmede af landidyl. Koerne stod ubevaegelige paa vejen og gumlede paa noget graes, og bilernes opbremsning og dytteri lod ikke til at rore dem. Fire born cyklede afsted paa en cykel, og byens aeldre stod bag smaa boder og solgte nyskaaret frugt. Andre slaengede sig bare i haengekojen foran huset. Det var jo ogsaa lordag. Da vi naaede Chong Jom, blev de to laererinder sat af ved det store "border-market", og vi fortsatte hen til de forskellige check points, der skulle give mig de fornodne stempler i passet. Da vi steg ud af bilen, kom en flok born rendende og slog store paraplyer op for at skaerme os for solen. Vi viftede dem venligt vaek. Stillede mig derefter i den forste ko ud af fire. Forst ud af Thailand, saa ind i Cambodja, ud af Cambodja og sidst, men ikke mindst, ind i Thailand igen. 1400 baht fattigere, nogle stempler rigere og vigtigst af alt 30 nye dage i Thailand. Bornene kom lobende igen "one baht, one baht." Det trak op til regn, saa vi skyndte os ind i bilen og satte kurs mod markedet. Det var et inferno af kopivarer. Levi's, Diesel, Burberry, Louis Vuitton osv. Regnen gjorde dog, at det blev en tildeles ensidig oplevelse, da vi kun saa den bod med taepper, vi havde sogt ly i. Da vi kom hoppende ud af markedet, i forsoget paa at undgaa vandpytterne, kunne vi se hvordan folk hev og sled for at faa deres biler ud af den mudrede parkeringsplads. Vi slap dog helskindet gennem og korte hjem. Selvom et hvil var tiltraengt, gik jeg med Nittaya over paa beautysalonen. Bare for at holde traditionen i haevd. Satte mig derefter ved computeren og forsogte at saette nogle ord sammen, men blev hurtig afbrudt. Nittaya og jeg havde, nogle dage forinden, talt om at faa en massor herhjem, som kunne losne lidt op i min hovedpinefremkaldende nakke. Og det er nok den oplevelse, der har voldt mig flest problemer her paa bloggen. Simpelthen fordi jeg endnu ikke kan beskrive situationen, som jeg oplevede den. Men ind kom denne gamle og sammenfalde dame, og knaelede lydlost paa det taeppe, der laa i stuen. Hendes taender var malet sorte, som folk fra akha-stammen ogsaa gor, og de milde ojne var gemt langt inde bag rynkerne, som der kun blev flere af, naar hun smilede med sit sorte smil. Jeg undervurderede imidlertid hendes stryke trods de cirka 90 aar, da hun trykkede saa haardt, at jeg var ved at gaa til. Hendes form for massage handlede ikke om at losne op for musklerne, men om at arbejde med sener og blodtilforslen. Jeg var i forvejen vaeltet af stolen, ved at opleve de kraefter, denne skrobelige dame besad, og provede bare at holde ud den halve time det varede. Udover at det ikke var videre behageligt, var jeg taknemmelig for, og ville ikke have vaeret det foruden, at prove den form for massage landsbyboerne herude tror paa.
I morges vaagnede jeg til den evindelige lyd af thaimusik. Klokken var seks. Jeg vidste ikke meget om dagen i dag, udover at det indebar et tempel. Omkring middag blev der raabt "Cameeeelaaa we go now." Vi korte en time gennem det skonne landskab, ind til der stod Muan Tam Sanctuary. Jeg folte mig taget tilbage i tiden, for at vaere helt praecis - 1500 aar tilbage, med det praegtige og historiske tempel der taarnede sig op som en milepael for enden af nogle ubarmhjertige trapper. Jeg kaempede mig op ad de ujaevne trapper, som jeg tidligere kun har kaempet paa Mont Matre, og nod i fulde drag dette fantastiske og urorste stykke historie. De ru vaegge, de utallige slangehoveder paa lovekroppe og den storhed templet emmede af fik en til at fole sig beaeret over at vaere til stede. Samtidig laa det paa en gammel vulkan, og gennem enkelte huller i traerne kunne man nyde udsigten over det flade landskab. Phanom Rung, som templet hedder, er bygget i samme stil som Angkor Wat i Cambodja. Det var tydeligt at se hvordan Khmer stilen gik igen, og eftersigende har Khmer'ne sat deres praeg paa mange templer i Isan. (Nordostthailand)
Naeste uge, som ogsaa er den sidste her inden Jacob kommer, bliver hektisk. Vi har faaet til opgave at besoge hver elevs familie i klasse 5, for at folge op paa hvilke forhold de lever under. Der er 36 elever i klasse 5. Vi starter i morgen kl. 16 efter den sidste undervisningstime, og Nittaya mener, at vi kan naa fem besog allerede i morgen. Jeg ser frem til at komme ud til andre familier, og se hvordan andre landsbyboere lever.
Det var vist alt. Har pludselig faaet en uhyre stor appetit, maaske spaakonens trykkeri alligevel har sat noget igang. Saa nu vil jeg gaa paa opdagelse i koleskabet.

