Gedemarkedet

Her følger et par kommentarer fra weekendens tur på et stort secondhand marked i den mest travle del af byen. Her hang sko, trøjer, tasker i mængder sjældent set sammen med tårnhøje bunker tøj oftest med en ugandisk kvinde liggende i midten, og vi måtte snegle os frem på en godt ½ meter bred mudret sti. Fra højre og venstre blev der hevet og kaldt ”mzungu, mzungu” – men nogle kommentarer var dog mere mærkværdige end andre.

En ugander spurgte Mari ”Why are you so small?” da hun kom gående sidst efter Elli og jeg. Lige efter passerede vi en anden fyr der, som en anden handlende, sagde ”I like that one, are you single?” og prikkede til mig. I Uganda deler man alting, hvorfor Mari også fik ordren ”eat with me!” da hun gik forbi en kvinde med en tallerkenfuld mad. ”Hello mzungu, do you want a gin?” blev jeg spurgt, da jeg et kort øjeblik vovede at stoppe op. Havde det ikke været søndag middag, havde jeg måske overvejet det – ej det havde jeg nok alligevel ikke. Mari gav sig i kast med en af de meterhøje tøjbunker mens jeg så undrende på en lille bod med en masse flasker med forskelligt farveindhold. ”It’s medicine. From the trees. That one is for syphilis, and this one is for cough.” Ja, men hvad er de lavet af og fra hvilke træer? ”They’re both made from trees, all medicine here is from trees.” Jeg måtte desværre ikke tage et billede af den lille bod, men manden trak i stedet sin lille datter hen til mig og sagde ”Take her to your country!” Det er ulovligt ved du, men taget din medicin her i betragtning er det måske ikke loven der håndhæves højest. Han grinte lidt ad mig, og vi fortsatte videre. ”I have my size, my size” fik vi gentagne gange at vide af de hungrende sælgere. Your size? Den havde de fået vendt helt om, men sjovt var det. Gangen blev mere snæver og to personer kunne knapt passere hinanden, så det var en lettelse at opdage den travle gade udenfor, som pludselig synes meget mere overskuelig end dette gedemarked.

Udover markedsoplevelsen er weekenden gået med den store årlige event Nordic Sports Day, hvor Danmark, traditionen tro, vandt turneringen foran Norge, Sverige og Island. Jacob stod for at arrangere det store fællesløb, som skulle åbne ballet. Idet folk blev sendt af sted åbnede himlen sig, og der var ikke en tør sjæl tilbage efter de sidste krydsede målstregen efter 40 min. Til trods for vejret gik løbet rigtig godt og Jacob og jeg, som stod ved målstregen, fik identificeret de tre hurtigste i fem kategorier. Herefter stod den på svømning, hvor Danmark tabte, fodbold, petanque og volleyball hvor vi nærmest uden problemer vandt og til sidst tovtrækning, hvor vi desværre måtte se os slået af både Islændingene og Nordmændene til trods for stor opbakning endda med en instruktør i vejtrækningsøvelser. Huh. Festen om aftenen var en god afslutning på dagen, hvor vi skulle trække et nummer for at finde vores plads. Det resulterede i et godt mix af skandinaviske nationaliteter omkring bordene, men til trods for at det, forstod hverken Jacob eller jeg vores svenske sidemænd og måtte slå over i engelsk. Aftenen lang blev der solgt lodder, hvorpå man kunne vinde overnatninger til forskellige luksus lodges rundt i Uganda. Fordelen ved det dette var, at alle pengene for lodderne ville gå ubeskåret til vores gadedrenge i Bukoto, SCCU. Det har været os et mål at give dem en julegave, og Joshua har i længe talt om, at børnene der bor hos ham skulle have senge, så de ikke længere skulle sove på gulvet. Sengene + madrasser ville løbe op i ca. 1,3 mill. (3000 kr). Efter præmierne var udtrukket blev det annonceret, at der var blevet solgt lodder for intet mindre end 2,1 mill. I løbet af denne uge vil Joshua blive overrakt det store pengebeløb, som han endnu intet ved om.

På lørdag flyver vi til Tanzania, hvor vi vil spendere juleferien på at slikke sol, nyde de hvide sandstrande og det Indiske Ocean. Vi fejrer juleaften på Zanzibar og nytår i Dar es Salaam og lader ikke høre fra os, før vi er i det nye år. Rigtig glædelig jul og et godt nytår til Jer alle fra Uganda.

Dagens mand

Vores ugandiske hverdag går alt for hurtigt, hvilket afspejles i, at det er flere måneder siden, at jeg har skrevet på denne blog. Til gengæld får vi en masse oplevelser og møder en masse mennesker, som jeg vil beskrive nogle af i det følgende

Manden med gummiet

Ja, selvom det lige har været World Aids Day er det ikke kondombranchen, vi skal over i. Derimod hentede Camilla som altid Lasse og jeg på ambassaden i dag, hvor vi kunne konstatere, at det ene fordæk var halvfladt. Vi havde godt nok hørt en klikkende lyd de seneste par dage, og jeg var ikke i stand til at finde en af de sten, der oftest sætter sig i rillerne i dækket. Nå, men hjemad det skulle vi – og det kom vi. Da vi kørte ind på Shell stationen ved indgangen til vores boligområde, stoppede vi hos servicemanden med luftslangen. Han identificerede hurtigt problemet – en velvoksen skrue sad direkte ind i dækket og forårsagede problemet. Eehhh! [Afrikansk udtryk der lyder super cool, når de siger det, og derfor er blevet en integreret del af udtryksformerne. Det betyder noget i retning af, ’hvad søren’ eller i denne the julekalender tid ’det var æ lie godt grau’].

Nå, kæmpe øv. Vi har allerede haft bilen på værksted fire gange med forskellige småting, og det begyndte endeligt at lysne igen. Men et hul med en diameter på fem millimeter i dækket, er da ikke noget problem. Servicemanden satte en kæmpe syl ind i hullet efter at have hevet skruen ud. Derpå hentede han et stykke gummifiber fra Baobabtræerne, og stak det ind i dækket, drejede tangen rundt og hev den ud. Voila. Et stykke dæk uden punktering. Eehhh! Bliver spændende at se om det holder! Han har virkelig været dagens mand.

Fødselsdagen

Weekenden stod i festens tegn. Fredag barbecue hos vores praktikantfrænder fra Holland og Norge, derefter fest hos Kasper fra Verdensbanken – Camillas afdøde onkels kones nevø. Sig så ikke, at der ikke er styr på stamtræet. Søndag var vi til julefest hos ambassadøren, hvor vi fik lejlighed til at møde familierne til alle de ansatte på ambassaden. Hyggeligt. Lørdag aften var vi til fødselsdagsfest hos Immaculate fra ambassaden et stykke uden for Kampala. Hun var virkelig klædt flot, da vi ankom, og selvom hun skifter frisure ofte, formåede hun alligevel at maskere sig for undertegnede et kort øjeblik med en ny prægtig frisure og opstilling ved sine to identiske søstre. Desuden skiftede hun flere gange i løbet af festen camouflage ved at skifte til en ny kjole. Men festen var god, og det var dejligt at møde de ugandiske kolleger i mere private former. Festen startede med en halvanden time lang katolsk messe. Det foregik på luganda, hvilket ikke gjorde den store forskel, da vores fulde opmærksomhed ikke var garanteret, om det havde været på dansk. Efter messen var der afrikansk buffet. Udvalget til disse varierer ikke væsentligt. Sikre gengangere er matoke, yam, bønner, kål, græskar, chapati, fisk, ged og kylling fyldt med ben og sener.

Immy var selvsagt dagens kvinde, men dagens mand var helt klar hendes lillebror, der havde taget turen fra USA for at overraske familien. Nøj, det skabte glæde.

JLOS Annual Forum

Efterhånden er jeg ved at være så godt inde i arbejdsopgaverne på ambassaden (selvom de varierer meget), at jeg kan påtage mig og få pålagt større arbejdsopgaver. Således brugte jeg det meste af forrige weekend på at skrive årsrapporten for donorernes Democracy Working Group, der på otte sider forsøgte at opsummere udviklingen på diverse demokratiparametre i 2010. Meget spændende! I sidste uge var jeg også den deltager i Justice, Law and Order Sectors årlige forum på et meget fint hotel i Mbale. Det var meget skægt at være på egen hånd og være omgivet af de store fisk i det politiske farvand i et par dage. Temaet var sektorens rolle i at sikre fredelige og fair valg, og selv den ikoniske præsident, Yoweri Kaguta Museveni, havde lovet sin tilstedeværelse. Den glimrede han imidlertid ved! Til gengæld var Indenrigsministeren og 3. vicepræsident, Chief of Justice, Inspector General of Police, den omstridte formand for valgkommissionen, talsmanden for militæret, den offentlige anklager, flere parlamentsmedlemmer m.fl. til stede.

