Gadebarnets vuggevise

Nogle gange støder man på nogle mennesker, hvis skæbne er fuldstændig forskellig fra de fleste danskeres. Så anderledes og rå at de nærmest er ubegribelige. De passer ikke ind i det verdensbillede, man selv er så forvænt med, men alligevel trænger historierne på i ens bevidsthed eller måske ligefrem samvittighed. Det er vel et naturligt - men nærmest umuligt - forsøg på at sætte sig ind i de skæbners liv og dermed få det fulde perspektiv. Forsøget er selvfølgelig dømt til at være overfladisk og forestillet, da man aldrig vil føle disse skæbner på egen krop. Måske er det ubegribeligt, fordi de er børn. Måske kompliceres det af, at de deres skæbne til trods er så positive og livsglade. Det er i hvert fald komplekst. Bare det, at de egentligt er børn, er næsten helt surrealistisk. Børn mellem 6 og 14 år, der klarer sig på egen hånd uden forældre, uden mad, uden ly og uden støtte overhovedet – selv ikke fra staten, som i de rige velfærdssamfund i det mindste ville forsøge at give dem et indhold og muligheder. Vent, sandheden er faktisk, at staten gør en indsats. Men om det er for børnenes eller byens fremtonings skyld er ikke afgjort. I Naguru er der et børnehjem (den officielle betegnelse)/et børnefængsel (børnenes udsagn)/et internat (det plausible betegnelseskompromis). Hvad ved jeg? Jeg burde tjekke det ud selv…

Nætterne tilbringes i de dybe afløbsrender langs vejkanten, hvor skidt og rotter huserer. Det eneste remedium er en gammel kornsæk, de bruger som sovepose. Når det regner, gælder det om at finde ly et sted. Her er børnenes eneste mulighed at finde en veranda. Imidlertid er disse ofte bevogtet, hvorfor børnene må bestikke vagterne for at få lov til at sove der. Penge tjenes ved at samle tomme plastikflasker. 1 kg (cirka 12) indbringer 200 shilling, hvilket svarer til godt 50 ører. Hvis børnene er heldige finder de sålen på en udtrådt sko, de kan få tilsvarende beløb for, hvis den er i god stand. Deres ’varer’ bringer de til specielle gadebørnsmarkeder, som veksler disse til penge. Problemet er imidlertid, at de yngste ofte må afhænde en vis procentdel af deres gevinst til de ældste. Survival of the fittest. I den centrale del af Kampala er man ligefrem inddelt i specielle grupper, der hver har sig eget territorium. Indtræden på andres territorium kan i værste fald medføre døden. Det er råt. Det handler om overlevelse. Det er spillereglerne.

Klokken er ved at være mange. Jeg tror ikke, at jeg kan holde mig vågen længere. Jeg har haft en hård dag på kontoret med aircondition og en blød kontorstol. Jeg tror, at jeg ligger mig i min nyredte og bløde seng. Uden for vores bevogtede boligområde er børnene sikkert ved at finde sig til rette i afledningsrørene. De er heldige i dag - det regner ikke. Måske er nogle stadig aktive for at skaffe penge gennem tiggeri eller salg af gevinster i affaldet. Livet er hårdt. Hvem er jeg til at konkludere det? Sov godt.

Kawempe Home Care

Mit mål med at vælge det danske liv fra og satse på et år i Uganda var, at jeg ville være i stand til at få noget praktisk erfaring relateret til min uddannelse som sygeplejerske. Det viser sig, at jeg får meget mere end det. Som frivillig er jeg blevet taget i mod hos Kawempe Home Care, der ligger nord for Kampala - omtrent 6 km fra Bukoto.

Øjebliksbillede

Når jeg møder om morgenen, sidder de første klienter allerede klar i skyggen af vores pavillion på de farverige plastikstole. Før vi kan begynde de kliniske undersøgelser af hver klient, må de først se til og, som oftest, smågrine af vores morgengymnastik. I en rundkreds står vi og laver yoga-lignende øvelser, synger derefter en sang til jesus og beder en bøn, før vi giver hinanden hånden og fordeler os på vores respektive pladser. Jeg sidder i klinikken.