Ojebliksbilleder

Solnedgangen fra mit vindue

De smaa nyder en is i varmen

Afslapning paa sit hojeste

Udsigten til mit vindue fra bungalow'en

To dejlige piger fra klasse 5

Hvor jeg spenderer min tid paa skolen - engelsklokalet

En begravelse

Klokken var tyve i seks. Panflojterne, der spillede ud af bilens hojtalere, lagde sig tungt om hjertet, mens vi korte ud ad de smaa landsbyveje. Paa vej til begravelse. Drengen blev kun 25 aar. Foran foraeldrenes hus var der sat et stort telt op. Jeg trissede stille efter Nittaya, og wai'ede aerbodigt til de hun ogsaa hilste paa. Vi stillede skoene, og knaelede paa et sivtaeppe. Moderen nikkede mod os og tvang et smil frem, men taarerne, de rolige vug frem og tilbage og de knugede haender mens hun saa paa billedet af sin son, gjorde det klart at hun var oplost af sorgen. Af at miste. Vi gik paa knaerne hen foran alteret. Der stod to billeder af ham. Et hvor han, blot faa aar tidligere, afsluttede universitetet, og et hvor han sad oprejst i sengen, mens sygdommen stille og roligt tog livet fra ham. Billederne stod iblandt farverige blomster og blinkende lyskaeder, og vi taendte en rogelsespind, bojede os mod gulvet og onskede ham en god rejse. Til paradis. Sad derefter et ojeblik med den naermeste familie, uden at sige noget, men for at vise medfolelse og respekt overfor den afdode. Raekkerne af plasticstole der var sat op i teltet, var ved at vare fyldt op. Vi klemmede os ind paa anden raekke, hvorfra vi kunne se scenen, hvor det skulle foregaa. Seks munke kom gaaende, naesten svaevende, i deres orange klaeder, og satte sig paa en raekke paa scenen. Det fascinerede mig, at se hvordan de formaaede at holde den samme positur under hele seancen, som statuer sad de ubevaegelige med det samme blik i ojnene. Som havde de kontakt til den anden side. Seancen startede. Den aeldste munk messede, altimens vi trykkede haandfladerne mod hinanden foran brystet. Der blev taendt lys, og de faa gange der var ophold i munkens messe, bojede vi hovedet, til panden rorte fingerspidserne. Senere messede alle seks munke. Den ensartede lyd der kom ud af de seks munde, var naeremest euforisk. Loftede salen. Statiske som de sad, var det kun deres laeber der bevaegede sig, og efter 25 min med sammentrykte haandflader var det slut. Vi rejste os og gik ned bagerst i teltet, hvor der var stillet et festmaaltid frem. Jeg saa rundt paa de andre gaester. Hans skolekammerater, hans familie og ikke mindst hans bror. Hulkende omfavnede faren ham. Han er den eneste son de har tilbage. Jeg var bevaeget og beaeret over, at faa lov at opleve den buddhistiske tro, naar den er allerstaerkest. Da vi gik derfra, fortalte Nittaya at i morgen skulle han braendes. En ceremoni vi ogsaa skulle vaere en del af.
Solen stod hojt, og jeg svedte i mine lange bukser og min sorte bluse, jeg skulle have paa til lejligheden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af dagen, efter den meget intime og bevaegende oplevelse aftenen inden. Men ceremonien jeg stod midt i, frembragte langtfra de folelser jeg havde oplevet aftenen inden. Dette var en offentlig ceremoni, som foregik ved landsbyens tempel. Der var omkring 300 mennesker som alle sad under store pavillioner, og kunne se op paa templet hvor han skulle braendes. Den forste time gik med at forskellige mennesker donerede penge til munkene, som skiftevis gik op i templet, og onskede ham en god rejse. Det var langsommeligt. Jeg var en anelse forarget over menneskenes tilstedevaerelse. Flere snakkede i mobiltelefon, efter den havde kimet med en skinger tone i et halvt minut, andre grinede uhaemmet og hojlydt uden det lod til, at de skaenkede det en tanke, at en dreng var dod og skulle braendes. Ved alteret i templet, der var sat ligesaa flot op som aftenen forinden, kunne man skimte den ovn, kisten var inde i. Den afdodes bror og en pige delte et lille lyseblaat haefte rundt. Paa forsiden var et billede af den 25 aarige, og heri var sygdomsforlobet beskrevet. Men ogsaa hans egen beretning om at skulle do, stod deri. Som en dagbog. Tanker om at blive frataget livet kun 25 aar gammel. Om at leve i dag og do i morgen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle mene. Der var saa mange til ceremonien, som ikke synes at ofre ham deres tilstedevaerelse. Skulle de have lov at laese hans dybeste tanker. Da donationerne naaede sin ende, rejste alle sig op, og gik mod alteret. Jeg forsogte at folge trop, men kom lidt bagud Nittaya. Jeg gik paa et tidspunkt ved siden af hans bedstemor. Den skroblige gamle dame knaekkede fuldstaendig sammen og graed. Paa min anden side gik to kvinder og skvaldrede hojlydt om hvad ved jeg, men i hvert fald ikke om, at de skulle op og laegge en blomst ved alteret. Igen var jeg fyldt med modstridende folelser. Sympati og vemod omkring den afdode og den skrobelig bedstemor, og foragt for de der tillod sig at vaere saa respektlose omkring ceremonien. Jeg lagde min blomst og wai'ede en sidste gang. Alle gik derfra. Det var aabenbart det. Vi stod i en halv time oppe ved bilen, og snakkede med nogle naboer, mens jeg kunne se, hvordan foraeldrene korte fra stedet med hans billede i favnen. Pludselig lod der brag og hyl, og der blev affyret raketter. Umiddelbart efter blev ovnen taendt, og en sort rog kom til syne for enden af den lange skorsten i templet. Nu var han sendt afsted sagde Nittaya. Det var en flot maade at sige "god tur til paradis" paa, og det lettede lidt paa mine frustrationer.
Begravelsen har fyldt meget, for der er meget andet, jeg ogsaa kunne fortaelle om. Men jeg vil nojes med denne oplevelse, og snart smutte hen paa beauty salonen for at blive en anelse forkaelet.
God weekend til jer alle!
Hilsen Camilla