Til festen om aftenen var der stort anlagt spisning og dans. Danseseancerne er rigtige bonding events, hvor man står og svinger, hvad der svinges kan til de afrikanske rytmer. Titlen som dagens mand tilfalder i dette tilfælde District Returning Officer for Mbale District, Omar (27), som jeg faldt rigtig godt i hak med. Han har ansvaret for 373 valgsteder i tre parlamentsvalgkredse. Han superviser i øjeblikket 130 fra valgkommissionen, men skal frem til valgdagen den 18. februar rekruttere intet mindre end 1500 valgofficials! En kæmpe opgave. Så selv om han gør sit yderste, kan han ikke garantere, at der ikke vil være snyd ved valget. Valgkommissionen har fået meget kritik, men det er også noget af en kompliceret opgave, de skal løse. Ikke mindst talte vi længe om midtvejsvalget i Mbale tidligere på året, hvor irregularitet er blevet rapporteret og et parlamentsmedlem blev beskudt. En svær situation. Til valget er der mange aktører, og vi må håbe, de vil forsøge at facilitere valgkommissionens arbejde. For deres arbejde er utroligt vigtigt, men også svært uden teknologiske hjælpemidler, uddannet befolkning, flere aktørers interesse i frie valg og dybtliggende erfaring med valg.

Kampala marathon

Ja, jeg ville jo gerne kunne skrive, at jeg var dagens mand i denne kolossale event. Desværre deltog jeg ikke, da tilmeldingsfristen var 6. november – en måned forinden! Ikke ligefrem afslappet afrikansk planlægning. Derimod løb jeg et 10 km løb sidste weekend, hvor overskuddet gik til Kampala International Hospitals børneafdeling. Til trods for den øgede polstring forårsaget af gode øl og for lidt motion, højden, tidspunktet (kl. 6.30 om morgenen) og det kuperede terræn sluttede jeg på omkring 50 minutter. Og helt flad. Av, det var godt jeg ikke tilmeldte mig halvmaraton alligevel.

Jeg ville heller ikke have haft en chance for at gøre mig gældende i 10 km løbet til maraton. Pga. anseelige pengepræmier til de tre øverste stillede nogle af de fremmeste løbere i verden op. Således deltog bl.a. den dobbelte guldvinder i det nyligt afholdt Commonwealth games, ugandiske Kipsiro. Vi havde valgt at stå op halv 7 søndag morgen for at følge løbet. Efter ikke så lang tids venten kom en gruppe på omkring 15 løbere spænende forbi tæt på, hvor vi bor. Rent dødsløb halvvejs på ruten. Derefter begyndte resten af feltet at nærme sig over bakkekammen et stykke væk. Først et par rækker og snart en veritabel bølge! 30.000 løbere passerede os inden for 20 minutter. En folkefest forklædt som et gult hav. Utroligt nok fik vi spottet to af deltagerne fra ambassaden, som vi stod der for at støtte. De havde dog knapt nok passeret os, inden vinderen var i mål efter godt 29 minutter. Endda 3 pladser foran Kipsiro. Derfor må han rettelig være dagens mand.

Til sidst i hele processionen kom den eneste præsidentkandidat, Beti Kamya, slentrende med sig følge. Hun havde god tid, og fik også givet et interview til landsdækkende TV, inden hun var uden for vores synsvidde.

Basketball

Vi overværede tidligere på året en af grundspilskampene i den bedste basketliga hernede, og vi er nu nået til tiden for finaleserien. Power versus Warriors! Enock fra ambassaden havde opfordret os til at gå ind og se en af finalekampene i det nyrenoverede Lugogo Indoor Stadium. Da vi kom til den første af syv kampe tre kvarter før kampstart var hallen allerede fyldt og på kogepunktet. Vi fik forhandlet os frem til en plads i VIP-sektionen, hvilket bare var nogle dyrere pladser midt for banen. Men VIP kontrolløren udnyttede selvfølgelig muligheden for at tjene nogle ekstra skejser ved at tillade flere ind i på rækkerne, end der var sæder til. Det resulterede i, at vi pænt måtte dele vores to sæder med en anden, der godt vidste, hvordan man skulle kolonisere mere og mere af det ene sæde. Eehh! Øv bøv.

Da spillerne løb på banen var stemningen elektrisk, og vi genkendte flere af spillerne fra begge hold. Powers havde vi set én gang tidligere i sæsonen, og Warriors træning havde vi fulgt, da vi var ude at spille volleyball med Enock ved Kyambogo University, hvor to af vores træningskammerater åbenbart var ugandiske landsholdsspillere. Pænt store og dygtige. Prisen for den største mand, må dog alligevel gå til en af Warriors spillere, der umiddelbart vurderet er på den gode side af 2 meter og 20. For hulan han er høj. Han er så høj, at han kan dunke uden rigtigt at hoppe, hvis det selvfølgelig ikke lige var fordi, at han har motorik som en nordmand, der ankommer med Oslo-båden. Således blev han heller ikke brugt i spillet, selvom tilskuerne blev kraftigt underholdt af ham under opvarmning.

Prisen for dagens mand må derfor delvist gå til ham, fordi han virker så utrolig sympatisk somehow. Udover ham styrede Powers playmaker fuldstændig showet i kampen. Han lavede ikke spektakulære detaljer, men var helt fantastisk i sin timing. I høj grad takket være ham fører Powers nu 3-0 i finaleserien, og kunne allerede have været mestre, hvis ikke et kraftigt tordenvejr havde afbrudt kampen i går, som blev spillet under åben himmel.

Nsamba

I en fortid ikke så fjernt fra nu var jeg også inde at støtte Nsamba fra gadebørnsprojektet i hans boksekamp mod den tidligere ugandiske mester i bantamvægt. Nsamba er kun fluevægter, og han blev da også overmatchet i fighten – men han blev stående alle seks omgange. Dagens mand! Specielt overraskende var det at se hans attitude i ringen. Nsamba er normalt blid som et lam og simpelthen så ejegod som intet andet. Men da han kom op i ringen startede han med at stille sig i tovene og slå på brystet som en hilsen ud til tilskuerne, hvorefter han gik over og max frontede modstanderen, mens han var ved at få handsker på. ’Do you feel lucky punk’. Øjeblikkene efter at modstanderen i hvert fald havde haft nogle lucky punch i kampen, begyndte Nsamba at danse i ringen og svinge med hofterne – ’is that all you got’! Respekt. Jeg fulgte den sidste omgang fra ringside, og bagefter var han super taknemmelig for min støtte. Jeg var også høj af adrenalin, for det er godt nok nervepirrende at se en af sine kammerater kæmpe en sådan kamp.

Nå, jeg vil ikke berette om mere. Forhåbentligt er jeg en smule berettiget til prædikatet ’dagens mand’ efter Nordic Sports Day på lørdag, hvor alle de nordiske lande kæmper om hæder og ære i en række discipliner. Jeg håber ikke, at jeg har glemt, hvordan den lille runde skal behandles (bolden – ikke maven), og så må vi se om mine 80 kilo kan gøre sig gældende i tovtrækning.

Den røde tråd i blogindlægningen er i øvrigt inspireret af Pelle Hvenegaard himself, som vi mødte til en privatfest i fredags. Jojo, vi fik dækket både emner som etiske principper i ’Dagens Mand’, udviklingsmuligheder i Uganda og ugandiske prostituerede.

World AIDS Day

Så er vi for alvor trådt ind i julemåneden. Men til trods for blinkende lyskæder og grønne plastikjuletræer er vi ikke helt kommet i julestemning endnu. Til gengæld er 1. December dagen hvor, man gør opmærksom på det omfattende problem som HIV/AIDS i særdeleshed er i Afrika.

I morges mødtes alle ansatte fra Reach Out Mbuya i en af de landsbyer, vi arbejder i. Efter en gudstjeneste, der mindede os om vigtigheden af at markere denne dag, fandt vi vores rette pladser i paraden og marcherede til lyden af organisationens brass band. Bandet består udelukkende af børn og unge, som har mistet begge forældre til AIDS og sidenhen har fået finansieret deres skolegang af Reach Out.

