Paladser og krig

En af os havde for mange tommermaend, da vi dagen derpaa trillede ind i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Her tjekkede vi ind paa det noget simple, men dejlig billige Grand View Guesthouse. Paa en tuktuk bad vi chaufforen kore os til Vietnams ambassade, saa vi kunne faa et visum. Da vi var naaet frem, havde udfyldt formularen og klaebet et smilende billede paa, fik vi at vide, at vi kunne faa 15 dage gratis, saa vi pakkede alting sammen igen og begyndte at vandre ind mod byen. Her spiste vi aftensmad paa den populaere restaurant Friends, hvis tjenere og kokke var tidligere gadeborn. Det var inspirerende at se koncentrationen, smilene og talenterne hos de tidligere gadeborn. At vide at man kunne hjaelpe born fra gaden ved at spise der gjorde appetiten lidt storre.
Vores anden dag i Phnom Penh stod i folkemordets navn. Vi besogte Killing Fields, som fungerede som et henrettelsescenter mellem 1975-1979, og torturfaengslet Tuol Sleng. Oplevelsen blev aldrig saa staerk som sidste aar i Rwanda, men Tuol Sleng var tros alt skraemmende i al sin enkelhed. Stedet havde inden Khmer Rouge fungeret som high school, og vi vandrede blot fra det ene klassevaerelse til det andet. En seng var det eneste der stod tilbage i rummet. Som da Khmer Rouge torturerede de uskyldige Cambodjanere. Paa vaeggen hang et, kun et, billede af hvilket syn, der havde modt Vietnamneserne, da de fandt faengslet i '79. Billederne viste personer laenket til sengen, banket, kvalt eller givet stod til dode. Det virkede staerkt idet at rummene var identiske med billederne. I en anden blok var en udstilling med billeder af alle fanger, levende og dode. Born, unge, modre og bedsteforaeldre. Ingen barmhjertighed. Tilsidst saa vi deres fangeceller og laeste om folkemordets forlob ind til vi, 20 min efter at museet havde lukket, gik ud.
Sidste dag i den livlige by brugte vi blot paa at fornemme byen og stemningen. Startede paa det russiske marked, hvor Camillas shopaholiske hjerte naesten blev revet i stykker, da hun gik tomhaendet derfra. Fortsatte derfra videre til Independence Monument, hvor vi nod at folge med i nogle borns gadefodbold. Da varmen gjorde det muligt gik vi videre til Royal Palace, som er kongens permanente residens. bygningerne og haven straalede af storhed og perfektionisme, og mindede en smule om templerne i Bangkok. Vi saa stedets kendte solvpagode, som er en bygning hvis gulv er lavet udelukkende af solv, og som huser en 90 kg buddha af rent guld med yderligere 2000 og nogen diamanter. Om aftenen modtes vi med Maja og Julie, til en knap saa fuld aften som den i Siem Reap. Spiste og snakkede ind til en kaemperotte stjal opmaerksomheden, og vi besluttede os for at modes i Vietnam igen.
D. 16 juli trillede vi ind i Ho Chi Minh City i Vietnam. Busturen havde vaeret en ukompliceret fornojelse, paa naer stoppet ved graensen, hvor vores tasker skulle tjekkes. Vi havde besluttet, at denne dag blot skulle gaa med at slendre rundt i gaderne for at fornemme byen. Vi begav os ud i de knallertfyldte gader, hvilket i sig selv er en underdrivelse, da vi ikke hverken turde eller kunne krydse gaden. Det var som en flod hvor sluserne blev aabnet, forst fra den ene side saa fra den anden. Vi fortsatte langs floden og endte i det noget rigere Dong Khoi omraade, hvor vi langt om laenge fandt en restaurant, vores gronne pengepung kunne klare. Sidste dag i Ho Chi Minh stod i museets navn. Efter lidt shopping og postkortskrivning gik vi hen til deres War Remnant Museum, et museum for Vietnamkrigen. Vi startede vores rundtur i deres 6 afdelinger, og saa forst kampvaabens- og kampflyusdstillingen udenfor. Utroligt mange forskellige amerikanske draebermaskiner. Begyndte rundturen som var godt dokumenteret af tekst og grusomme billeder. Midlerne amerikanerne brugte indebar bl.a. grusomme og barbariske afhoringer og drab af minoriteter i bjergene og skovene, der frygtedes at stotte guerillahaerene fra nord. Derudover gjorde deres brug af pesticider og napalm deres frugtbare landskab overskuelig og gold. Udstillingen var en haard oplevelse, da det var en vietnamnesisk udstilling, der tegnede et staerkere billed end den vinkel man ellers har hort om krigen fra. Utrolig hvilken gaestfrihed de har mod amerikanerne i dag, og det er tydeligt, at det er den vietnamnesiske vilje og mentalitet, der vandt krigen samt krigen mod fattigdom. Udstillingen viste horrible og folelsesladede billede taget af krigsfotografer, deriblandt to pulitzer, ubehagelige faengselsceller og torturinstrumenter samt en udstilling med mange landes propanganda-materiale i forhold til at faa amerikanerne ud af Vietnam. En slags tak. Inden bussen tog os videre op i landet, nod vi en pizzabuffet og forsogte at fordoje dagens oplevelse.