Den sidste vej

Vi korte fem kilometer ud ad den rode grusvej. Det virkede som evigheder. Der var intet liv at spore, blot de frodige marker, der straekte sig, saa langt ojet rakte, og enkelte ensomme koer. Det gronne landskab, tegnet op med den rode vej, var bakket, og vi maatte af og til forcere nogle voldsomme huller i vejen. Vi naermede os Cambodja. Somneang stoppede bilen paa toppen af en bakke, hvor man kunne skimte smaa hytter laengere inde mellem traerne. Det var her. Templet. Vi steg ud af bilen, og gik ud paa en balkon, hvorfra der var den smukkeste udsigt. Der var, som tidligere, ikke et menneske at se, blot den raa og uberorte natur som altid tager sig flottere ud, end naar menneskene har indtaget den. Den store bakke ovre bagved var Cambodja. Der var to spejlblanke soer, hvori de omkringstaaende traer stod paa hovedet. En stille summen af insekter og stilhed omsluttede mig, saa jeg naesten svaevende gik ind i templet. Jeg wai'ede tre gange mod jorden og er nu beskyttet af buddha. Templet var simpelt med smaa forgyldte buddhaer ovenpaa en skulptur af en skildpadde og en slange.
Vi korte tilbage ad den rode grusvej, tilbage til Ban kruat, hvorfra vi korte ud ad en anden, dog asfalteret, vej. Indtil pigtraad forhindrede os i at kore videre, stoppede vi. Her gik graensen. Cambodja var blot faa meter vaek. Vi gik op i et udsigtstaarn, hvor der var tegnet et kort over enkelte landsbyer, vi derfra kunne se i Cambodja. De var tydelige at spotte, da der steg en hvid taage af rog op i det blottede landskab. Nittaya fortalte om, hvordan cambodjanerne angreb Thailand, netop hvor vi stod, for tyve aar siden. Turen fortsatte ad snoede veje som jeg husker dem fra Rwanda, ind til vi korte langs graensen paa dee karakteristiske grusveje. Mellem marker og pigtraad. "This is the last road" sagde Nittaya, mens jeg nod at betragte naturen og landskabet folde sig ud. Om formiddagen, forinden vores tempeltur, havde jeg den udsogte fornojelse af at opleve den lokale "beauty saloon". Til forskel fra sidste uge, fik jeg denne gang mulighed for at ligge i stolen og faa ansigtsmassage og tilmed ordnet haar. Jeg tror Nittaya og jeg gor det til en lordagstradition. En tradition der kun koster 16 kr.
Dragefrugten
Jeg bor ikke undgaa at fortaelle om alle de frugter, jeg indtil videre er stodt paa. Oftest ligner det langt fra frugter, som da jeg var paa markedet og til min glaede saa nogle kartofler, viste det sig selvfolgelig at vaere frugter. Endda en meget sjaelden frugt kaldet "long gong" fra Malaysia. Min umiddelbare favorit er den farverige "Dragonfruit". Trods det saere navn, vil jeg ogsaa kun kunne associere den til en drage, da den udenpaa er lyserod med gronne pigge. Naar man skaerer den over kommer der en rodbedefarvet frugt med smaa sorte kerner i til syne. Den smager meget friskt som et jordbaer med de knasende kerner, men er meget vandholdig som fx. en melon. Dertil er man garanteret lillae fingre resten af dagen, ved bare at have spist et enkelt stykke. Der er mange andre frugter. "Rambutan" som, ikke ligefrem indbydende, er skrigrod med pigge hele vejen rundt. "Durian" som mange mener er en delikatesse, saafremt man ikke lugter til den. Den har en meget gennemtraengende lugt af gammel ost, og er meget cremet at spise. "Mangosteen" er langt fra i