Paladser og krig

En af os havde for mange tommermaend, da vi dagen derpaa trillede ind i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Her tjekkede vi ind paa det noget simple, men dejlig billige Grand View Guesthouse. Paa en tuktuk bad vi chaufforen kore os til Vietnams ambassade, saa vi kunne faa et visum. Da vi var naaet frem, havde udfyldt formularen og klaebet et smilende billede paa, fik vi at vide, at vi kunne faa 15 dage gratis, saa vi pakkede alting sammen igen og begyndte at vandre ind mod byen. Her spiste vi aftensmad paa den populaere restaurant Friends, hvis tjenere og kokke var tidligere gadeborn. Det var inspirerende at se koncentrationen, smilene og talenterne hos de tidligere gadeborn. At vide at man kunne hjaelpe born fra gaden ved at spise der gjorde appetiten lidt storre.
Vores anden dag i Phnom Penh stod i folkemordets navn. Vi besogte Killing Fields, som fungerede som et henrettelsescenter mellem 1975-1979, og torturfaengslet Tuol Sleng. Oplevelsen blev aldrig saa staerk som sidste aar i Rwanda, men Tuol Sleng var tros alt skraemmende i al sin enkelhed. Stedet havde inden Khmer Rouge fungeret som high school, og vi vandrede blot fra det ene klassevaerelse til det andet. En seng var det eneste der stod tilbage i rummet. Som da Khmer Rouge torturerede de uskyldige Cambodjanere. Paa vaeggen hang et, kun et, billede af hvilket syn, der havde modt Vietnamneserne, da de fandt faengslet i '79. Billederne viste personer laenket til sengen, banket, kvalt eller givet stod til dode. Det virkede staerkt idet at rummene var identiske med billederne. I en anden blok var en udstilling med billeder af alle fanger, levende og dode. Born, unge, modre og bedsteforaeldre. Ingen barmhjertighed. Tilsidst saa vi deres fangeceller og laeste om folkemordets forlob ind til vi, 20 min efter at museet havde lukket, gik ud.
Sidste dag i den livlige by brugte vi blot paa at fornemme byen og stemningen. Startede paa det russiske marked, hvor Camillas shopaholiske hjerte naesten blev revet i stykker, da hun gik tomhaendet derfra. Fortsatte derfra videre til Independence Monument, hvor vi nod at folge med i nogle borns gadefodbold. Da varmen gjorde det muligt gik vi videre til Royal Palace, som er kongens permanente residens. bygningerne og haven straalede af storhed og perfektionisme, og mindede en smule om templerne i Bangkok. Vi saa stedets kendte solvpagode, som er en bygning hvis gulv er lavet udelukkende af solv, og som huser en 90 kg buddha af rent guld med yderligere 2000 og nogen diamanter. Om aftenen modtes vi med Maja og Julie, til en knap saa fuld aften som den i Siem Reap. Spiste og snakkede ind til en kaemperotte stjal opmaerksomheden, og vi besluttede os for at modes i Vietnam igen.
D. 16 juli trillede vi ind i Ho Chi Minh City i Vietnam. Busturen havde vaeret en ukompliceret fornojelse, paa naer stoppet ved graensen, hvor vores tasker skulle tjekkes. Vi havde besluttet, at denne dag blot skulle gaa med at slendre rundt i gaderne for at fornemme byen. Vi begav os ud i de knallertfyldte gader, hvilket i sig selv er en underdrivelse, da vi ikke hverken turde eller kunne krydse gaden. Det var som en flod hvor sluserne blev aabnet, forst fra den ene side saa fra den anden. Vi fortsatte langs floden og endte i det noget rigere Dong Khoi omraade, hvor vi langt om laenge fandt en restaurant, vores gronne pengepung kunne klare. Sidste dag i Ho Chi Minh stod i museets navn. Efter lidt shopping og postkortskrivning gik vi hen til deres War Remnant Museum, et museum for Vietnamkrigen. Vi startede vores rundtur i deres 6 afdelinger, og saa forst kampvaabens- og kampflyusdstillingen udenfor. Utroligt mange forskellige amerikanske draebermaskiner. Begyndte rundturen som var godt dokumenteret af tekst og grusomme billeder. Midlerne amerikanerne brugte indebar bl.a. grusomme og barbariske afhoringer og drab af minoriteter i bjergene og skovene, der frygtedes at stotte guerillahaerene fra nord. Derudover gjorde deres brug af pesticider og napalm deres frugtbare landskab overskuelig og gold. Udstillingen var en haard oplevelse, da det var en vietnamnesisk udstilling, der tegnede et staerkere billed end den vinkel man ellers har hort om krigen fra. Utrolig hvilken gaestfrihed de har mod amerikanerne i dag, og det er tydeligt, at det er den vietnamnesiske vilje og mentalitet, der vandt krigen samt krigen mod fattigdom. Udstillingen viste horrible og folelsesladede billede taget af krigsfotografer, deriblandt to pulitzer, ubehagelige faengselsceller og torturinstrumenter samt en udstilling med mange landes propanganda-materiale i forhold til at faa amerikanerne ud af Vietnam. En slags tak. Inden bussen tog os videre op i landet, nod vi en pizzabuffet og forsogte at fordoje dagens oplevelse.