Klinikken består af fem små borde, stole på hver side samt afskærmning til to af pladserne. På væggene hænger der store plancher om symptomer og behandling af tuberkulose(TB), kombinationsbehandling af HIV og TB samt en beskrivelse af grundlaget for Kawempe Home Care “moved by love”. På de små borde ligger der tårnhøje stakke af journaler. Klienterne melder sig hos sekretæren, som efterfølgende finder deres journal og lægger den nederst i bunken - så de rent faktisk kommer ind i rækkefølge. Imponerende nok er journalerne meget fyldestgørende for hvert besøg hos os. Som dagen går, bliver bunken kun større, og først når klokken runder 15, kan vi se, at det svinder i dem.

Arbejdet består i at tilse og undersøge klienternes tilstand. Det kan være alt fra TB, HIV, influenza, malaria, halsbetændelse, hudinfektioner, føleforstyrrelser til “banaliteter” som hovedpine og forkølelse. Praktisk talt sidder vi i klinikken med de samme opgaver, som en læge ville gøre i en dansk lægepraksis. Men de ryster bare på hovedet og griner lidt af mig, når jeg forsøger at forklare, at jeg ikke er dygtig nok til at kunne alle præparaterne udenad og ordinere eller ændre i klienters medicin. Det er ligegyldigt. De har brug for hjælp til at tilse det store antal af klienter, så jeg må bare lære det.

Når de syge er sygest

Langt størstedelen der kommer hos os, er HIV-positive oftest i kombination med tuberkulose. Én ud af de mange udfordringer for mig er at vide, hvordan man skal reagere, når deres CD-4 tal er under 250. Og hvad er CD-4 tal egentlig? Jeg vil ikke komme med en længere forklaring her, men jeg har meget at lære endnu. Jeg har arbejdet sammen med to forskellige klinikere, som har forsøgt at give mig det bedste indblik i medicinen og deres utal af forkortelser. Altimens jeg prøvede at forstå deres udtale under undersøgelserne, blev vi flere gange distraheret af mennesker, der kom bærende ind med en klient, der var så dårlig, at vedkommende enten ikke kunne stå eller var ved bevidsthed. Samtidig ville vi sidde med en HIV-positiv klient på syv år, der var kommet selv for at hente sin medicin, da begge forældre var døde af AIDS. Denne lille pige, som er på alder med min lillesøster, skulle have taget en CD-4 test, for at holde øje med udviklingen af hendes HIV. Det er den eneste test med en egenbetaling på ca. 20 kr - hvilket er mere end hun ville have til sig selv på en hel måned. Pigen fik at vide, at hun inden næste besøg skulle have skaffet pengene til testen. Uden den vil vi ikke vide, hvilken type medicin hun skal have. Det er slående, hvor barsk og nærmest ubarmhjertigt livet kan være hernede.

Ugandisk hjemmepleje

Hver eftermiddag tager en af klinikerne på hjemmebesøg i landsbyen. For at en klient er et hjemmebesøg beretiget, skal vedkommende være dødelig syg og ikke være i stand til at komme hen til klinikken på egen hånd. På et af hjemmebesøgene mødte vi en mand, der var så dårlig pga. AIDS og TB, at han græd, da vi bad ham om at sætte sig op. Jeg har tidligere, i den danske hjemmepleje, mødte terminale borgere, men den afgørende forskel fra Danmark til Uganda er, at der oftest ikke er råd til at smertedække de ugandiske klienter, hvorfor de hver dag må leve med ubeskrivelige smerter. Vi er utrolig privilegerede i Danmark. Ikke nok med at det terminale forløb bliver gjort så smertefrit og overkommeligt som muligt, så er det også gratis. En dansk borger ville ca. få 3 eller flere besøg hver dag. Her har vi kun råd til at besøge dem en gang om ugen. Uden at udpensle det yderligere, er der kort sagt virkelig brug for hjælp og penge til medicin. Jeg får eftersigende mine egne hjemmebesøg akkompagneret af en oversætter, når de vurderer mig dygtig nok til at kunne ordinere medicin.

Jeg slutter min uundgåelige sammenligning her - for i virkeligheden kan det slet ikke sammenlignes. Kawempe Home Care er det rigtige sted for mig. Der er brug for hjælp, jeg kan lære meget og jeg får et stort indblik i ugandisk sprog og kultur. Nu vil vi tage til Masindi i weekenden, så i løbet af næste uge får i forhåbentlig en beretning derfra.