familie med Mangoen, da den brune skal gemmer paa en hvid halvbehaaret frugt indeni, og sidst "Jackfuit" som de af os, der har vaeret i Afrika kender. Det er en stor frugt, ca 40 cm lang, som er lidt gummiagtig, men trods alt bedre her end i Uganda. Jeg mangler en frugt paa listen, men har endnu ikke fanget navnet paa den. Historien er den samme som kartoflerne - jeg pegede paa den, fordi jeg netop troede at det ikke kunne vaere en frugt. Den minder om en forbraendt kaktus, da den er rodbrun med smaa pigge som man virkelig kan stikke sig paa, og indeni er der en lysebrun kerne, som de mener er spiselig.
Det rode flueben
Sidst vil jeg blot fortaelle om den hverdag, jeg synes, jeg er faldet saa godt ind i her. Jeg moder oftest paa skolen mellem kl. 9-10 og har senest fri kl. 15, saafremt vejret arter sig til at gaa hjem i. Der er hojst fire undervisningstimer per dag. Jeg synes nu, at jeg er kommet ind i en dejlig rytme, hvor jeg ved, paa hvilket niveau eleverne er, og kan derfor tage fat hvor jeg slap sidste gang. Det der fascinerer mig mest, er den determination eleverne har omkring at lose en opgave til punkt og prikke. De er saa ivrige efter at lose opgaven, og bliver ofte et kvarter laengere, bare de kan faa mit rode flueben, og deraf godkendelse, paa at de har lost opgaven korrekt. Nittaya fortaeller ofte om, at engelsk er det lavest prioriterede fag i Thailand, og at hun kaemper, for at faa eleverne til at synes, at engelsk er interessant. Det er forstaaeligt at landsbybornene, der blot bor 8 km fra Cambodja, ikke forstaar, hvad de vil faa ud af at laere et sprog, de hojest sandsynligt ikke vil faa gavn af. Det er af den simple grund, at Nittaya trakker volontorer hertil. For at vise at jeg kan kommunikere, udelukkende fordi jeg kan engelsk. Hun kan se at det inspirerer bornene, og giver dem lyst til at laere. Det er jeg glad for at vaere en del af. I middagspausen mellem kl 12-13 modes vi med tre andre laerere, og sidder paa det kolde klinkegulv i musiklokalet, med alt det eksotiske mad foran os. Det er altid en farverig oplevelse, ikke blot paa grund af maden, men ogsaa fordi den ene laerer er homoseksuel. Han er altid det underholdende indspark. Forleden dag fortalte han om, hvordan han duftede til sin nuvaerende kaereste, forste gang han modte ham. Hans personlighed og udseende ville heller ikke drage mange i tvivl, om hvilken side han var til. Han er saa inkarneret bosse, at det bare er sejt. Da vi, samme dag, skulle tilbage til undervisningen, sagde Nittaya "He likes boys, not men but boys" og grinede hojlydt. Jeg tror maaske at det er et kulturelt handicap, at vi fra Danmark har et saa forkert forhold til laerere der kan lide deres elever. Man taenker naesten med det samme "forbrydelse", men jeg ville aldrig forestille mig det gode menneske gore nogen born fortraed, udover at vaere glad ved at laere dem noget. I dag er det sondag, og det er pt. 38 grader og alt for varmt til at vaere ude. Nittayas sonner ligger ogsaa bare udmattede paa klinkegulvet og ser en dvd. I gaar aftes grillede vi igen, som sidste lordag. Det er dejligt hvordan Somneang og Nittaya formaar at samle alle de lokale, og jeg nyder at faa lov at opleve landsbylivet herude.

Det var vist alt for nu. Jeg vil ligge mig til rette i haengekojen og nyde dagen.
Hilsen Camilla