I tempelland

1000 billeder er blevet taget, og hvis hvert billede tilmed siger 1000 ord, er der nok at berette fra turen ind til nu. Men for at starte hvor jeg sidst sluttede, saa korte vi mod Cambodja en tidlig morgen i Juli. Kontrasten mellem Thailand og Cambodja er enorm. Vi kom fra fine asfalterede veje til rode, hullede grusveje, hvor transportmidlet i stedet var paa cykel elle koryg. Frygtlose satte vi os ind i en taxa, der skulle tage os de fire timer til Siem Reap. Den frygtloshed forduftede ganske hurtigt i takt med vores chauffors rally/dodskorsel. Jeg tog Jacob i haanden og taenkte: korer vi galt inden vi naar Siem Reap, er jeg glad for at holde en i haanden, jeg elsker. Vejene blev dog bedre, og efter fire timer kunne vi aande lettede op, som vi trillede ind i turistbyen paa laenge asfalterede veje. Siem Reap var vores forste destination paa vores rejse, og her saa vi frem til at se mange overvaeldende og smukke templer - forst og fremmest Angkor Wat.
For fanden og nogen andre havde faaet sko paa, var vi den folgende morgen paa vej ud til templerne. Vi skulle naa solopgangen ved Angkor Wat, og solen staar desvaerre allerede op mellem fem og halvseks. Blandt hundredevis af andre blitzende turister indtog vi det praegtige og historiske tempel. Templet er bygget i det 10. aarhundrede, og er udnaevnt som et af de syv menneskeskabte vidundre. I takt med at solen kravlede laengere og laengere op ad den store graa bygning, gik vi udforskende rundt, op og ned ad trapper, forundrede over at loftet ikke styrtede sammen og betragtede de flotte indgraveringer i vaeggene. Efter nogle timers vandring besluttede vi os for at tage videre. Vores tuktuk chauffor, Mr. An, der skulle kore os rundt de tre dage, var den mest storsmilende og karismatiske person vi laenge havde modt. Hver gang vi kom haltende traette ud fra endnu et tempel, stod han og vinkede med ben og arme, med et smil der bredte sig fra det ene ore til det andet. Han gjorde turen saerlig. Vi fortsatte videre mod Bayon. Det skal lige siges, at vi paa de tre dage besogte omkring 18 templer, hvorfor jeg kun har valgt at fremhaeve de tre mest specielle. Bayon er kendt for sine ansigter, hvilket i sig selv kan lyde lidt maerkeligt, naar jeg taler om et tempel. Men der er intet mindre end 216 ansigter hugget ud i de graa klippesten. Et sandt mestervaerk. Tuktuk'en dronede videre til steder, jeg ikke laengere husker navnene paa, men vaerd at naevne er Ta Prohm. Forskelligt fra de to fornaevnte, var dette tempel ikke forsogt bevaret. Store traeer havde indtaget det 1000 aar gamle tempel, som senest er blevet brugt i filmen Tomb Raider. Det var autentisk og fantastisk at se naturens kraefter og udfoldelse. Dagens strabadser sluttede med en kold Angkor Beer.
Dag to startede knap saa tidligt. Vi saa templer, selvfolgelig, men bad ogsaa Mr. An om at kore os lidt laengere vaek til et vandfald. Det skulle vise sig at vaere det perfekte og ikke mindst nodvendige afbraek fra templerne, da vi morede os med at vandre op ad den lille junglesti, haenge os i nogle lianer, bade under vandfaldet og nyde udsigten og naturen. Tilbage i tuktuk'en fortsatte vi paa "grand tour" som var yderligere 6 templer. Da solen ogsaa havde set nok templer, gik vi op paa en bakketop og kunne slappe af, mens solen stille fortrak sig og kastede sit sidste lys over Angkor Wat. Denne aften faldt vi allerede i sovn inden Serena havde vundet over Venus.