Vi gik gennem 6 landsbyer, der alle er tilknyttet Reach Out, hvor vi mødte og hilste på mange af vores klienter, der smilende og vinkende gjorde dagen pragtfuld. Mange smed hvad de havde i hænderne og tilsluttede sig paraden. Ved endestationen blev der sunget og tændt lys for de 1500 klienter Reach Out gennem 9 år har mistet. Nogle kom op for at vise deres taknemmelig for organisationens arbejde ved at dele deres historie om hvilken forskel medicinen og den sociale støtte havde gjort for dem. Dagen efterlod os alle med en følelse af, at organisationen er utrolig vigtig for mange mennesker. Billederne viser bedre, end jeg kan fortælle, hvilken fornøjelse det var.

Paraden

Et simpelt, men livsvigtigt budskab

Together for health

I landsbyen Kireka

Fantastiske kolleger; Eric og Annet

Lysende tændes for at mindes

Kampalas kontrast

Uganda er et kontrastfyldt land. Der er slum og beskidte vandledningskanaler, og der er flotte grønne the marker og bananplantager. Kampala er i sig selv kontrastfyldt, hvor man ikke skal gå langt fra at stå blandt gadebørnene til at være blandt de rigeste i Kampala på et af de fineste hoteller. I weekenden ville vi væk fra byens pulserende liv og den dertilhørende støj, til et sted der er helt anderledes.

Bare tre kvarters kørsel fra vores lejlighed og en sejltur et stykke ud i Victoriasøen tog det for os at komme til Ssese Islands. Bådturen dertil foregik i en gammel træbåd, der var ”midlertidig” erstatning for den oprindelige Ssese færge, som ikke havde sejlet de sidste fire måneder. Fra bådkanten kunne vi nyde solen og vinden blandt en enkelt kalkun og en høne, skolebørn og andre ø-boere. Målet med Ssese var afslapning, og som vi kunne læse i vores guidebog ville der heller ikke være meget andet at give sig til. Det passede os fint.

På øen, Kalangala, blev vi indlogeret på et nærliggende hotel, hvor vi fra sengekanten havde udsigt til stranden og vandet. Om morgenen blev vi vækket til lyden af bølger - eller vores bippende vækkeur og dernæst lyden af bølger. Uden planer for dagene kunne vi bare stå op til en skyfri himmel og et par strandstole, lægge os til rette med en bog over hovedet eller et kamera over skulderen. Vores ultimativ største bekymring disse dage var, hvor og hvad vi næste gang skulle spise. Da øen ligger et stykke ude i Victoriasøen består restauranternes menukort hovedsageligt af lokalt mad, som til en vis grad også er udmærket, men måske er vi bare blevet en smule forkælet af al den gode mad vi spiser i Kampala.

Lørdag gik vi langs stranden til et noget dyrere resort for at bestille middagsmad. Her mødte vi et norsk par fra Kenya, to tyskere der var i praktik ved et skovprojekt og en sydafrikaner samt en hollænder der arbejdede ved næsehorns reservatet i Uganda. Drengene tog et slag (svedigt) volleyball, mens Linn fortalte mig om hendes interessante opvækst i Kenyas Pokot distrikt. Herefter startede diverse Premier League kampe, så Jacob var ikke til at få med derfra, før han havde set, hvad han ville. Det resulterede desværre i en noget skræmt Camilla, der skulle krydse et lille vandløb med nogle skræmmende og meget højlydte tudser - de såkaldte bullfrogs.

Som afveksling til solbadningen valgte vi søndag at tage på kanotur. Eller det troede vi, eftersom det gik under navnet "canoeing". Men vi blev slemt skuffede, da det viste sig, at vi bare skulle sidde i en af deres lokale (læs: meget slidte) både, mens en anden padlede for os. Vi nåede akkurat forbi det resort vi besøgte dagen før, hvor vores fulde guide blev ved med at stille komplet usammenhængende spørgsmål som"what you observe, please tell, give me work?" På tilbagevejen faldt han i søvn og gav os lidt ro til at nyde naturen. Det var næsten et under, at han ikke faldt i vandet på den tur. Inden vi nåede helt hjem, vågnede han og foldede sine hænder nede i vandet, så han kunne drikke af dem. I Victoriasøen lever nogle meget farlige snegle, bilharzia, der kan være livstruende for mennesker. Denne mand var i øvrigt vores hotels kok, så vi blev hurtigt enige om at tage hen til det bedre resort og spise endnu engang - selv med tanken om frøerne, der skulle krydses.

Det var en dejlig afslappende weekend, hvor øens tilpas øde stemning var lige præcis den ro vi havde trængt til efter fire måneder i Ugandas hovedstad. Billederne taler for sig selv, så klik endelig ind på siden og se et par perler fra turen.

Kærlige hilsener Camilla og Jacob

Dødsdømmende uvidenhed

Kvinden der sidder foran mig kigger ned, mens hun gnider sine hænder. Så ser hun op, sukker, og øjnene falder på hendes søn. Udenfor løber hendes lille dreng rundt. Hans udspilede mave presser bukserne helt ned om ballerne, og sokkerne er ved at glide af foden, så han hele tiden vælter i dem. Han er kun halvandet år. Sveden pibler af ham, mens han prøver at slå tiden ihjel ved at kravle op og ned ad trapper eller børste støv af biler under formiddagssolens hårde stråler.

Moderens historie er ikke enestående. Hun er kommet til klinikken for at hente hendes HIV medicin, de såkaldte ARV's. Det har hun gjort i snart fire år. Hun har en mand med hvem hun har to børn med. Manden ved ikke, at hun én gang i måneden sidder her ved os, manden ved heller ikke, at hun er HIV positiv. Hun kigger mig ind i øjnene og siger, uden at blinke "If I tell, he'll throw me out."

Hendes mand har, som de fleste ugandiske mænd, flere koner. Hun er én af dem. Han betaler børnenes skole, huslejen, mad på bordet. Han bor ikke med hende, men hun ved, at når han kommer på besøg er det for ét formål. Han vil have flere børn. Sådan bliver børnene til og sådan er kærligheden - når der er penge imellem. I journalen kan jeg læse, at hun med det samme var kommet til klinikken for at rådføre sig i forhold til graviditet og HIV, da hun havde haft besøg af sin mand for lidt over to år siden. Hun deltog i de kurser vi har for vordende mødre om forebyggelse af HIV smitte fra mor til barn og levede op til alle kunstens regler for at undgå at overføre virussen til barnet. Det indebærer bl.a. at man spiser korrekt, undgår infektioner så immunsystemet ikke svækkes, føder på et hospital, hvor de kan skære navlestrengen rigtigt og vigtigst af alt: at man ikke ammer. Da hendes søn blev født, var han HIV negativ. Men en dag da faderen kom på besøg for at se sin søn, undrede han sig over, hvorfor moderen ikke ammede. Hun havde gemt den mælkeerstatning, hun havde fået af os, så han ikke skulle opdage det. Han slog hende. Hun prøvede at forklare, at barnet ikke kunne lide brystmælken, men faderen blev mere aggressiv og tvang hende til at amme. Hun havde intet valg.

Hendes blik er stift og afmagt overvælder hende.. Hun samler sig hurtigt igen. Det er ikke meningen, at kvinder sådan skal lade sig slå ud. Hendes smukke søn, som løber ubekymret rundt og falder over sine egne ben, er i dag HIV positiv. Hun kan ikke fortælle hendes mand om hendes og sønnens egentlige tilstand, da han vil se hende som uren og uden at tøve vil sætte hende på gaden, da han i forvejen har andre koner, han kan gå til. Hendes overlevelse afhænger af ham. Manden har en idé om, at han ikke kan være roden til en sådan sygdom - og den opfattelse er desværre meget udbredt i dette patriarkalske samfund. Mændenes ignorance gør hver dag raske nyfødte børn HIV positive.

Kvinden rejser sig op og skubber stolen væk. Uden for kalder hun sin søn til sig og han vender sig hurtigt efter hende. Svedperlerne drypper fra hans pande. Hun sætter ham på hoften og trækker sokkerne på plads, før de går ud af porten med den brune papirspose med næste måneds medicin i hånden.

En dag i lejligheden

Det var en dejlig eftermiddag i Bukoto, og Ditte var lige kommet på besøg.

Her er et par billeder.

3. forsøg, hvor Jacob ikke rakte tunge, men bare ligner den artige dreng han nu engang er

Mari i køkkenet

Vasketøjet på verandaen

Gedemor på besøg

Når man først bor i Uganda..

