Klokken var tyve i seks. Panflojterne, der spillede ud af bilens hojtalere, lagde sig tungt om hjertet, mens vi korte ud ad de smaa landsbyveje. Paa vej til begravelse. Drengen blev kun 25 aar. Foran foraeldrenes hus var der sat et stort telt op. Jeg trissede stille efter Nittaya, og wai'ede aerbodigt til de hun ogsaa hilste paa. Vi stillede skoene, og knaelede paa et sivtaeppe. Moderen nikkede mod os og tvang et smil frem, men taarerne, de rolige vug frem og tilbage og de knugede haender mens hun saa paa billedet af sin son, gjorde det klart at hun var oplost af sorgen. Af at miste. Vi gik paa knaerne hen foran alteret. Der stod to billeder af ham. Et hvor han, blot faa aar tidligere, afsluttede universitetet, og et hvor han sad oprejst i sengen, mens sygdommen stille og roligt tog livet fra ham. Billederne stod iblandt farverige blomster og blinkende lyskaeder, og vi taendte en rogelsespind, bojede os mod gulvet og onskede ham en god rejse. Til paradis. Sad derefter et ojeblik med den naermeste familie, uden at sige noget, men for at vise medfolelse og respekt overfor den afdode. Raekkerne af plasticstole der var sat op i teltet, var ved at vare fyldt op. Vi klemmede os ind paa anden raekke, hvorfra vi kunne se scenen, hvor det skulle foregaa. Seks munke kom gaaende, naesten svaevende, i deres orange klaeder, og satte sig paa en raekke paa scenen. Det fascinerede mig, at se hvordan de formaaede at holde den samme positur under hele seancen, som statuer sad de ubevaegelige med det samme blik i ojnene. Som havde de kontakt til den anden side. Seancen startede. Den aeldste munk messede, altimens vi trykkede haandfladerne mod hinanden foran brystet. Der blev taendt lys, og de faa gange der var ophold i munkens messe, bojede vi hovedet, til panden rorte fingerspidserne. Senere messede alle seks munke. Den ensartede lyd der kom ud af de seks munde, var naeremest euforisk. Loftede salen. Statiske som de sad, var det kun deres laeber der bevaegede sig, og efter 25 min med sammentrykte haandflader var det slut. Vi rejste os og gik ned bagerst i teltet, hvor der var stillet et festmaaltid frem. Jeg saa rundt paa de andre gaester. Hans skolekammerater, hans familie og ikke mindst hans bror. Hulkende omfavnede faren ham. Han er den eneste son de har tilbage. Jeg var bevaeget og beaeret over, at faa lov at opleve den buddhistiske tro, naar den er allerstaerkest. Da vi gik derfra, fortalte Nittaya at i morgen skulle han braendes. En ceremoni vi ogsaa skulle vaere en del af.
Solen stod hojt, og jeg svedte i mine lange bukser og min sorte bluse, jeg skulle have paa til lejligheden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af dagen, efter den meget intime og bevaegende oplevelse aftenen inden. Men ceremonien jeg stod midt i, frembragte langtfra de folelser jeg havde oplevet aftenen inden. Dette var en offentlig ceremoni, som foregik ved landsbyens tempel. Der var omkring 300 mennesker som alle sad under store pavillioner, og kunne se op paa templet hvor han skulle braendes. Den forste time gik med at forskellige mennesker donerede penge til munkene, som skiftevis gik op i templet, og onskede ham en god rejse. Det var langsommeligt. Jeg var en anelse forarget over menneskenes tilstedevaerelse. Flere snakkede i mobiltelefon, efter den havde kimet med en skinger tone i et halvt minut, andre grinede uhaemmet og hojlydt uden det lod til, at de skaenkede det en tanke, at en dreng var dod og skulle braendes. Ved alteret i templet, der var sat ligesaa flot op som aftenen forinden, kunne man skimte den ovn, kisten var inde i. Den afdodes bror og en pige delte et lille lyseblaat haefte rundt. Paa forsiden var et billede af den 25 aarige, og heri var sygdomsforlobet beskrevet. Men ogsaa hans egen beretning om at skulle do, stod deri. Som en dagbog. Tanker om at blive frataget livet kun 25 aar gammel. Om at leve i dag og do i morgen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle mene. Der var saa mange til ceremonien, som ikke synes at ofre ham deres tilstedevaerelse. Skulle de have lov at laese hans dybeste tanker. Da donationerne naaede sin ende, rejste alle sig op, og gik mod alteret. Jeg forsogte at folge trop, men kom lidt bagud Nittaya. Jeg gik paa et tidspunkt ved siden af hans bedstemor. Den skroblige gamle dame knaekkede fuldstaendig sammen og graed. Paa min anden side gik to kvinder og skvaldrede hojlydt om hvad ved jeg, men i hvert fald ikke om, at de skulle op og laegge en blomst ved alteret. Igen var jeg fyldt med modstridende folelser. Sympati og vemod omkring den afdode og den skrobelig bedstemor, og foragt for de der tillod sig at vaere saa respektlose omkring ceremonien. Jeg lagde min blomst og wai'ede en sidste gang. Alle gik derfra. Det var aabenbart det. Vi stod i en halv time oppe ved bilen, og snakkede med nogle naboer, mens jeg kunne se, hvordan foraeldrene korte fra stedet med hans billede i favnen. Pludselig lod der brag og hyl, og der blev affyret raketter. Umiddelbart efter blev ovnen taendt, og en sort rog kom til syne for enden af den lange skorsten i templet. Nu var han sendt afsted sagde Nittaya. Det var en flot maade at sige "god tur til paradis" paa, og det lettede lidt paa mine frustrationer.
Begravelsen har fyldt meget, for der er meget andet, jeg ogsaa kunne fortaelle om. Men jeg vil nojes med denne oplevelse, og snart smutte hen paa beauty salonen for at blive en anelse forkaelet.
God weekend til jer alle!
Hilsen Camilla
Ingen kommentarer:
Send en kommentar