Sidste tempeldag blev heldigvis ikke saa tempelagtig. Vi lagde ud med Rolous Group som er en gruppe paa 4 templer bygget i det 9 aarhundrede. Det blev en hurtig overstaaet affaere, tildeles fordi vi var maettet, men ogsaa fordi vi gjorde hvad vi kunne for at undgaa de portraetfotosafhaengige kinesere. Efter de fire templer korte smilende Mr. An os hen til den flydende landsby, som laa paa den anden side af Siem Reap. Her boede menneskene enten i flydende huse eller baade, og umiddelbart virkede det utrolig idyllisk. Maendende samlede sig og spillede kort, mens kvinderne og bornene svang sig i haengekojerne eller lavede mad. Paa floden var baade skole, laege, mekaniker og smaa dagligvaremarkeder. Tilbage paa vores hostel i Siem Reap spiste Jacob og jeg om kap inden sovnen indhentede os. Om aftenen modtes vi med Maja og Julie paa en tosset, men ganske saerlig restaurant, for vi faldt i flasken og endte med at danse paa gaden kl. 01.00. Maja har sidenhen fortalt, at en fyr kom hen til hende, mens Jacob svang mig rundt foran polsevognen, og spurgte "Are they professionals?" hvor Maja ganske aerligt svarede "No, they're just drunk."
Rejsen fortsatte naeste morgen til Cambodjas hovedstad Phnom Penh...

Bangkok vs. Isan

Tirsdag d. 24 juni tog jeg tilbage til Bangkok. Jacob ville lande to dage senere, og mit utaalmodige hjerte ville blot have tiden til at gaa med at nyde det pulserende liv i storbyen. Dagene gik - pengene blev brugt og pludselig stod jeg i koen af spaendte ventende i ankomstterminalen. Den store skaerm med ankomststider oplyste at flyet var bekraeftet og ville lande 12.42. Det var en gensynens glaede da vi spottede hinanden i maengden og faldt hinanden i armene. Efter et tiltraengt hvil besluttede vi os for at spise paa den internationale restaurant i MBK shoppingcenter. Restauranten var indrettet saaledes at man kunne gaa rundt mellem forskellige lande og vaelge mad fra Italien, Graekenland, Vietnam, Japan, Kina og selvfolgelig Thailand. Da morket havde lagt sig, satte vi os i en taxa mod China Town. Eftersigende skulle det vaere langt mere farverigt om aftenen, eftersom gaderne er oplyst af deres kinesiske skilte. Og lysende skilte var der nok af, men jeg havde forestilt mig flere boder og knap saa mange fortovsreeaturanter. Vi gik lidt rundt og sugede indtrykkene til os. Den saerligt duftende mad, de karismatiske sidegader og mylderet af tuk tuk'er og taxier. Vores forelobig sidste dag i Bangkok blev en varm, tildeles kogende, affaere. Vi tog faergen paa Chao Praya og stod af ved Bangkoks aeldste og storste tempel - Wat Pho. Wat Pho er kendt for den mere eller mindre enorme liggende buddha. Storstedelen af tiden brugte vi dog paa at gaa ind og ud af alle de praegtige og guldskinnende templer, som tilsidst mere blev en flugt fra den slaaende varme, da vi matte tage vores lukkede sko af og kunne sidde henslaengt og nyde brisen fra blaeserne der stod rundt omkring. Paa et af vores stop i templet kom der pludselig en gruppe munke og satte sig til at messe foran den store forgyldte buddhastatue. De messede paa samme maade som til begravelsen, hvor den aeldste messede forst, hvorefter gruppen gentog efter ham. Sidst men ikke mindst vaerdigede vi den liggende buddha et par billeder. Den 47 meter lange og 15 meter hoje figur skulle eftersigende ikke kunne vaere paa et billede - men det lykkedes, trods kampen for en plads blandt de blitzende turister. Vi fortsatte videre mod Grand Palace, som forhen har fungeret som kongens tilhorssted, men i dag blot bliver brugt ved saerlige lejligheder. Og hertil kommer grunden til de lukkede sko og deraf de meget svedende fodder. Der er nemlig en dresscode, saafremt man vil besoge kongens residens. Jacob skulle have lange bukser paa, min nederdel skulle daekke knaene og vores t-shirts skulle daekke skuldrene. Storsvedende forsogte vi at holde koncentrationen omkring de mange praegtige bygninger, som strakte sig over et areal paa 21 hektar. Efter to timers tid tvang sulten og varmen os videre. Med i rygsaekken havde vi nu faaet endnu et par templer, en flot emerald Buddha statue og de gamle kongeslotte. Gik herpaa mod turistmekkaet i Bangkok - Khao San, og fandt langt om laenge en Burger King, som i ojeblikket sparede os for flere smagsoplevelser. Frygtlose vendte vi tilbage til Khao San hen paa aftenen, efter et ganske koligt bad hjemme paa hotellet, da den berygtede og populaere gade skulle vaere meget livlig og farverig om aftenen. Vi slog os ned paa en hyggelig, men ikke mindre stojende, restaurant, og nod det i den grad pulserende liv af gadesaelgere og hvide turister paa pubcrawl, mens vi fik lidt aftensmad og nogle gode thai-ol. Livet og ikke mindst virvaret er svaert at beskrive. Gaden var som en rave-fest med de dunkende rytmer der spillede ud fra barene, de smaa thaipiger med meget korte kjoler skulle lokke menneskene derind, der var gadesaelgerne med akhakostumer og andre der solgte toj eller reklamerede med ping-pong show. Naeste morgen passede det os fint, at vi blot skulle hoppe paa en bus og vente i seks timer, til vi trillede ind paa den ode busstation i Prakhon Chai. Nittaya og Somneang var der kort efter, og det foltes lidt som at komme hjem igen. Til vante omgivelser. Der er en maerkbar forskel mellem det buldrende liv i Bangkok, og det rolige og harmoniske liv paa landet i Isan. Her er de farverige taxaer skiftet ud med ladvogne, og byens skyskrabere skiftet ud med smaa vejsiderestauranter. Vi spiste aftensmad paa terassen og slappede af resten af aftenen, da vi skulle meget tidlig op sondag morgen.
