Den sidste vej

Vi korte fem kilometer ud ad den rode grusvej. Det virkede som evigheder. Der var intet liv at spore, blot de frodige marker, der straekte sig, saa langt ojet rakte, og enkelte ensomme koer. Det gronne landskab, tegnet op med den rode vej, var bakket, og vi maatte af og til forcere nogle voldsomme huller i vejen. Vi naermede os Cambodja. Somneang stoppede bilen paa toppen af en bakke, hvor man kunne skimte smaa hytter laengere inde mellem traerne. Det var her. Templet. Vi steg ud af bilen, og gik ud paa en balkon, hvorfra der var den smukkeste udsigt. Der var, som tidligere, ikke et menneske at se, blot den raa og uberorte natur som altid tager sig flottere ud, end naar menneskene har indtaget den. Den store bakke ovre bagved var Cambodja. Der var to spejlblanke soer, hvori de omkringstaaende traer stod paa hovedet. En stille summen af insekter og stilhed omsluttede mig, saa jeg naesten svaevende gik ind i templet. Jeg wai'ede tre gange mod jorden og er nu beskyttet af buddha. Templet var simpelt med smaa forgyldte buddhaer ovenpaa en skulptur af en skildpadde og en slange.
Vi korte tilbage ad den rode grusvej, tilbage til Ban kruat, hvorfra vi korte ud ad en anden, dog asfalteret, vej. Indtil pigtraad forhindrede os i at kore videre, stoppede vi. Her gik graensen. Cambodja var blot faa meter vaek. Vi gik op i et udsigtstaarn, hvor der var tegnet et kort over enkelte landsbyer, vi derfra kunne se i Cambodja. De var tydelige at spotte, da der steg en hvid taage af rog op i det blottede landskab. Nittaya fortalte om, hvordan cambodjanerne angreb Thailand, netop hvor vi stod, for tyve aar siden. Turen fortsatte ad snoede veje som jeg husker dem fra Rwanda, ind til vi korte langs graensen paa dee karakteristiske grusveje. Mellem marker og pigtraad. "This is the last road" sagde Nittaya, mens jeg nod at betragte naturen og landskabet folde sig ud. Om formiddagen, forinden vores tempeltur, havde jeg den udsogte fornojelse af at opleve den lokale "beauty saloon". Til forskel fra sidste uge, fik jeg denne gang mulighed for at ligge i stolen og faa ansigtsmassage og tilmed ordnet haar. Jeg tror Nittaya og jeg gor det til en lordagstradition. En tradition der kun koster 16 kr.
Dragefrugten
Jeg bor ikke undgaa at fortaelle om alle de frugter, jeg indtil videre er stodt paa. Oftest ligner det langt fra frugter, som da jeg var paa markedet og til min glaede saa nogle kartofler, viste det sig selvfolgelig at vaere frugter. Endda en meget sjaelden frugt kaldet "long gong" fra Malaysia. Min umiddelbare favorit er den farverige "Dragonfruit". Trods det saere navn, vil jeg ogsaa kun kunne associere den til en drage, da den udenpaa er lyserod med gronne pigge. Naar man skaerer den over kommer der en rodbedefarvet frugt med smaa sorte kerner i til syne. Den smager meget friskt som et jordbaer med de knasende kerner, men er meget vandholdig som fx. en melon. Dertil er man garanteret lillae fingre resten af dagen, ved bare at have spist et enkelt stykke. Der er mange andre frugter. "Rambutan" som, ikke ligefrem indbydende, er skrigrod med pigge hele vejen rundt. "Durian" som mange mener er en delikatesse, saafremt man ikke lugter til den. Den har en meget gennemtraengende lugt af gammel ost, og er meget cremet at spise. "Mangosteen" er langt fra i familie med Mangoen, da den brune skal gemmer paa en hvid halvbehaaret frugt indeni, og sidst "Jackfuit" som de af os, der har vaeret i Afrika kender. Det er en stor frugt, ca 40 cm lang, som er lidt gummiagtig, men trods alt bedre her end i Uganda. Jeg mangler en frugt paa listen, men har endnu ikke fanget navnet paa den. Historien er den samme som kartoflerne - jeg pegede paa den, fordi jeg netop troede at det ikke kunne vaere en frugt. Den minder om en forbraendt kaktus, da den er rodbrun med smaa pigge som man virkelig kan stikke sig paa, og indeni er der en lysebrun kerne, som de mener er spiselig.
Det rode flueben
Sidst vil jeg blot fortaelle om den hverdag, jeg synes, jeg er faldet saa godt ind i her. Jeg moder oftest paa skolen mellem kl. 9-10 og har senest fri kl. 15, saafremt vejret arter sig til at gaa hjem i. Der er hojst fire undervisningstimer per dag. Jeg synes nu, at jeg er kommet ind i en dejlig rytme, hvor jeg ved, paa hvilket niveau eleverne er, og kan derfor tage fat hvor jeg slap sidste gang. Det der fascinerer mig mest, er den determination eleverne har omkring at lose en opgave til punkt og prikke. De er saa ivrige efter at lose opgaven, og bliver ofte et kvarter laengere, bare de kan faa mit rode flueben, og deraf godkendelse, paa at de har lost opgaven korrekt. Nittaya fortaeller ofte om, at engelsk er det lavest prioriterede fag i Thailand, og at hun kaemper, for at faa eleverne til at synes, at engelsk er interessant. Det er forstaaeligt at landsbybornene, der blot bor 8 km fra Cambodja, ikke forstaar, hvad de vil faa ud af at laere et sprog, de hojest sandsynligt ikke vil faa gavn af. Det er af den simple grund, at Nittaya trakker volontorer hertil. For at vise at jeg kan kommunikere, udelukkende fordi jeg kan engelsk. Hun kan se at det inspirerer bornene, og giver dem lyst til at laere. Det er jeg glad for at vaere en del af. I middagspausen mellem kl 12-13 modes vi med tre andre laerere, og sidder paa det kolde klinkegulv i musiklokalet, med alt det eksotiske mad foran os. Det er altid en farverig oplevelse, ikke blot paa grund af maden, men ogsaa fordi den ene laerer er homoseksuel. Han er altid det underholdende indspark. Forleden dag fortalte han om, hvordan han duftede til sin nuvaerende kaereste, forste gang han modte ham. Hans personlighed og udseende ville heller ikke drage mange i tvivl, om hvilken side han var til. Han er saa inkarneret bosse, at det bare er sejt. Da vi, samme dag, skulle tilbage til undervisningen, sagde Nittaya "He likes boys, not men but boys" og grinede hojlydt. Jeg tror maaske at det er et kulturelt handicap, at vi fra Danmark har et saa forkert forhold til laerere der kan lide deres elever. Man taenker naesten med det samme "forbrydelse", men jeg ville aldrig forestille mig det gode menneske gore nogen born fortraed, udover at vaere glad ved at laere dem noget. I dag er det sondag, og det er pt. 38 grader og alt for varmt til at vaere ude. Nittayas sonner ligger ogsaa bare udmattede paa klinkegulvet og ser en dvd. I gaar aftes grillede vi igen, som sidste lordag. Det er dejligt hvordan Somneang og Nittaya formaar at samle alle de lokale, og jeg nyder at faa lov at opleve landsbylivet herude.

Det var vist alt for nu. Jeg vil ligge mig til rette i haengekojen og nyde dagen.
Hilsen Camilla