Camilla og Jacob

Hjemmebesøg

We are red, we are white, we are Danish dynamite

Yes, så kom vi tilbage til de fodboldglade 80’ere for en stund. Lasse og jeg fik i går debut for, ja lad os bare være ærlige, et ganske ægte 80’er hold. Foruden Lasse og jeg var gennemsnitsalderen i hvert fald på den pæne side af 40, hvilket også forklarer kampråbet. Men det være sagt, så var niveauet ganske pænt. Holdet består af nogle af de danske expats med størst fodboldpassion, hvorfor vi selvfølgelig var ærgerrige efter at vise os fra vores bedste side. Ligesom i 1984 havde vi danskere en nysammensat trup, og var klar til at spille et træningseuropamesterskab, hvor kun Belgien og Holland var ’hurdlerne’ på vejen mod ultimativ succes. Turneringen foregik på et fint græstæppe på den fine Kampala International School, hvor der blev spillet 7 mod 7, to kampe mod hvert hold og med en vandslange som sidelinje (i hvert fald så langt den kunne nå).

Lad det bare være sagt med det samme; vi vandt turneringen med 4 ud af 4 sejre, men undertegnede scorede ikke og benene føles i dag mest af alt som eksploderede dynamitstænger. Dog var det under alle omstændigheder dejligt at få rørt sig, og gad vide om ikke den tynde luft (Kampala ligger i ca. 1300 meters højde) snarere end dårlig kondi kan forklare pulsen flere gange rundede 220 (nogle ville måske komme med indvendinger her). En anden forklaring er måske, at det krævede en smule mere løbepensum at dække op med de ældre herrer, end de 90 % teenagere jeg til daglig ligger og dribler rundt med. Turneringens suveræne topscorer blev Thomas, som vi tidligere har været i Entebbe og spille golf med, og hvis bil vi er ved at investere i.

Mitshubishi Mirage = Driver with attitude

Tanken om en bil opstod egentligt ganske impulsivt en dag, men efter en række overvejelser virker et bilkøb egentligt som den rigtige investering – ikke mindst set i en personlig sikkerhedsoptik. Derfor har Camilla og jeg været ude at se på – en brøkdel af – Kampalas biler både fredag og lørdag. Bilerne er direkte importeret fra Japan og holder i tusindvis i forskellige indhegninger lidt uden for byen. Til trods for det store udbud lykkedes det os ikke at finde nogle biler til under $5500. Til gengæld forelskede vi os i en stor og pæn Toyata Spacio (rigtig familiebil uden at det skal tages som et signal), som i udgangspunktet kostede $6000. Spørgsmålet er så om forelskelsen er værd en udskrivning på så meget med en afskrivning, der potentielt er på hele beløbet med den vanvidskørsel, der ofte praktiseres hernede. Til trods for at det meste af junglen i Uganda er fældet, og der kun resterer lidt på grænsen til Congo, så hersker jungleloven på vejene, hvor stor dominerer lille. Som landet ligger nu, bliver vi nok enige om, at købe Thomas’ Mitshubishi Mirage Coupe med alufælge, hecspoiler, slangeskindsindtræk og rigtige racersæder. Den er kort sagt: dirty (og som vi så den i går ikke kun i overført betydning). Den koster kun $2000, og virker derfor som en mere overskuelig udgift. Hvis det bliver det, vi beslutter os for, kan vi fra 1/9 komme frit rundt i Uganda og opleve landet.