… så kommer den ugandiske mentalitet og afslappede tilgang til alting ikke længere bag på én, og det er i de færreste tilfælde at vores danske opdragelse banker på og siger ”det her er da helt ved siden af.” Men det sker af og til, nogle gange skal man bare mindes om det, andre gange er det så anderledes, at man ikke kan lade være med at le eller blive irriteret, men i sidste ende må man affinde sig. Her kommer et par eksempler.

I taxaen til Masindi

Forestil jer en taxipark med flere hundrede hvide matatus. De holder tæt, rigtig tæt, men der er dog plads til at de utallige gadesælgere kan stikke bananer, håndklæder, radioer, ure, legetøj og alt andet i kan forestille jer ind ad vinduet til en sum der næppe overstiger 20 kr. Det er deres levebrød. Idet man sætter sig til rette i en matatu, kan man være (u)heldig at sidde og vente i flere timer, før der sidder mennesker på alle sæder, og chaufføren mener det kan betale sig at køre. Så efter 1½ time i bagende varme med mange tiggende blikke fra gadesælgerne satte vi i gang. Jeg priste mig lykkelig for at sidde ved vinduet, så jeg kunne få lidt frisk luft i det knap så gode klima i taxaen. Men den glæde forsvandt lige med det samme, da vi kørte ind i en tropisk regnbyge, og det i stedet regnede så meget ind, at mit sæde og tildeles jeg blev gennemblødt, selvom jeg kæmpede en brav kamp for at lukke vinduerne ordentligt. En halv time før vi ankom til Masindi besluttede en meget kraftig dame, der sad skråt foran mig, at hun skulle have en anden kjole på. Uden at det lod til at gå bemærkelsesværdigt hen, så trak hun kjolen af, knappede BH’en op og holdt et lille lommetørklæde i munden, som dækkede for hendes hals og.. ja ikke meget mere. Endnu engang blev jeg glad for min plads i matatuen, da jeg undgik at sidde med hendes bryst på min arm, som de to ved siden af damen gjorde.

(U)afhængighedsdagen

Lørdag d. 9 oktober markerede Ugandas uafhængighed gennem 48 år. Det er selvfølgelig en dato der ikke må gå ubemærket hen, hvorfor der eftersigende skulle være fest og farver ved Kololo airstrip. Selv samme dag ankom Ditte, så vi måtte hen og se hvilke festligheder der var arrangeret for dagen. Som vi langsomt nærmede os, kunne vi ikke se andet end gult. Gult for NRM og Museveni, præsidenten. Alle bar gule trøjer, helst med et billede af præsidenten og teksten "M7 pak' alast" (Museveni forever) og havde svunget indtørrede blade omkring deres hals som en slags hyldest til selv samme person. Som vi tre blonde piger, Ditte, Mari og jeg, kom gående gennem mængden af euforiske og hujende ugandere, måtte vi pænt afvise (læs: lægge det døve øre til) deres mange kærlighedserklæringer - "Mzungu, I loooove you." Da vi blev sluppet gennem sikkerhedskontrollen, fandt vi os selv fanget midt i en stor (behøver jeg at sige gul) parade, der skulle hylde præsidenten. Flere tusinder mennesker var samlet. Vi hoppede derfor over to hegn og kravlede op ad en bakke, så vi kunne se, hvad det vi lige stod midt i virkelig var. Under solens bagende varme stod Musevenis hær komplet urokkelige i midten, mens udvalgte skoler og NRM-parader marcherede stolt i en firkant omkring dem. Foroven den scene hvor præsidenten senere ville gøre sin indtræden hang et banner med teksten "48 years of idependency, 23 years of stability." Jeg ved ikke hvad vi havde forventet med det forestående præsidentvalg, men måske et håb om en mere neutral hyldest til uafhængigheden, istedet for denne tydelige hyldest til netop afhængigheden af et regime. Vi gik derfra inden dagens hovedperson ankom.

Hævet over kaosset

I en weekend hvor vi ellers kun havde afsat tiden til at nyde vejret og de lange formiddage, tog vi til den gamle bydel med Kampalas største moské som mål. Lige uden for vores indhegnede lejlighedskompleks stoppede vi den første matatu og klemte os ind på de få ledige pladser og lod os derefter føre til den mere kaotiske del af byen. Selv i så lille en minibus med utrolig trang plads, er det befriende at opleve, hvor glade og ligetil alle er. Når man sætter sig til rette, hilser de omkringsiddende altid, og de mere nysgerrige spørger oftest hvad vi laver her, mens de små børn rører ved ens hår eller aer ens arm, for at se om den hvide farve kan gå af.

Det er ikke svært at se, hvornår man er nået til den gamle bydel. Der er så mange mennesker, gadesælgere og bodaer at man hele tiden går med den ene skulder foran den anden for at trænge sig gennem mængderne. Det er ikke så ligetil, og man bliver nogle gange hevet lidt i eller råbt til af de mange sælgere, som håber at kunne gøre en god forretning. Men på en meget venlig måde. Vi zig-zaggede os fra den gamle taxipark, forbi den nye og videre op ad Old Kampala Hill, hvor moskéen lå øverst. Her herskede en anden ro. Jeg svang tørklædet om hovedet og dækkede mine ben med en sarong, mens vi gik barfodede rundt på dette hellige sted. Man kunne kun svagt ænse støjen fra de mange taxier, vi lige havde passeret. Moskéen kunne rumme intet mindre end 10.000 bedende, hvilket den havde formået nogle uger inden, da ramadanen sluttede. Vi fik muligheden for at komme op i tårnet, hvor deres bønner bliver blæst ud i højtalere fem gange om dagen. Herfra havde vi udsigt over næsten hele byen, og kunne knap fornemme Kampalas travle gader og de mange mennesker. Det så helt ordnet og roligt ud. Vi tog nogle billeder og skyndte os ned ad de snoede og spindelvævsbeklædte trapper, da klokken nærmede sig et og middagsbønnen snart ville starte.

Koncerten som aldrig startede

Ved et besøg på Speke Resort blev vi forleden weekend mere eller mindre overtalt til at betale for at komme til en koncert. Ved indgangen lod de os vide, at koncerten ville starte kl. 14. Okay, på uret kunne vi se, at der kun var en halv time til, så vi kunne lige nå at få middagsmad inden. Vi fik billetterne og gav dem tilbage til en anden kontrollør og fortsatte ned til vandet, hvor vi kunne bestille noget at spise. Vi var heldige at finde en bænk i skyggen, da solen stod højt på en helt skyfri himmel, og det var brændende varmt. Maden var ikke så udsøgt en fornøjelse, som stedet i sig selv, og der skulle ikke gå længe før vi lavede et væddeløb om, hvornår denne hersens koncert ville begynde. Buddene var; kl. 15, kl. 15.30, kl. 16.30. Uden at kunne komme med nogen endelig opklaring, så vandt Jacob, for vi fandt aldrig ud af, hvor sent den ville være startet, da vi gik derfra lidt over fire.

Tilbage i huset er alting, som det plejer at være. Næsten. I vindueskarmen står et noget bøjet og ødelagt orange skilt. I gangen hænger der en underlig boks, der har en ledning op til en sender i skabet ovenfor. I stuen og i køkkenet hænger små trådløse sendere med en rød knap. Forklaringen skal findes på det ødelagte skilt, hvor der står "This property is secured by Security Group." Vores lejlighed går nu under navnet "Danish Residence", hvilket jo er lidt komisk, taget de beskedne forhold i lejligheden i betragtning. Forklaringen til det halvkrøllede og noget ødelagte skilt i vinduet er en helt anden. De tre sikkerhedsfolk, som skulle installere hele systemet, mente klart at dette meget bemærkelsesværdige orange skilt skulle hænge på vores nymalede hvide væg på lejlighedens yderside. På den måde vil det være mest tydeligt - og det havde de helt ret i. Så tydeligt at det inden et døgn var hevet ned igen og havde efterladt et grimt mærke på muren, hvor malingen var revet af. For at gøre historien kort, så blev security group truet med retsag, Jacob skulle forklare sig over for en local council chairman (som var dén, der havde hevet skiltet ned), ejeren af lejligheden skulle vi forsøge at blande udenom hele cirkusset og efter møde med hele boligblokkens manager, måtte vi krybe til pengepungen og få malere til at rette op på alt dette, som tydeligvis var "vores" fejl. Men alt er godt igen. Vi har atter en hvid facade, alarmer i lejligheden som vi nok aldrig kommer til at bruge og det fine krøllede skilt i vinduet - dér måtte det gerne stå.