06:15 ringede vaekkeuret. Vi skulle kore til en elefantlandsby, der laa omkring 100 km herfra. Flere og flere elefanter kom til syne i vejkanten des taettere vi kom paa landsbyen. De lokale red paa dem og styrede dem ved at prikke dem ind i siden med en pind. Dyrene var sammenlignet med Afrikas elefanter ikke ligesaa store, men forskellen var mest udpraeget laengdemaessigt. Som om Asiens elefanter blot er mere kompakte. Fremme ved selve servaerdigheden kunne vi spotte mange elefanter staa bundet rundt omkring. Den storste af dem stod ligefremme, under et halvtag for sig selv, og gnaskede store gronne blade i sig. Den skulle eftersigende vaere over 20 aar. Vi fortsatte rundt ad de smaa stier. Saa skore thailaendere gaa under maven paa en gravid hunelefant, hvilket skulle bringe held. Vi stoppede ved en mindre, mere overkommelig, elefant. Skort som det end lyder, var det som om, at de havde et kropssprog. Naar vi fik taget et billede loftede den lille elefant snablen og var udemaerket klar over, at der blev taget et billede. Naar man gav dem bananer, nikkede de kort, som om de takkede, og gav man elefanten en pengeseddel som donation, var den ogsaa klar over det og afleverede sedlen i haanden paa ejeren, der stod ved siden af. Hvis de ikke opforte sig ordentlig, fik de et lille slag, hvorefter elefanten saa skammende ned i jorden. Det kom lidt bag paa mig, at de var saa bevidste omkring hvad der foregik. Elefantshowet startede, og her kunne vi blot sidde tilbagelaenet og nyde de fascinerende kunstner disse store dyr kunne praestere. Der var basketball, fodbold, pilekast, en elefant der malede paa en t-shirt og snurren rundt med hullahopringe. Selvfolgelig skulle de, der turde vove det, ogsaa vaere frivillige i showet. En mand lagde sig og fik et taeppe over sig, hvorefter elefanten, den meget store og tunge elefant, skulle massere ham med sit ene forben. Tre andre skulle ligge paa en raekke og fik forst lov at rejse sig, efter at to elefanter formaaede at traede over dem - uden at ramme dem. Utrolig hvilken kontrol de havde over deres store kroppe. I ovrigt blev EM finalen afgjort ved elefantstraffespark. Eller afgjort er vidst saa meget sagt, for det endte uafgjort, men det var saerdeles underholdende, isaer da en af de store hanelefanter kom lobende ind med sit femte ben dinglende fra side til side, og var ved at ramme bolden med dette ekstra ben. Efter showet fik vi en kort ridetur rundt i landsbyen paa en tildeles skraemmende, men roligt vuggende, elefant.
Det blev mandag morgen og vi cyklede hen til skolen som aftalt kl 10. Det viste sig desvaerre at der ingen elever var og derfor ingen undervisning, da de havde faaet fri, saa laererne kunne faerdiggore deres hjemmebesog mandag og tirsdag. Vi har planlagt at rejse til Cambodja paa torsdag, saa disse dage er blot gaaet med at vandre ud af de smaa landsbyveje og besoge elevernes familier. Nu ser vi begge frem til at nyde den sidste dag med bornene i morgen.
Alt for nu - der er enkelte billeder nedenunder! I forhold til helbreddet (typhoid) har jeg det langt bedre nu, foler mig for det meste rask. Tak til alle jer der saa opbakkende har skrevet.