Ugen på ambassaden

Efter de første to ugers ’feriemode’ på ambassaden, hvor meget af arbejdet bestod i ad hoc opgaver for viceambassadøren, opdatering af vores projektdatabase og forberedelseslæsning på fællesdrevet, er jeg i denne uge rigtigt kommet i ilden. Jeg har blandt andet afleveret en rapport om udnyttelsen og forringelsen af naturressourcer i landet som stort set uredigeret blev sendt til UM, og som skal danne grundlag for en tildeling af klimapuljemidlerne under udviklingsbistanden. Statsrevisorerne (hvori notabiliteter som Mogens Lykketoft, Helge Adam Møller, Manu Sareen og Svend Erik Hovmand sidder) kommer på besøg i næste uge, og som forberedelse til det, har jeg forberedt en redegørelse for, hvorledes vi i Governance-teamet ud fra rammerne i vores Democracy, Justice and Peace Programme monitorer, evaluerer og følger op på bistandsindsatser, hvilket var lidt af en teknisk omgang. Derudover har jeg været med til at finpudse håndakterne til statsrevisorerne og udskrevet de interne håndakter, som i hvert fald rundede de tusind sider. Ugen bød også på 4 møder, herunder; et introduktionsmøde med Deepening Democracy Programme, som jeg var hos i januar; et teammøde; det obligatoriske torsdagsmøde (jeg er referent); og marathonmøde angående Public Sector Reform and Decentralization på 3 timer og 30 minutter (lige så lang tid som mit maraton for præcis et år siden), hvor jeg – desværre – også var referent. Efter 16 siders håndskrevne notater og en skrivekrampe var jeg godt medtaget, da der bliver talt meget i forkortelser (koder), og de lokale ikke altid udtrykker sig lige klart. Fredag blev en god uge så afsluttet med et festligt indslag, da en 27-mand stort synge- og dansetrup skulle tildeles bona fide (tillidsvisum) visum til Danmark. Normalt tager behandlingstiden for almindeligt visum 5 uger, men da de skulle optræde i 5 danske kommuner, og de ikke havde fået ansøgt i tide, var den eneste udvej et bona fide visum. Denne type visum kan ambassaden udstede til personer, der ofte rejser til Danmark, og som der er kendskab og tillid til. Da dette forhold ikke gjorde sig gældende for vores talentfulde ugandere måtte de igennem en timelang screeningsprocedure, der skulle sikre, at ambassaden kunne stå inde for dem. Denne screening indebar blandt andet, at de skulle give to numre i ambassadens gård. Storartet afbræk!

Næste uge byder 7-9-13 på en 3 dages tur nordpå til Gulu og Lira, hvor folk fra DDP skal undersøge vælgerregistrering, civilsamfundets indsatser og valgkommissionens arbejde. Jeg har altid gerne ville nordpå til området, der indtil for bare fire år siden var præget af en 20-årig lang og brutal borgerkrig, der bl.a. stadig sætter sine spor i stadigt stort antal ’Internally Displaced People’. Derfor håber jeg, at der er plads til mig på turen.

Jeg vil ikke berette mere nu, da vores unge læserskare har udtrykt ønske om kortere indlæg. Selvom vi finder det lidt foruroligende, at ellers ganske bogligt begavede (in spe) universitetsstuderende ikke kan overskue lange indlæg, vil vi selvfølgelig forsøge at efterkomme deres efterspørgsel (fremover). Så håber vi ikke, at de bliver så udmattede, at man skal læse om flere 5-1 fadæser hernedefra.

Til sidst: Stort tillykke med de 21 år, Stine. Vi håber, at du kommer ned og besøger os i løbet af året.

Søndag formiddag var vi sammen med gadebørnene mens de øvede dans og sang

De tre springkanoner

Lige som fodboldtræningen skulle starte, kom et uvejr ind over Kampala og vi måtte søge ly på den lokale politistation

Joshuas historie

Ved siden af vores lejlighedskompleks ligger en stor jordfodboldbane, hvor de lokale gadebørn holder til. Før vi kunne tage hul på dagens program med Kampalas største moské som mål, skulle Lasses computer repareres, hvorfor Jacob og jeg gav os til at følge den lokale fodboldkamp fra vejsiden. Det småregnede og børnene gled rundt på banen i deres forsøg på at tæmme bolden. Til trods for det var Jacob meget imponeret over de unge drenges fodboldevner. Da Lasse mødte os der, blev vi stående. En ung fyr i træningstøj og stopur om halsen kom op til os. “I see you are enyoing the game.” Navnet var Joshua, og han viste sig at være træner for gadebørnenes fodboldhold.

Joshua levede hos sin mor indtil han var 11 år, hvorefter hun døde, og han med ét var dømt til et liv på gaden. Han har aldrig kendt sin far. I tre år levede han af at tigge og samle flasker, før en barmhjertig sjæl hjalp ham væk derfra. En ugandisk fodboldlandsholdsspiller lod Joshua bo hos ham i tre måneder, hvorefter han startede på kostskole, som havde givet ham et stipendium udelukkende, fordi han var god til fodbold. Efter at have færdiggjort skolen tjente han penge som målmand. Han fik med tiden skrabet penge sammen, så han kunne leje et hus og få tag over hovedet. Med sin egen baggrund og erfaring med livet som gadebarn havde han et naturligt engagement i de lokale gadebørn. Han forsøgte at holde dem beskæftigede ved at arrangere aktiviteter, som de kunne benytte sig af om dagen, så de ville undgå at tage stoffer og begå kriminalitet. Sidenhen tog han også flere af børnene til sig og lod dem bo hos ham i sit hus.