Når man inspireres

I størstedelen af vores weekender bruger vi en af dagene sammen med gadebørnene. Jacob har selvfølgelig en meget kokret rolle som deres træner, mens jeg bare kan få lov at nyde hvor dedikeret, disciplineret, ja måske ligefrem professionel deres tilgang til fodbold er. Størstedelen af de drenge bor stadig på gaden. Hver dag er en kamp. En kamp for at finde ly til natten, finde en slurk vand, få mere end ét måltid. Men alt dette formår de at sætte til side i de timer, hvor de har fodboldstøvlerne på. Vi har fulgt dem i flere små miniturneringer både i Kamwokya, hvor de har hjemmebane, men også i Makerere, hvor de ligeledes spiller på en ujævn jordbane. Oftest går de derfra som vindere eller efter at have spillet uafgjort. Vi forsøger stadig at række ud til alle vi kender for at skaffe dem noget nyt fodboldudstyr. Alt fra støvler, skinner, sokker, træningsdragter til helt almindeligt træningstøj og løbesko.

Vi har det bedre end nogensinde her i Uganda, og det er let at vænne sig til alt det der i første omgang stak én i øjnene. Når huspigen ovenpå f.eks. kaster en hel spand vand ud over altanen, som plaskende rammer jorden lige ved siden af vores vindue, så skal man passe på, hvor man vælge at sidde, når man vil læse en god bog udenfor. Eller når man af en stor politikvinde bliver dirigeret den forkerte vej rundt i rundkørslen for at løsne op for den hårdknudede trafik. Det kan ikke længere komme bag på os, og sådan er der mange små ting i hverdagen, som man ikke længere tænker over, men bare regner som normalt.. i Uganda.

Det var alt for nu. God efterårsferie til alle!

Camilla og Jacob

Vores første barn

I onsdags fik Camilla og jeg en velskabt pige. Grace hedder hun. Faktisk er hun adopteret fra en anden dansker, Thomas, der flytter fra Uganda om en måned og ikke kan bringe hende med til Danmark. Hun er 13 år gammel, og hun opfører sig allerede som en rigtig teenager. Således formåede hun inden for de første 14 timer efter overtagelsen at komme hjem med en bøde til forældrene og kysse en japaner ejet af en inder. Men ellers er hun meget sød, og vi har både haft hende med i Garden City, på arbejde, flere restaurantbesøg, til barbecue ved ambassadøren og i Entebbe. Alle synes, hun er en sød men fræk lille en. Adoptionen kostede os den nette sum af 12.000 kroner, så nu er hun vores!

Ja, Grace er en bil. En rigtig sportsbil med hecspoiler, alufælge, slangeskindsindtræk, racersæder, MP3-afspiller+fjernbetjening og tonede ruder. Det er en Mitsubishi Mirage Coupet fra 1997, der har gået 120.000 kilometer. Den dækker vores behov fint, og der har siddet 5 i den op til flere gange. Den eneste ulempe er kombinationen mellem, at den er sænket og de mange potholes i Kampala. Men hun kostede kun 1/3 af de andre biler, som vi har set på, og som trafikken fungerer hernede, er det optimalt ikke at skulle risikere for store afskrivninger.

Nå, tilbage til unoderne. Desværre begge gange med far bag rattet! Første gang på første aften, hvor vi kom til et lyskryds om aftenen. Vi skulle til højre, og så skal man ellers selv sjusse sig frem til svingbane og hvornår det er grønt (der er ét lys, som er super dårligt placeret, og som man ofte ikke kan se for minibusserne/matatuerne, der holder klods op og ned ad en). Efter lidt ventetid kunne vi ane det grønne lys, hvorefter vi naturligvis gled ud i krydset uden problemer. Umiddelbart efter krydset ville vi hæve penge, men da vi åbnede døren holdt et par smilende motorcykelbetjente (de kunne lugte mzungu-kød). Forseelsen var åbenbart, at vi i krydset skulle have ventet på grøn pil, hvilket ingen af de tilstedeværende i bilen kunne gætte sig til. Interaktionen med betjentene var såmænd meget afslappet, men undertegnede blev en smule stresset over, at de ville konfiskere hans kørekort i 3 døgn, hvorefter han som så mange andre kunne bruge en hel dag på at rende fra Herodes til Pilatus. I tilgift var bilen endnu ikke indregistreret i mit navn og jeg havde ikke noget internationalt kørekort (hvilket åbenbart bare er en ligegyldig detalje). Vi slap derfra med en bøde på cirka 100 kroner og en erfaring rigere.

Morgenen efter kørte vi ned ad bakken i Bukoto White Flats på vej til arbejde. Foran os kørte en flok indere. Grace raslede vanemæssigt en smule, og derfor tjekkede jeg lige, om noget var løst inde i bilen. Da jeg kiggede op igen, var inderne stoppet midt på vejen pga. mindre bump. I lav fart blokerede jeg bremsen på en afstand af 4 meter. Desværre gik det ned ad bakke, det havde regnet, og der lå meget af den røde lerjord på nedkørslen, hvorfor Grace ikke sagtnede farten. Heldigvis fik jeg revet den rundt til højre, og strejfede dermed akkurat kun bagenden på bilen foran. Grace var uskadt fra episoden, mens der kom en mindre ridse på indernes bagskærm, der heldigvis kun var af plastik. Efter at have stået ansigt til ansigt med deres noget oprevne lokale chauffør, besluttede inderne, at skrammen ikke skulle have økonomiske følger. Pyha, den var ikke god. Så efter knap 6 år med kørekort, var den første bøde og den første skramme indkasseret efter 12 timer.

Herunder følger billederne af Grace, der lige har været i bad, og derfor er i sit es. Og Grace er selvfølgelig populært for ’Grey Ace’!

Jungletur

I anledningen af en skøn fridag på min fødselsdag, gode gaver og fantastisk vejr vil jeg benytte mig af formiddagen til at give en opdatering på de seneste par uger.

Masindi

På vejen til Ugandas største nationalpark, Murchison Falls NP, ligger Masindi. Da jeg for fire år siden kørte den tur for at komme på safari tog turen omtrent 8 timer og bestod hovedsagligt at hullede jordveje, som sammen med varmen gjorde køreturen noget ulidelig. Siden da er der sket meget.

Weekendens mål var Masindi og Budongo Forest, hvor Lasse tidligere har været frivillig med mellemfolkelig samvirke. Budongo Forest huser Ugandas største bestanddel af chimpanser med det store antal af 800. Vi skulle mødes med Jacob i Masindi, som havde været på et field-trip til Gulu og Lira med DDP og derfor allerede befandt sig i den nordlige del af Uganda. Turen dertil var langtfra, som jeg mindes. Vi kørte i fuld fart ud af fine asfalterede veje, så den stakkels matatu var ved at rasle fra hinanden, mens de eneste virkelige forhindringer var køer på vejen, som lod til at være fuldstændig ligeglade med hvor tæt køretøjer kom på dem eller hvor meget vi dyttede af dem. Efter at have kortlagt 230 km på bare 2½ time mødtes vi på et hotel i Masindi til aftensmad. Her stødte vi tilfældigvis ind i en tysk pige, Tanya, der skulle vise sig at underholde os i særdeleshed den følgende aften. Men inden da måtte vi til det egentlige mål; Budongo Forest.

Into the jungle

Selvom det ikke var længe siden vi havde forladt Masindi, føltes det, som om vi var langt ude på landet. Huset vi kunne låne weekenden over lå stille hen, kun forstyrret af nogle kakkelakker på gulvet, summen fra græshopper og skrig fra enten aber eller fugle. Det stod i skarp kontrast til bylivet i Kampala.