I dag har Joshua oprettet en organisation, Street Child Care Uganda (SCCU), med sin ven Ken, som han betragter som familie, da de boede på gaden sammen, da de var yngre. Dagligt beskæftiger Joshua og Ken over 50 gadebørn til aktiviteter som musik, dans og fodbold. Hos Joshua bor 19 børn, udelukkende drenge, hvor tre har fået stipendier til kostskoler, fordi de er gode til fodbold. Organisationen er ikke statsfinansieret, hvorfor finansieringen af hele projektet var os en stor gåde. Svaret skulle findes hos en af ugandas bedste boksere, Nsamba, som i øvrigt trænes af den tidligere dansk registrerede professionelle bokser Ayub Kalule her i Kampala. Nsamba støtter som den eneste projektet ved at finansiere nogle af deres udgifter. Derudover har de indspillet en cd med fem numre og sælger smykker, som børnene selv har lavet.

Projektet er et enormt flot initiativ og til trods for Joshuas ydmyge person, synes man blæst omkuld af hans villighed til at hjælpe, målrettetheden for en bedre hverdag for børnene og ikke mindst troen på en fremtid. Jacob, Lasse og jeg har med glæde indvilliget i at engagere os i projektet ved at deltage i deres daglige aktiviteter, de dage vi har tid til det. Jacob vil således fungere som fodboldtræner, da Joshua selv ikke er i stand til at spille med, da han har været ude for en ulykke og ødelagt sine knæ, mens jeg vil deltage i MDD (music, dance, drama) om formiddagen for at møde nogle af pigerne. Men projektet har sine begrænsninger. De har feks.kun to bolde til fodboldtræningen, hvor de er mindst 40 drenge mellem 9-14 år. Til MDD kan de ikke længere praktisere deres lokale danse, da deres trommer er ødelagte, og andre sportsgrene har de måtte nedlægge, da de ikke længere har udstyret til det.

Vi gik derfra med denne følelse, og det vil i måske også efter at have læst dette: projektet har brug for al den hjælp og støtte, vi kan komme i nærheden af. Af den grund vil vi nu forsøge at kontakte folk, der eventuelt kan bidrage med gamle spillerdragter, bolde, fodboldsstøvler og alt andet udstyr de mangler for at holde børnene beskæftiget dagen lang. Joshua er kun 23 år. Ligesom os. Han var flov over at fortælle os sin alder, da han ofte bliver set ned på fordi han er ung, men den respekt gadebørnene viste ham gjorde ham alderen overflødig og viste fremfor alt hvor vigtig erfaring og egne oplevelser er for at skabe tillid til gadebørnene. Da dagens turnering var slut, fulgte vi med Joshua, Ken og børnene tilbage til huset. De der havde støvler eller skinner på tog dem pænt af, bandt dem sammen og lagde dem i en bunke. Herefter talte Joshua med dem om kampene i en rum tid, der uden tvivl ville have oversteget enhver dansk drengs koncentrationsevne, men drengene hér sad troligt og lyttede, og det blev tydeligt for os hvilket forbillede Joshua er for dem. Han har allerede gjort en enorm forskel for de her børn, men der kan gøres meget mere.

Vi vil gøre, hvad vi kan hernede fra, men hvis der er nogen hjemme i Danmark, som vil kunne bidrage med noget til børnene, vil vi med glæde bringe det videre til dem. Organisationens hjemmeside er www.streetchilcare-ug.webs.com.

Udover vores afbræk i planerne denne dag, havde vi aftenen forinden en god oplevelse til en topkamp i basket med efterfølgende bytur, hvor vi fik set nogle forskellige high-end natklubber. I dag nød vi godt af det store fitnesscenter ved det nærliggende Kabira Country Club, og som søndage nu er, eller i hvert fald bliver dette år i Uganda, er vi netop hjemvendt fra en fodboldbar, hvor vi har set endnu en engelsk fodboldkamp.

Vi håber I har det godt!