Lørdagen begyndte med en maveinfektion, som satte tempoet betragteligt ned, da vi gik rundt i landsbyen og så de steder Lasse havde tilknytning til. Derefter vinkede vi en boda ind til siden og spurgte om hans motorcykel kunne klare tre passagerer, og før vi så os om, sad vi stuvet sammen på vej til Budongo Forest. Da vi havde hilst på og fået grønt lys af Tipo, en fransk Ph.D-studerende, gik vi ind mod skoven. Lasse fortalte, at hvis vi mødte chimpanserne, kunne de godt finde på at løbe aggressivt hen til os og alfahannen ville banke hænderne i jorden og skrige. Nøglen hertil var, at vi "bare" ikke måtte røre os ud af stedet. Okay, med det i mente gik vi afsted. Der skulle ikke gå længe før vi så de første flokke white colobus monkeys og black long tails, som kiggede dovent ned på os og hoppede tilfældigt fra træ til træ. Vi drejede af grusvejen og ind ad små junglestier, hvor vi måtte dukke os for lianer, kravle over væltede træer og balancere på et stykke træ over et vandløb. Vi lyttede opmærksomt på skrig fra aber, kiggede op hver gang noget synes at bevæge sig i trætoppen og var til enhver tid klar til at kravle op i et træ, hvis den såkaldte bushpig kom. Bushpig'en er eftersigende det eneste farlige dyr i skoven, der nedlægger hvad den kan på sin vej. Den minder om et dansk vildsvin. Hvis vi kunne høre noget komme løbende, var der kun en mulig vej for at undgå et angreb fra den - at finde et træ man kunne kravle op i. Vi mødte heldigvis ikke bæstet og gik forholdsvis uforstyrret gennem skoven. For at huske hvilken vej vi havde taget af de små stier, måtte vi bruge naturens redskaber som fx. at placere en nød i et træ, stikke en gren i jorden og ellers bare være opmærksomme på hvilke væltede træer vi havde passeret og hvor. Vi fandt ud igen men så ingen chimpanser, hvilket var lidt med blandede følelser, da jeg ikke er sikker på, hvordan jeg ville have tacklet 20 eller flere chimpanser komme løbende skrigende mod mig.

Miss Masindi

Som den første hvide person (mzungu) i Masindi og den tredje i hele Uganda havde Tanya vi mødte aftenen forinden valgt at stille op til Miss Masindi. Konkurrencen går som navnet antyder ud på at kåre Masindis smukkeste kvinde. Kategorierne var daily wear, evening dress, party dress, swim suit og traditional wear. Konkurrencen stod til at starte kl. 21, men startede selvfølgelig først to timer senere med en introduktion som jeg vil betegne som tilnærmelsesvis latterlig. Letpåklædte (læs: ikke pæne) piger gik ind på scenen til et playback show, der var så skandaløst og dårligt, at det endda slog hele karaoke-showet i Thailand. Det havde jeg aldrig troet. Pigerne på scenen kunne ikke teksten, forstod ikke at det ville være mere troværdigt, hvis de holdt mikrofonen for munden i stedet for at svinge den tilfældigt rundt. Tøjet de havde på lånte de af hinanden på skift og hele showet udstrålede dårlig planlægning og ringe kvalitet. But this is Africa. Endelig startede selve skønhedskonkurrencen og vi nåede at se tre optrædener fra Tanya før klokken var 01 og vores taxichauffør ventede os. Hun overaskede os alle meget positivt og tog sig flot ud til trods for den lidt store facon. Dagen efter fik vi at vide, at hun havde fået en 3. plads. Arrangørerne havde endvidere indkrævet nogle af pengene fra præmierne til 1. og 2. pladsen, da de alligevel ikke havde råd til at udlove så store summer - igen vidnede det om kvaliteten af showet.

New roomie

Da vi havde et ledigt værelse, sendte Jacob og Lasse et opslag ud om det til den norske og svenske ambassade. Da vi var kommet hjem fra Masindi havde en norsk pige ved navn Mari skrevet, at hun var interesseret. Der gik ikke længe før hun kom på besøg og sagde ja til værelset med det samme. For en uge siden flyttede hun ind, så nu er vi et firkløver der atter kan spille canasta (kortspil). Denne weekend var vi igen sammen med gadebørnene, som i en miniturnering spillede sig helt til finalen men desværre tabte på straffespark. Jacob, Lasse og jeg var til barbeque ved den danske ambassadør, Nathalia, i lørdags. Hun bor i upper Kololo og har en udsigt, som vi ikke turde drømme om fandtes i Kampala. Det var hyggeligt at hilse på de nye danske ansatte og deres familier, hvorfor der var en stor forsamling af børn fra 1- 8 år. Nogle havde tømmermænd søndag, så vi valgte at pakke bilen (ja, der kommer et særskilt indlæg om bilen snart) og køre til Entebbe for at sidde med fødderne i sandet på stranden. Desværre kan man ikke bade, da de såkaldte bilharzia (snegle) der er i vandet gør en meget syg pga. udviklingen af orme i maveregionen.

Jeg vil stoppe nu, men der kommer snart flere nyheder, da jeg har været i kontakt med et andet projekt (Mbuya Reach Out), Jacob har været på fieldtrip til Norduganda og vi har fået en helt nyt medlem af familien. Meget mere om det senere!

Camilla og Jacob

Gadebarnets vuggevise

Nogle gange støder man på nogle mennesker, hvis skæbne er fuldstændig forskellig fra de fleste danskeres. Så anderledes og rå at de nærmest er ubegribelige. De passer ikke ind i det verdensbillede, man selv er så forvænt med, men alligevel trænger historierne på i ens bevidsthed eller måske ligefrem samvittighed. Det er vel et naturligt - men nærmest umuligt - forsøg på at sætte sig ind i de skæbners liv og dermed få det fulde perspektiv. Forsøget er selvfølgelig dømt til at være overfladisk og forestillet, da man aldrig vil føle disse skæbner på egen krop. Måske er det ubegribeligt, fordi de er børn. Måske kompliceres det af, at de deres skæbne til trods er så positive og livsglade. Det er i hvert fald komplekst. Bare det, at de egentligt er børn, er næsten helt surrealistisk. Børn mellem 6 og 14 år, der klarer sig på egen hånd uden forældre, uden mad, uden ly og uden støtte overhovedet – selv ikke fra staten, som i de rige velfærdssamfund i det mindste ville forsøge at give dem et indhold og muligheder. Vent, sandheden er faktisk, at staten gør en indsats. Men om det er for børnenes eller byens fremtonings skyld er ikke afgjort. I Naguru er der et børnehjem (den officielle betegnelse)/et børnefængsel (børnenes udsagn)/et internat (det plausible betegnelseskompromis). Hvad ved jeg? Jeg burde tjekke det ud selv…

Nætterne tilbringes i de dybe afløbsrender langs vejkanten, hvor skidt og rotter huserer. Det eneste remedium er en gammel kornsæk, de bruger som sovepose. Når det regner, gælder det om at finde ly et sted. Her er børnenes eneste mulighed at finde en veranda. Imidlertid er disse ofte bevogtet, hvorfor børnene må bestikke vagterne for at få lov til at sove der. Penge tjenes ved at samle tomme plastikflasker. 1 kg (cirka 12) indbringer 200 shilling, hvilket svarer til godt 50 ører. Hvis børnene er heldige finder de sålen på en udtrådt sko, de kan få tilsvarende beløb for, hvis den er i god stand. Deres ’varer’ bringer de til specielle gadebørnsmarkeder, som veksler disse til penge. Problemet er imidlertid, at de yngste ofte må afhænde en vis procentdel af deres gevinst til de ældste. Survival of the fittest. I den centrale del af Kampala er man ligefrem inddelt i specielle grupper, der hver har sig eget territorium. Indtræden på andres territorium kan i værste fald medføre døden. Det er råt. Det handler om overlevelse. Det er spillereglerne.

Klokken er ved at være mange. Jeg tror ikke, at jeg kan holde mig vågen længere. Jeg har haft en hård dag på kontoret med aircondition og en blød kontorstol. Jeg tror, at jeg ligger mig i min nyredte og bløde seng. Uden for vores bevogtede boligområde er børnene sikkert ved at finde sig til rette i afledningsrørene. De er heldige i dag - det regner ikke. Måske er nogle stadig aktive for at skaffe penge gennem tiggeri eller salg af gevinster i affaldet. Livet er hårdt. Hvem er jeg til at konkludere det? Sov godt.

Kawempe Home Care

Mit mål med at vælge det danske liv fra og satse på et år i Uganda var, at jeg ville være i stand til at få noget praktisk erfaring relateret til min uddannelse som sygeplejerske. Det viser sig, at jeg får meget mere end det. Som frivillig er jeg blevet taget i mod hos Kawempe Home Care, der ligger nord for Kampala - omtrent 6 km fra Bukoto.

Øjebliksbillede

Når jeg møder om morgenen, sidder de første klienter allerede klar i skyggen af vores pavillion på de farverige plastikstole. Før vi kan begynde de kliniske undersøgelser af hver klient, må de først se til og, som oftest, smågrine af vores morgengymnastik. I en rundkreds står vi og laver yoga-lignende øvelser, synger derefter en sang til jesus og beder en bøn, før vi giver hinanden hånden og fordeler os på vores respektive pladser. Jeg sidder i klinikken.