All the best - Camilla og Jacob

Weekendens udflugter

Selvfølgelig kom vi lidt for sent ud af døren, da vi lørdag morgen skulle mødes med andre adventure-hungrende mzungus, som alle enten skulle white water rafte op ad Nilen eller, som Lasse, bungee jumpe. Vi sprang i en fart på to boda-boda'er, som skulle forsøge at hente den tid, vi havde brugt for meget af under morgenmaden. Boda'er er statistisk set det farligste valg af transportmiddel her i Kampala. Til trods for det er vi ofte nødsaget til at bruge dem, da matatus (minibusser) kører i en stor bue uden om det område, hvor vi færdes meget. Derfor har vi nu også en styrthjelm hver. Vi nåede (selvfølgelig) frem i tide og blev samlet op af en bus, som stuvede os hvide sammen og kørte mod Ugandas næstestørste by, Jinja.

Boda (med damen bagpå) og Matatus (hvide minibusser)

Hovedspring ud i ingenting
Minderne om vores tandem-bungee jump for tre år siden stod lysende klart, da vi så udspringstårnet og de flotte omgivelser igen. Jeg følte en snert af lettelse over at have overstået springet, altimens Lasse travede frem og tilbage ligeså nervøs og spændt, som vi var dengang. Kameraerne var rettet mod ham lige fra det sekund, han trådte op i tårnet og skulle vente de sidste nervepirrende minutter på, at udstyret blev gjort klar. Han blev spændt fast, instrueret i hvordan han skulle springe og humpede derefter helt ud til kanten. Da han stod dér, var der ikke andet end dyb koncentration at spore i hans ansigt. Inden vi havde set os om talte de 3.....2......1.....BUNGEEEE og han lavede sit bedste hovedspring ud i ingenting. Springet i sig selv var en hurtig affære og heldigvis kunne vi høre ham juble for enden af rebet. Nu kunne han erobre hele verden.
Vi faldt i snak med nogle forskellige i restauranten, alt imens vi nød Ugandas bedste øl, Nile Special. Vi mødte bl.a. to danske sygeplejestuderende fra Århus, hvor den ene tilmed kendte Lasse fra gymnasiet. Det er slående, hvor lille verden pludselig kan forekomme. Til trods for at man befinder sig et godt stykke fra den danske grænse, virker det pludselig ikke så langt væk. En anden pige vi talte med, Emily, besøgte Uganda for første gang. Hun rejste selv rundt, efter at hun forinden havde været frivillig i en landsby i fem uger. Vi talte selvfølgelig om, hvad vi havde lavet hernede tidligere, hvorfor vi inviterede hende med hen på børnehjemmet om eftermiddagen.

Et menneskeliv for en 50,er

Vi fortsatte ud af de støvede veje for at tage til Bujagali Falls. Et lille vandfald på Nilen. Men der skulle ikke gå lang tid før vi alle, jeg selv inklusiv, blev utrolig forarget over nogle amerikanske turister. De var en gruppe på ti personer eller mere, som stod helt ned til kanten og kunne følge de livlige og ikke mindst farlige bølger. Grunden til at de stod så tæt på var, at de havde betalt en ugandisk mand 20.000 ugandiske shillings svarende til 50 kr for at svømme gennem vandfaldet vel at mærke kun med en plasticdunk som eneste beskyttelse. Lasses ven døde det selv samme sted for tre år siden, da han blev fanget af strømmen og druknede. Jeg har raftet der ja, men med redningsvest og kayaker, der skulle holde en ovenvande og sikker. Det må antages, at det er spændingen ved dette, der får turisterne til at betale - hvem ville betale for noget der ikke var spændende? Spændingen for...? for om manden formår at komme levende igennem? Det gjorde han heldigvis. Efterfølgende burde vi have betalt ham 25.000 for at lade være, for at understrege farligheden ved dette overfor de action-hungrende turister. Men det giver stof til eftertanke at se hvide komme herned og vurdere afrikanske liv meget lavere end deres eget. Ingen i den gruppe ville nogensinde selv have taget den samme tur.

Aunties for en dag
Efter middagsmad i hvad der bedst kan beskrives som et backpacker mekka med en menu for 15 kr, tog vi videre til mit højdepunkt for dagen.
Tre år er der gået, så vi måtte tilbage. Børnehjemmet, Amani Baby Cottage, tog sig ligeså flot og indbydende ud, som jeg huskede det. Efter en mindre rundvisning af Mama Susan, kunne vi bruge resten af dagen på at lege med børnene i haven. Jeg kunne ikke kende mange af dem, men det tog dem selvfølgelig ikke lang tid før de klamrede sig til vores ben og kaldte "auntie,auntie" - det tiltrods at både Jacob og Lasse i princippet er "uncles." Men som i kan se på billederne, blev de med ét også meget moderlige, så måske er det børnene, der har haft fat i den lange ende. Det var dejligt at se stedet igen, hvor jeg udelukkende har gode minder fra. Børnene har endda fået en del flere legefaciliteter og ser ud til at trives godt.