Klinikken består af fem små borde, stole på hver side samt afskærmning til to af pladserne. På væggene hænger der store plancher om symptomer og behandling af tuberkulose(TB), kombinationsbehandling af HIV og TB samt en beskrivelse af grundlaget for Kawempe Home Care “moved by love”. På de små borde ligger der tårnhøje stakke af journaler. Klienterne melder sig hos sekretæren, som efterfølgende finder deres journal og lægger den nederst i bunken - så de rent faktisk kommer ind i rækkefølge. Imponerende nok er journalerne meget fyldestgørende for hvert besøg hos os. Som dagen går, bliver bunken kun større, og først når klokken runder 15, kan vi se, at det svinder i dem.

Arbejdet består i at tilse og undersøge klienternes tilstand. Det kan være alt fra TB, HIV, influenza, malaria, halsbetændelse, hudinfektioner, føleforstyrrelser til “banaliteter” som hovedpine og forkølelse. Praktisk talt sidder vi i klinikken med de samme opgaver, som en læge ville gøre i en dansk lægepraksis. Men de ryster bare på hovedet og griner lidt af mig, når jeg forsøger at forklare, at jeg ikke er dygtig nok til at kunne alle præparaterne udenad og ordinere eller ændre i klienters medicin. Det er ligegyldigt. De har brug for hjælp til at tilse det store antal af klienter, så jeg må bare lære det.

Når de syge er sygest

Langt størstedelen der kommer hos os, er HIV-positive oftest i kombination med tuberkulose. Én ud af de mange udfordringer for mig er at vide, hvordan man skal reagere, når deres CD-4 tal er under 250. Og hvad er CD-4 tal egentlig? Jeg vil ikke komme med en længere forklaring her, men jeg har meget at lære endnu. Jeg har arbejdet sammen med to forskellige klinikere, som har forsøgt at give mig det bedste indblik i medicinen og deres utal af forkortelser. Altimens jeg prøvede at forstå deres udtale under undersøgelserne, blev vi flere gange distraheret af mennesker, der kom bærende ind med en klient, der var så dårlig, at vedkommende enten ikke kunne stå eller var ved bevidsthed. Samtidig ville vi sidde med en HIV-positiv klient på syv år, der var kommet selv for at hente sin medicin, da begge forældre var døde af AIDS. Denne lille pige, som er på alder med min lillesøster, skulle have taget en CD-4 test, for at holde øje med udviklingen af hendes HIV. Det er den eneste test med en egenbetaling på ca. 20 kr - hvilket er mere end hun ville have til sig selv på en hel måned. Pigen fik at vide, at hun inden næste besøg skulle have skaffet pengene til testen. Uden den vil vi ikke vide, hvilken type medicin hun skal have. Det er slående, hvor barsk og nærmest ubarmhjertigt livet kan være hernede.

Ugandisk hjemmepleje

Hver eftermiddag tager en af klinikerne på hjemmebesøg i landsbyen. For at en klient er et hjemmebesøg beretiget, skal vedkommende være dødelig syg og ikke være i stand til at komme hen til klinikken på egen hånd. På et af hjemmebesøgene mødte vi en mand, der var så dårlig pga. AIDS og TB, at han græd, da vi bad ham om at sætte sig op. Jeg har tidligere, i den danske hjemmepleje, mødte terminale borgere, men den afgørende forskel fra Danmark til Uganda er, at der oftest ikke er råd til at smertedække de ugandiske klienter, hvorfor de hver dag må leve med ubeskrivelige smerter. Vi er utrolig privilegerede i Danmark. Ikke nok med at det terminale forløb bliver gjort så smertefrit og overkommeligt som muligt, så er det også gratis. En dansk borger ville ca. få 3 eller flere besøg hver dag. Her har vi kun råd til at besøge dem en gang om ugen. Uden at udpensle det yderligere, er der kort sagt virkelig brug for hjælp og penge til medicin. Jeg får eftersigende mine egne hjemmebesøg akkompagneret af en oversætter, når de vurderer mig dygtig nok til at kunne ordinere medicin.

Jeg slutter min uundgåelige sammenligning her - for i virkeligheden kan det slet ikke sammenlignes. Kawempe Home Care er det rigtige sted for mig. Der er brug for hjælp, jeg kan lære meget og jeg får et stort indblik i ugandisk sprog og kultur. Nu vil vi tage til Masindi i weekenden, så i løbet af næste uge får i forhåbentlig en beretning derfra.

Camilla og Jacob

Hjemmebesøg

We are red, we are white, we are Danish dynamite

Yes, så kom vi tilbage til de fodboldglade 80’ere for en stund. Lasse og jeg fik i går debut for, ja lad os bare være ærlige, et ganske ægte 80’er hold. Foruden Lasse og jeg var gennemsnitsalderen i hvert fald på den pæne side af 40, hvilket også forklarer kampråbet. Men det være sagt, så var niveauet ganske pænt. Holdet består af nogle af de danske expats med størst fodboldpassion, hvorfor vi selvfølgelig var ærgerrige efter at vise os fra vores bedste side. Ligesom i 1984 havde vi danskere en nysammensat trup, og var klar til at spille et træningseuropamesterskab, hvor kun Belgien og Holland var ’hurdlerne’ på vejen mod ultimativ succes. Turneringen foregik på et fint græstæppe på den fine Kampala International School, hvor der blev spillet 7 mod 7, to kampe mod hvert hold og med en vandslange som sidelinje (i hvert fald så langt den kunne nå).

Lad det bare være sagt med det samme; vi vandt turneringen med 4 ud af 4 sejre, men undertegnede scorede ikke og benene føles i dag mest af alt som eksploderede dynamitstænger. Dog var det under alle omstændigheder dejligt at få rørt sig, og gad vide om ikke den tynde luft (Kampala ligger i ca. 1300 meters højde) snarere end dårlig kondi kan forklare pulsen flere gange rundede 220 (nogle ville måske komme med indvendinger her). En anden forklaring er måske, at det krævede en smule mere løbepensum at dække op med de ældre herrer, end de 90 % teenagere jeg til daglig ligger og dribler rundt med. Turneringens suveræne topscorer blev Thomas, som vi tidligere har været i Entebbe og spille golf med, og hvis bil vi er ved at investere i.

Mitshubishi Mirage = Driver with attitude

Tanken om en bil opstod egentligt ganske impulsivt en dag, men efter en række overvejelser virker et bilkøb egentligt som den rigtige investering – ikke mindst set i en personlig sikkerhedsoptik. Derfor har Camilla og jeg været ude at se på – en brøkdel af – Kampalas biler både fredag og lørdag. Bilerne er direkte importeret fra Japan og holder i tusindvis i forskellige indhegninger lidt uden for byen. Til trods for det store udbud lykkedes det os ikke at finde nogle biler til under $5500. Til gengæld forelskede vi os i en stor og pæn Toyata Spacio (rigtig familiebil uden at det skal tages som et signal), som i udgangspunktet kostede $6000. Spørgsmålet er så om forelskelsen er værd en udskrivning på så meget med en afskrivning, der potentielt er på hele beløbet med den vanvidskørsel, der ofte praktiseres hernede. Til trods for at det meste af junglen i Uganda er fældet, og der kun resterer lidt på grænsen til Congo, så hersker jungleloven på vejene, hvor stor dominerer lille. Som landet ligger nu, bliver vi nok enige om, at købe Thomas’ Mitshubishi Mirage Coupe med alufælge, hecspoiler, slangeskindsindtræk og rigtige racersæder. Den er kort sagt: dirty (og som vi så den i går ikke kun i overført betydning). Den koster kun $2000, og virker derfor som en mere overskuelig udgift. Hvis det bliver det, vi beslutter os for, kan vi fra 1/9 komme frit rundt i Uganda og opleve landet.

Ugen på ambassaden

Efter de første to ugers ’feriemode’ på ambassaden, hvor meget af arbejdet bestod i ad hoc opgaver for viceambassadøren, opdatering af vores projektdatabase og forberedelseslæsning på fællesdrevet, er jeg i denne uge rigtigt kommet i ilden. Jeg har blandt andet afleveret en rapport om udnyttelsen og forringelsen af naturressourcer i landet som stort set uredigeret blev sendt til UM, og som skal danne grundlag for en tildeling af klimapuljemidlerne under udviklingsbistanden. Statsrevisorerne (hvori notabiliteter som Mogens Lykketoft, Helge Adam Møller, Manu Sareen og Svend Erik Hovmand sidder) kommer på besøg i næste uge, og som forberedelse til det, har jeg forberedt en redegørelse for, hvorledes vi i Governance-teamet ud fra rammerne i vores Democracy, Justice and Peace Programme monitorer, evaluerer og følger op på bistandsindsatser, hvilket var lidt af en teknisk omgang. Derudover har jeg været med til at finpudse håndakterne til statsrevisorerne og udskrevet de interne håndakter, som i hvert fald rundede de tusind sider. Ugen bød også på 4 møder, herunder; et introduktionsmøde med Deepening Democracy Programme, som jeg var hos i januar; et teammøde; det obligatoriske torsdagsmøde (jeg er referent); og marathonmøde angående Public Sector Reform and Decentralization på 3 timer og 30 minutter (lige så lang tid som mit maraton for præcis et år siden), hvor jeg – desværre – også var referent. Efter 16 siders håndskrevne notater og en skrivekrampe var jeg godt medtaget, da der bliver talt meget i forkortelser (koder), og de lokale ikke altid udtrykker sig lige klart. Fredag blev en god uge så afsluttet med et festligt indslag, da en 27-mand stort synge- og dansetrup skulle tildeles bona fide (tillidsvisum) visum til Danmark. Normalt tager behandlingstiden for almindeligt visum 5 uger, men da de skulle optræde i 5 danske kommuner, og de ikke havde fået ansøgt i tide, var den eneste udvej et bona fide visum. Denne type visum kan ambassaden udstede til personer, der ofte rejser til Danmark, og som der er kendskab og tillid til. Da dette forhold ikke gjorde sig gældende for vores talentfulde ugandere måtte de igennem en timelang screeningsprocedure, der skulle sikre, at ambassaden kunne stå inde for dem. Denne screening indebar blandt andet, at de skulle give to numre i ambassadens gård. Storartet afbræk!

Næste uge byder 7-9-13 på en 3 dages tur nordpå til Gulu og Lira, hvor folk fra DDP skal undersøge vælgerregistrering, civilsamfundets indsatser og valgkommissionens arbejde. Jeg har altid gerne ville nordpå til området, der indtil for bare fire år siden var præget af en 20-årig lang og brutal borgerkrig, der bl.a. stadig sætter sine spor i stadigt stort antal ’Internally Displaced People’. Derfor håber jeg, at der er plads til mig på turen.

Jeg vil ikke berette mere nu, da vores unge læserskare har udtrykt ønske om kortere indlæg. Selvom vi finder det lidt foruroligende, at ellers ganske bogligt begavede (in spe) universitetsstuderende ikke kan overskue lange indlæg, vil vi selvfølgelig forsøge at efterkomme deres efterspørgsel (fremover). Så håber vi ikke, at de bliver så udmattede, at man skal læse om flere 5-1 fadæser hernedefra.

Til sidst: Stort tillykke med de 21 år, Stine. Vi håber, at du kommer ned og besøger os i løbet af året.

Søndag formiddag var vi sammen med gadebørnene mens de øvede dans og sang

De tre springkanoner

Lige som fodboldtræningen skulle starte, kom et uvejr ind over Kampala og vi måtte søge ly på den lokale politistation

Joshuas historie

Ved siden af vores lejlighedskompleks ligger en stor jordfodboldbane, hvor de lokale gadebørn holder til. Før vi kunne tage hul på dagens program med Kampalas største moské som mål, skulle Lasses computer repareres, hvorfor Jacob og jeg gav os til at følge den lokale fodboldkamp fra vejsiden. Det småregnede og børnene gled rundt på banen i deres forsøg på at tæmme bolden. Til trods for det var Jacob meget imponeret over de unge drenges fodboldevner. Da Lasse mødte os der, blev vi stående. En ung fyr i træningstøj og stopur om halsen kom op til os. “I see you are enyoing the game.” Navnet var Joshua, og han viste sig at være træner for gadebørnenes fodboldhold.

Joshua levede hos sin mor indtil han var 11 år, hvorefter hun døde, og han med ét var dømt til et liv på gaden. Han har aldrig kendt sin far. I tre år levede han af at tigge og samle flasker, før en barmhjertig sjæl hjalp ham væk derfra. En ugandisk fodboldlandsholdsspiller lod Joshua bo hos ham i tre måneder, hvorefter han startede på kostskole, som havde givet ham et stipendium udelukkende, fordi han var god til fodbold. Efter at have færdiggjort skolen tjente han penge som målmand. Han fik med tiden skrabet penge sammen, så han kunne leje et hus og få tag over hovedet. Med sin egen baggrund og erfaring med livet som gadebarn havde han et naturligt engagement i de lokale gadebørn. Han forsøgte at holde dem beskæftigede ved at arrangere aktiviteter, som de kunne benytte sig af om dagen, så de ville undgå at tage stoffer og begå kriminalitet. Sidenhen tog han også flere af børnene til sig og lod dem bo hos ham i sit hus.

I dag har Joshua oprettet en organisation, Street Child Care Uganda (SCCU), med sin ven Ken, som han betragter som familie, da de boede på gaden sammen, da de var yngre. Dagligt beskæftiger Joshua og Ken over 50 gadebørn til aktiviteter som musik, dans og fodbold. Hos Joshua bor 19 børn, udelukkende drenge, hvor tre har fået stipendier til kostskoler, fordi de er gode til fodbold. Organisationen er ikke statsfinansieret, hvorfor finansieringen af hele projektet var os en stor gåde. Svaret skulle findes hos en af ugandas bedste boksere, Nsamba, som i øvrigt trænes af den tidligere dansk registrerede professionelle bokser Ayub Kalule her i Kampala. Nsamba støtter som den eneste projektet ved at finansiere nogle af deres udgifter. Derudover har de indspillet en cd med fem numre og sælger smykker, som børnene selv har lavet.

Projektet er et enormt flot initiativ og til trods for Joshuas ydmyge person, synes man blæst omkuld af hans villighed til at hjælpe, målrettetheden for en bedre hverdag for børnene og ikke mindst troen på en fremtid. Jacob, Lasse og jeg har med glæde indvilliget i at engagere os i projektet ved at deltage i deres daglige aktiviteter, de dage vi har tid til det. Jacob vil således fungere som fodboldtræner, da Joshua selv ikke er i stand til at spille med, da han har været ude for en ulykke og ødelagt sine knæ, mens jeg vil deltage i MDD (music, dance, drama) om formiddagen for at møde nogle af pigerne. Men projektet har sine begrænsninger. De har feks.kun to bolde til fodboldtræningen, hvor de er mindst 40 drenge mellem 9-14 år. Til MDD kan de ikke længere praktisere deres lokale danse, da deres trommer er ødelagte, og andre sportsgrene har de måtte nedlægge, da de ikke længere har udstyret til det.

Vi gik derfra med denne følelse, og det vil i måske også efter at have læst dette: projektet har brug for al den hjælp og støtte, vi kan komme i nærheden af. Af den grund vil vi nu forsøge at kontakte folk, der eventuelt kan bidrage med gamle spillerdragter, bolde, fodboldsstøvler og alt andet udstyr de mangler for at holde børnene beskæftiget dagen lang. Joshua er kun 23 år. Ligesom os. Han var flov over at fortælle os sin alder, da han ofte bliver set ned på fordi han er ung, men den respekt gadebørnene viste ham gjorde ham alderen overflødig og viste fremfor alt hvor vigtig erfaring og egne oplevelser er for at skabe tillid til gadebørnene. Da dagens turnering var slut, fulgte vi med Joshua, Ken og børnene tilbage til huset. De der havde støvler eller skinner på tog dem pænt af, bandt dem sammen og lagde dem i en bunke. Herefter talte Joshua med dem om kampene i en rum tid, der uden tvivl ville have oversteget enhver dansk drengs koncentrationsevne, men drengene hér sad troligt og lyttede, og det blev tydeligt for os hvilket forbillede Joshua er for dem. Han har allerede gjort en enorm forskel for de her børn, men der kan gøres meget mere.

Vi vil gøre, hvad vi kan hernede fra, men hvis der er nogen hjemme i Danmark, som vil kunne bidrage med noget til børnene, vil vi med glæde bringe det videre til dem. Organisationens hjemmeside er www.streetchilcare-ug.webs.com.

Udover vores afbræk i planerne denne dag, havde vi aftenen forinden en god oplevelse til en topkamp i basket med efterfølgende bytur, hvor vi fik set nogle forskellige high-end natklubber. I dag nød vi godt af det store fitnesscenter ved det nærliggende Kabira Country Club, og som søndage nu er, eller i hvert fald bliver dette år i Uganda, er vi netop hjemvendt fra en fodboldbar, hvor vi har set endnu en engelsk fodboldkamp.

Vi håber I har det godt!

All the best - Camilla og Jacob