En opskrift på sandheden
Søndag formiddag havde vi besluttet os for at tage i kirke. Jeg vidste ikke hvad vi kunne forvente, udover at jeg havde hørt godt om deres kor. Vi gik ind i kirken og nåede lige at sætte os ned, før alle rejste sig op og vi blev blæst omkuld af musikken. Dette var mere en koncert end en gudstjeneste. Vi ville se bedre, så vi gik op på balkonen, i en sal som mindede om en biograf eller en teatersal. Herfra havde vi god udsigt til det farverige kor, forsangerne og den dansende, klappende og hujende folkemængde. I salen hang der to store skærme hvorpå sangteksten rullede til nærbillederne af koret og sangerne. Det var et enormt prægtigt setup, som ingen af os har set før. Efter et par sange kom en ung fyr op på scenen og fortalte, at han endelig havde fundet gud og hengivet sig til troen. Herefter kom en pastor, som tog omkring ham og lagde ham ned bag en lille skillevæg. Da han kom op igen, var han gennemblødt og publikum jublede og klappede. Han var lige blevet døbt. Herfter fortsatte musikken altimens pastoren døbte en hel række mennesker. Det var flot og meget symbolsk sat op. Da musikken efter en lille time stoppede, kom endnu en pastor op, denne gang for at holde prædiken. Personligt ville jeg gerne have været dette foruden. Prædikenen handlede om, hvordan den eneste sandhed fandtes i kristendommen, hvordan alle andre religioner var falske, at vi i hvert fald ikke stammede fra aberne og ikke mindst påstod denne mand, at sandheden heller ikke fandtes i videnskaben, da det var de kristne, der opdagede, at jorden var rund. Måden hvorpå han talte ned om universitetsuddannelser og andre religioner gjorde besøget langt mindre værd. Vi tog afsted derfra efter to timers gudstjeneste og brugte noget af eftermiddagen i et lille træningscenter og ved en pool i Ntinda. Da jeg er så heldig at bo sammen med to fodboldfans, nogle ville sige fanatikere, tog vi på just kicking sports bar hen mod aftenen og spiste herefter på indisk restaurant.

Husdyr som selskab

I vores lejekontrakt står det eksplicit, at vi ikke må holde husdyr. Denne del af kontrakten har vi allerede brudt, da vores køkken tilsyneladende er mødested for alle Bukotos mus. Vi har ikke selv set de små skadedyr, men køkkenet vidner hver morgen om den livlige aktivitet, der har været i nattens løb. De har bl.a skubbet en gryde ud af skabet, gnavet et hul større i vores skabslåge, gjort rent på komfuret (dvs. spist alle kødrester fra aftensmaden forinden) og gået på toilet overalt på vores nyvaskede tallerkner. Vi har nu sat næsten alt ind for at fange bæsterne. Vi lagde ud med en hjemmelavet fælde, som bestod af et stykke ost, to overstregningstuscher og en tupper-ware boks vendt på hovedet. Denne mission mislykkedes flere gange, men musene formåede alligevel at snuppe osten uden at blive fanget. Vi har sidenhen fået anskaffet os en rigtig fælde, men heller ikke den har vist sig nyttig endnu, selvom lokkemaden hver morgen er lirket af. Jacob og Lasse planlægger pt. at tage mere drastiske metoder i brug i form af en stykke papir med lim, som derved fanger alle musene ved at klistre dem fast. Mit humane hjerte strider lidt imod denne form for tortur, men nu må vi se om de ikke snart hopper i den helt almindelige musefælde.

Det var vist nok for nu. Vi har det rigtig godt og nyder den livlige hovedstad, som umiddelbart føles som det rigtige sted at være - selv sammenlignet med Jinja, der altid har været den foretrukne by. Jeg korresponderer med Hospice Africa om frivilligt arbejde, og Jacob arbejder på livet løs på ambassaden.

Mange hilsener fra Camilla og Jacob
- når det lykkes os at uploade kan i se flere billeder fra weekenden under fanen "billeder"

Gøg og gokke